Socialdemokratiets formand og næstformand siden 1987 Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen kom godt ud af det med hinanden. Hvor Auken var spontan og hurtigsnakkende, var Nyrup tilbageholdende, resultatorienteret og saglig. Han var også kendt for ikke at deltage i partiets mange personopgør. Så ham kunne Auken nok lide på. Troede han. Her trykker de hånd efter kampvalget om formandsposten den 11. april 1992, som Nyrup Rasmussen vandt.

.

I det socialdemokratiske bagland havde stærke kræfters utilfredshed med det store partis manglende indflydelse i dansk politik givet Poul Nyrup Rasmussen mod på at stile efter formandsposten. På et tidspunkt i efteråret 1991 fik han, naturligvis i al diskretion, også Niels Helveg Petersens velsignelse, hvilket var af afgørende betydning for en fremtidig socialdemokratisk overtagelse af regeringsmagten. Efter flere måneders rygter bekendte Nyrup den 17. marts 1992 endelig kulør og meldte sig som modkandidat til Auken. Partiets forretningsudvalg indkaldte herefter til en ekstraordinær kongres til afholdelse den 11. april, og med Mogens Lykketoft som strateg kastede Nyrup sig ud i en kamp, som det snart stod klart, at han ville vinde. Det kunne bedømmes ud fra udsagn fra de delegerede. På kongressen sejrede Nyrup klart med 359 stemmer mod 187 til Auken. Herefter blev en del af Aukens støtter i ledelsen placeret på mere beskedne poster, mens de, som havde støttet Nyrup, kom frem.

Et sådant opgør var helt uhørt og enestående i Socialdemokratiets historie og viser noget om, hvor alvorligt den overvejende del af medlemmerne opfattede partiets situation. Der var ingen tvivl om de to kombattanters vidt forskellige personlighed. Når det kom til politikken, kunne det derimod umiddelbart være vanskeligt for offentligheden at se, hvori forskellen på dem egentlig bestod. I et tilbageblik synes det rimeligt at se Nyrup som et første udslag af en ny socialdemokratisk kurs, der i 1990'erne med Tony Blair i Storbritannien slog igennem under navnet „New Labour”, i Tyskland under Gerhard Schröder og i Frankrig under Lionel Jospin.

Fællespræget bestod i, at socialdemokratierne ikke blot accepterede, men ligefrem overtog en stor del af det tankegods, deres respektive borgerlige forgængere allerede havde lanceret. Det gjaldt målsætninger som balancerende statsregnskaber, omlægninger af velfærdssystemerne i retning af større råderum for private, større hensyntagen til den private økonomiske foretagsomhed osv. Det kunne traditionelle socialister mene om, hvad de ville. Kursen viste sig i hvert fald succesfuld i 1990'ernes politik, for så vidt som socialdemokratierne i de nævnte lande formåede at sætte sig på regeringsmagten. Ledsaget af en retorik om nyskabelse, der i alle tilfældene var noget uklar.

Drømmen om at danne regering måtte i hvert fald formodes at være afgørende for de danske socialdemokratiske oprørere. Ellers var det vanskeligt at forstå, hvorfor de valgte at tage opgøret lige midt i den afstemningskampagne om Maastrichttraktaten, der måtte betragtes som tidens mest afgørende politiske begivenhed. Det blev de også klandret for af de øvrige Maastrichttilhængere. Når de tilsyneladende ikke kunne vente et øjeblik længere, hang det sammen med, at den borgerlige epoke endelig så ud til at lakke mod enden. Regeringen var nemlig blevet ramt af en rigtig skandale. Det var Tamilsagen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Formandsopgør i Socialdemokratiet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig