Det grænseoverskridende kulturliv

Populærkulturelle produkter fra USA og England havde allerede i årtier spillet en fremtrædende rolle i Danmark, og også virket inspirerende for mange danske frembringelser. Med gennembruddet for kommercielt tv i slutningen af 1980'erne blev både populærkulturens vægt og den engelskamerikanske dominans heri yderligere øget. I samme retning trak fremkomsten af de mange nye IT-baserede medier, og det hele blev forstærket af 1990'ernes stærkt forøgede internationale konkurrence. Den danske populærkultur var nu dybt præget af kopiering af internationale tendenser helt ned i detaljen, konstaterede forfatterne til bogen „Klondike og Karaoke”, som udkom i 1998. Det fik dem til at spørge til danskhedens fremtid:

"I dag befinder den almindelige dansker sig efterhånden i en multimedievirkelighed, der sender ham eller hende på tværs af landegrænser, sprog og mentaliteter, hver gang vi åbner for fjernsynet, tænder for radioen, ser en film eller læser et livsstilsmagasin. Dansk kulturudøvelse har mistet sit nationale særpræg og er i stedet gået over på en global form. Som nation er vi stadig modvillige overfor EU, Det Indre Marked og Schengensamarbejdet, men indenfor kulturen er grænserne for længst brudt ned. Kulturproducenternes inspirationskilder, referencer og forbilleder stammer oftest fra udlandet, og nogle af de mest omtalte danske film i 1997 havde ikke engang danske navne – de hed Let's get lost og Pusher. Mange danske musikikoner kunne ikke drømme om at synge på dansk. Man kan derfor forestille sig, at denne bog er den sidste antologi om dansk medie- og populærkultur, for med tidens globale kulturdyrkelse og vareinput er det specifikt danske udtryk for alvor ved at forsvinde."

Spådommen var måske overdrevet, men ikke taget ud af den blå luft, i hvert fald ikke hvis forfatterne med „global form” mente angloamerikansk. Tendenserne var måske tydeligst inden for populærmusikken. Oven på undomsoprøret og dets efterdønninger var modebevidste unge musikere allerede tidligt i 1980'erne vendt tilbage til engelsk som eneste rigtige sangsprog, og målbevidste satsninger på et internationalt marked fra såvel musikerne selv som deres kommercielle kontakter blev hyppigere. Efterhånden gjorde de det også ofte med et vist held. Bedst lykkedes det for popgruppen Aqua. Gruppen udsendte i 1997 albummet „Aquarium” sammen med en morsom video, der underfundigt parodierede den internationalt kendte Barbie-dukke, og i løbet af et års tid blev Aquas musik spillet i populærradio- og tv-stationer over hele den vestlige verden. Da gruppen stoppede i sommeren 2001, havde Danmarkshistoriens hidtil største popsucces solgt 18 millioner albums og 10 millioner singler. For bedriften havde den danske popbranche på sin årsfest – der meget sigende for sin tid hed Danish Music Awards – tildelt Aquas norske kvinde og tre danske mænd „Exportprisen”. Det var et passende navn, for det drejede sig jo først og fremmest om forretning med musik som vare. Varen var uden noget særligt nationalt særpræg og kunne i princippet lige så godt være fremstillet af britiske, amerikanske eller hollandske musikere.

På den anden side viste resultatet af en undersøgelse offentliggjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 2. februar 1999, at blandt de tyve mest populære sange lavet af danskere siden 1958, havde de adspurgte 15 dansksprogede, hvoraf to af de mest ærkedanske langt overgik alle andre. Det var Kim Larsens „Kvinde min” og Lars Lilholts „Kald det kærlighed”. Og i udkanten af den danske mediebevågenhed levede den gamle „dansktop”-tradition i bedste velgående, ikke mindst i Jylland. Der var tale om et enkelt formsprog i en veldefineret tradition med dybe rødder i de jyske forsamlingshuse. Et traditionelt dansktoporkester som Kandis leverede fra sin start i 1989 og frem til 2000 ikke færre end 11 cd'er, hvoraf alle solgte over 25.000 og flere mere end 50.000 eksemplarer.

Men det var naturligvis vanskeligt at afgøre, hvornår et musikprodukt var „rent” dansk, og hvornår den udenlandske inspiration var så stor, at produktet ikke længere kunne opfattes som udtryk for en bestemt nationalitet. Bortset fra sproget der blev sunget på, var det ved nøjere eftersyn også kun nuancer, som adskilte dansktop fra svensktop eller tysktop. Og sproget kunne ubesværet skiftes ud. Det blev almindeligt at aflevere det samme bidrag i en dansksproget version til det danske Melodi Grand Prix og en engelsksproget til det europæiske Melodi Grand Prix.

Tendensen var ikke begrænset til populærmusikken. Flere populære blade og magasiner var på samme måde amerikansk-engelsk orienterede i formsprog og indhold. Det var næppe heller tilfældigt, at spændingsromaner af forfattere som Leif Davidsen om udenlandske spioner på farlige missioner rundt om på kloden både markerede sig blandt de mest solgte på det danske bogmarked og blev oversat til andre sprog. De var professionelt udførte og internationale i formen. Succesfulde thriller- og actionfilm som „Nattevagten” fra 1994 og „Pusher” fra 1996 udspillede sig nok i danske miljøer, men med en fortælling og en måde at afvikle den på, som lå inden for Hollywoods skabeloner, og det samme gjaldt for flere af de mest populære danske tv-serier. Flere danske filminstruktører lavede endog engelsksprogede produktioner optaget i andre lande og med udenlandske skuespillere.

Også i andre henseender fandt en udviskning af grænser sted. Det blev en noget vanskeligere sag at sondre mellem populærkultur og „finkultur”, end tilfældet havde været blot en generation tidligere. Den unge Peter Langdals opsætning af Shakespeares komedie „En skærsommernatsdrøm” i 1986 var et eksempel fra teaterlivet. Her blev gamle Shakespeare tilsat rock'n'roll, biler og cirkuskostumer. Oven i købet i et ombygget gasværk. Mere radikalt blandede den københavnske teatergruppe Dr. Dante gennem 1990'erne kortene i en række forestillinger, hvis inspirationskilder direkte var populære film, tv og popmusik. I modsætning til meget anden dramatik i tiden trak forestillingerne oven i købet publikum i titusindvis, heriblandt en overvejende andel af unge. Dem havde teaterlivet ellers vanskeligt ved at fange.

Den respektløse håndtering af forskellige stilarter og af det folkelige og det elitære var også et kendetegn for Lars von Trier, periodens mest nybrydende filmskaber. Han legede bevidst med mange af mediets genrer, både i sine første intellektuelle film fra 1980'erne og de mere publikumsvenlige, som fulgte herefter. I „Breaking the Waves” fra 1996 slog han nærmest demonstrativt over i melodramaet, med alt hvad heraf fulgte af storstilet billedbehandling. Men året før havde han været med til at lancere det teknisk set minimalistiske „Dogme 95” som et program for filmskabelse, og det kom filmen „Idioterne” fra 1998 til at bære præg af. Bedst som man mente at vide, hvor man havde ham, genoplivede han derpå i 2000 musicalformen i „Dancer in the Dark”. Undervejs mellem disse hovedværker lavede han den morsomme, fabulerende tv-serie „Riget”, der skildrede besynderlige eksistenser og sære begivenheder på Rigshospitalet, og besatte rollerne med flere af den danske folkekomedies store navne. Og gennem ti år involverede han sig samtidig i i alt 26 nyindspilninger af Morten Korchs trivialromaner. Det hele blev produceret i filmselskabet Zentropa, som Trier selv ejede halvdelen af. Et selskab som også eksperimenterede med pornofilm målrettet mod kvinder og i det hele taget aldrig var bange for at kompromittere sig i sin omgang med „dårlig smag”.

Genrers og stilarters sammenblanding inden for alle kulturudtryk var ikke kun et dansk fænomen, men et fælles vestligt træk, ofte betegnet som postmodernisme. Hvad det begreb helt præcist betød, kunne ingen redegøre for, men det indebar i hvert fald en manglende respekt for og ironisk leg med traditioner og hævdvundne skel, om det så drejede sig om arkitektur, kunst, videnskab eller anden udforskning af menneskelivet. Det blev heller ikke ualmindeligt, at eksempelvis sportsstjerner også blev promoveret som sangere, som figurer i elektroniske spil eller kommentatorer til samfundsmæssige forhold, at nyhedsoplæsere i tv samtidig optrådte som modeller for modetøj, eller at toppolitikere deltog i populære quizprogrammer. De udøvende stod ikke alene. Over hele Vesten manøvrerede et forholdsvist stort, veluddannet publikum ubesværet mellem tegneserier og kunstudstillinger, tv-underholdning og opera, mode og politik.