En højteknologisk metalarbejder. Han har næppe brug for meget af det værktøj, han et par årtier forinden blev uddannet til at håndtere. Fra ACV's metalvirksomhed i Farum.

.

„Du skal være solidarisk med dig selv.” Annoncen fra HK 1996 illustrerer ganske godt fagbevægelsens problemer i en tid med voksende individualisme og spredning i lønmodtagernes forudsætninger og holdninger.

.

Selvom Danmark i 1980'erne og 1990'erne kunne karakteriseres som et udpræget lønmodtagersamfund, var der langtfra tale om en homogen lønmodtagergruppe. Tværtimod kunne der uddannelsesmæssigt og med hensyn til arbejdsindhold være meget langt fra de ufaglærte inden for de traditionelle arbejderfag til de moderne faglærte inden for visse dele af industrien, og herfra var der igen et spring til de højtuddannede funktionærgrupper. Et andet skel gik mellem privatansatte og offentligt ansatte, et tredje mellem kvinder og mænd, et fjerde mellem unge og ældre på arbejdsmarkedet, og endelig kunne der spores forskelle mellem de 80 procent, som havde en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og de 20 procent, som var ramt af langtidsledighed eller var i stor risiko for at blive det.

Indkomstforskelle mellem forskellige lønmodtagergrupper fulgte til en vis grad uddannelsesniveauet, men ikke altid. Nogle grupper af faglærte arbejdere kunne lønmæssigt sagtens hævde sig over for mange offentligt ansatte med en mellemlang eller endda lang teoretisk uddannelse. Et vigtigt forhold var her forskellen mellem traditionelt mandearbejde og det kvindelige omsorgsarbejde, hvor grupper inden for førstnævnte typisk var bedre lønnede. En smed tjente flere penge end en socialrådgiver. Smeden kunne også være heldig at arbejde på en af de virksomheder, der praktiserede overskudsdeling i form af kontanter eller medarbejderaktier, hvorved han principielt ikke længere kun havde en lønmodtagerinteresse, men også en „modsatrettet” kapitalinteresse at varetage. Til gengæld kunne de to være gift og således have interesser for begge faggruppers vedkommende. Det var et nyt træk i kølvandet på kvindernes erhvervsdeltagelse.

Opsplittende virkede også den kraftige individualisering, som var gået over den vestlige verden siden ungdomsoprørets dage, og som i 1980'erne især blev præget af nyliberalismen. Her blev borgernes frie valg i så mange henseender som muligt fremhævet som et grundlæggende gode, og det fængede også hos mange, der ellers ikke så sig selv som liberalister. Arbejderbevægelsens traditionelle kollektivisme var under pres.

I partipolitisk henseende var konsekvensen, at fundamentet i de gamle sociale klasser efterhånden var eroderet bort og erstattet af et langt mere kompliceret mønster. I meget grove træk kunne nogle hovedtendenser spores. Faglærte arbejdere og privatansatte funktionærer stemte til højre for midten, mens ufaglærte og offentligt ansatte stemte på Socialdemokratiet og venstrefløjen. Skatteborgere med højere indtægter stemte til højre, de med lavere indtægter til venstre. Kvinder lå generelt lidt mere til venstre end mænd. Vælgerne delte sig stadig efter sociale skel, men mindre forudsigeligt end i tidligere tider, og i flere grupper. Ikke langs med, men på tværs af de sociale skel kom nye spørgsmål som unionsmedlemskabet og indvandrerpolitikken, hvilket komplicerede vælgermønsteret yderligere.

De traditionelt tætte bånd mellem LO og Socialdemokratiet blev løsnet. Det startede omkring 1987, da partiledelsen lagde op til konfrontation med den borgerlige regering, mens forbundsledelsen ønskede samarbejde, og allerede i 1991 var forholdet mellem parterne så anspændt, at der på LO's kongres blev talt om at opgive de formelle forbindelser. Bruddet kom i 1995, da LO's kongres besluttede at ophæve den gensidige repræsentation i de besluttende organer. Samtidig blev LO's medlemmer stillet frit med hensyn til at yde partistøtte over kontingentet. Herefter havde Socialdemokratiet og fagbevægelsen kun uformelle forbindelser, på samme måde som Venstre og Det Konservative Folkeparti og de store erhvervsorganisationer havde.

I fagpolitisk henseende blev fællesnævneren for medlemmernes interesser mindre. Det bekymrede, at det efterhånden kostede en del anstrengelse at få de unge til at organisere sig fagligt. Det var også åbenlyst i forbindelse med mange af de aktiviteter, fagbevægelsen varetog uden for det snævert faglige område. A-pressens sidste avis Aktuelt hørte til blandt de dyreste. Den mistede fortsat læsere efter den store økonomiske og indholdsmæssige satsning i forbindelse med lanceringen af den som Det Fri Aktuelt i 1987. Ejeren var LO, og tillidsfolkene havde nu som før pligt til at holde avisen. Men selvom det fagpolitiske stof blev opprioriteret i 1990, viste det sig umuligt at håndhæve denne forpligtelse. Det var vanskeligt for en avis, hvis bredere målgruppe allerede for længst var gået over til Ekstra Bladet og B.T.

En politisk debat om overskudsdeling illustrerede fagbevægelsens vanskeligheder. Som en moderniseret udgave af de gamle socialdemokratiske drømme om „økonomisk demokrati” foreslog partiets tidligere skatteminister Mogens Lykketoft i 1985, at der skulle indføres en form for obligatorisk overskudsdeling, som fastholdt kapitalen i den enkelte virksomhed, og hvor de ansatte fik indflydelse i kraft af denne. Det vendte regeringen og erhvervslivets organisationer sig kraftigt imod og foreslog i stedet en „frivillig OD-ordning”, der ikke var obligatorisk og ikke indeholdt nogen form for medbestemmelse eller medeje for medarbejderne. Et forlig på dette grundlag blev i maj 1987 indgået mellem regeringen og Det Radikale Venstre, hvilket gav mulighed for erhvervelse af skattefri medarbejderaktier på et beløb op til 6000 kroner. Det bragte LO i et dilemma. Hvis fagbevægelsen rådede sine medlemmer til at sige ja til skattebegunstigede aktier, udsendte den et signal om, at skattetænkning kunne være i orden, hvilket var i modsætning til dens generelle politik. Tillige risikerede den at bidrage til situationer, hvor aktier blev tilbudt som en erstatning for lønforhøjelser. På den anden side var det vanskeligt at være modstander af, at medlemmer kunne erhverve sig en del af det overskud, de selv havde været med til at skabe. LO valgte efter nogen tøven at tilråde erhvervelse af medarbejderaktier.

På samme tid arbejdede fagbevægelsen på et forslag om en arbejdsmarkedspension, som den enkelte lønmodtager skulle kunne oparbejde gennem et åremål på arbejdsmarkedet. Det vakte betænkelighed i Socialdemokratiet, hvor flere i ledelsen udtrykte deres bekymring for, at en sådan pension ville underminere folkepensionen til skade for især de grupper, der havde en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed være et brud med den hidtidige solidaritetspolitik. Arbejdsmarkedspensionen blev indført som en del af overenskomsterne i 1991 og derefter udbygget gennem 1990'erne, hvorved LO's medlemmer på linje med andre lønmodtagergrupper fik glæde af den nye udvikling med pensionsordninger i privat regi. Især de, der i forvejen var stærkest. Man kunne ikke gøre alle medlemmer tilfredse. Ikke når man skulle repræsentere de danske lønmodtagere.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forskelle blandt lønmodtagerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig