Reklame på HT-bus i København, 1991. Der var også opmærksomhed på andre trusler end de militære. Sundhedsstyrelsen stod blandt andet bag en storstilet kampagne for benyttelse af kondomer i forbindelse med bekæmpelsen af den nye sygdom AIDS. De første AIDS-tilfælde i Danmark blev erkendt i 1982, og stadig ved udgangen af 1985 var antallet af syge kun på godt 50. Ikke desto mindre blev begrænsning af AIDS betragtet som en vigtig målsætning for sundhedsmyndighederne, og der blev afsat mange resurser til oplysning og forebyggelse. I 2000 var det samlede antal diagnosticerede AIDS-tilfælde i Danmark 2.317, hvoraf 450 patienter stadig var i live.

.

USA's præsident Ronald Reagan lancerede i en tv-tale den 23. marts 1983 historiens hidtil største oprustningsplan, Det Strategiske Forsvarsinitiativ, forkortet SDI. Stjernekrigsprojektet, som det omgående blev kendt som, var et gigantisk rumforsvarssystem, hvis realisering grundlæggende ville ændre alle strategiske forudsætninger og kuldkaste indgåede våbenbegrænsningsaftaler. USA skrinlagde projektet efter den kolde krigs afslutning, men i 2001 blev elementer af det relanceret.

.

Andre konflikter udspillede sig på samme tid omkring Danmarks stilling i den kolde krig. Danmark var medlem af NATO, men et flertal i befolkningen krævede ifølge opinionsundersøgelser selvstændige danske fredsbevarende initiativer, som brød med NATO's politik og dermed med solidariteten mellem alliancens medlemslande. Kravene blev fremført af en broget flok udenomsparlamentariske organisationer med forbindelser til flere folketingspartier, til fagbevægelsen og andre etablerede institutioner i det danske samfund. Efter at have opgivet regeringsmagten i 1982 tilsluttede Socialdemokratiet sig kravene om afspænding og nedrustning og dannede sammen med Det Radikale Venstre, SF og VS et sikkerhedspolitisk flertal mod regeringen. Dette flertal udmøntede sin vilje i ikke færre end 25 folketingsbeslutninger fra december 1982 til april 1988, der pålagde regeringen at fremføre nedrustningssynspunkter stridende mod NATOpolitikken. Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen måtte endda modstræbende kræve fodnoter, i alt 23, med danske forbehold indført i NATO's fælles kommunikeer.

Folketingsdagsordenerne og fodnotepolitikken var en alvorlig torn i øjet for den borgerlige regering, og desuden meget ydmygende. Den ville dog ikke gå af, og hverken Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre var interesserede i at vælte den på de sikkerhedspolitiske spørgsmål. Derfor skete der det i dansk politik besynderlige, at regeringen blev siddende, selvom et folketingsflertal i et centralt spørgsmål påtvang den et standpunkt, som den ikke gik ind for. Kun et formelt mistillidsvotum kunne have udløst et valg i utide mod regeringens vilje. Det var en nyskabelse i dansk parlamentarisme, som også blev benyttet på andre områder end sikkerhedspolitikkens.

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken stod imidlertid på tærskelen til grundlæggende ændringer. Startskuddet gik, da Mikhail Gorbatjov blev generalsekretær for Sovjetunionens kommunistparti den 11. marts 1985 og med sin reformer i løbet af forbløffende kort tid forårsagede grundlæggende forandringer i den opdeling af verdenssamfundet, som havde eksisteret siden 2. Verdenskrigs ophør.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kampen om sikkerheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig