Den usikre udlændingepolitik

Frem til Dansk Folkepartis stiftelse i 1995 stod Fremskridtspartiet utvivlsomt som Folketingets mest radikale flygtningemodstander, bortset fra en kort periode mellem folketingsvalgene i 1987 og 1988, hvor det lille parti Fælles Kurs supplerede ganske godt. Fremskridtspartiet krævede ikke bare stop for flere flygtninge, men ønskede også de allerede tilkomne sendt ud af landet igen, også den del, som allerede var blevet danske statsborgere. I sådanne synspunkter var Fremskridtspartiet parlamentarisk helt isoleret. Alle andre folketingspartier stod fast på, at Danmark skulle overholde sine indgåede internationale forpligtelser og modtage et vist antal flygtninge.

Ikke desto mindre var også Det Konservative Folkeparti og Venstre allerede skeptiske, da udlændingeloven blev vedtaget i 1983 og havde kun stemt for den, fordi de ikke anså den for at være betydningsfuld nok til at bringe slinger i samarbejdet omkring andre sager. Justitsminister Ninn-Hansens egen holdning til loven måtte under alle omstændigheder formodes at ligge tæt på Fremskridtspartiets, når han op til lovens vedtagelse lod sig citere for udtalelser om, at Danmark burde „opretholde et effektivt stop for indvandring af udlændinge” for at undgå, hvad han betegnede som „raceuroligheder”. Ninn-Hansen bekymrede sig som traditionel konservativ meget om det dansk nationale. Hans meget personlige engagement i disse sager førte sidenhen til både hans eget og hans regerings fald.

Med det administrative og opinionsmæssige pres, flygtningestrømmen medførte, og de store udgifter der var forbundet hermed, var Firkløverregeringen nem at gøre interesseret i stramninger, og også Socialdemokratiet kunne formås til at arbejde på sagen, omend det skete noget mere nølende. Lovændringen i oktober 1986 blev bredt vedtaget, med kun de to venstrefløjspartiers og Det Radikale Venstres stemmer imod. Som årene gik, blev dette mønster mere og mere udtalt: De Konservative og Venstre ville have stramninger, i stadig højere grad på linje med Fremskridtspartiets og senere Dansk Folkepartis krav, Socialdemokratiet var mere tøvende, men flyttede alligevel konstant sine grænser i dette spørgsmål. Det Radikale Venstre og venstrefløjen arbejdede derimod for en bibeholdelse af den åbne asylpolitik, i 1990'erne med varm tilslutning fra Centrum-Demokraterne, og da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre efter 1993 kom i regering sammen, blev udlændingepolitikken derfor ikke så lidt af et smertensbarn i samarbejdet. Tendensen blev dog en konstant strøm af lovmæssige og administrative stramninger, hvis hensigt først og fremmest var at begrænse antallet af asylbevillinger og mulighederne for familiesammenføringer.

Bestræbelserne på at begrænse indvandringen var imidlertid kun udlændingepolitikkens defensive side. Af nok så stor betydning var det, hvordan man skulle behandle de mennesker, som allerede var kommet til Danmark og fremover skulle leve i landet. Nøgleordet hed her „integration” og havde at gøre med at sikre indvandrernes tilpasning til det danske samfund. Hvad man mente med tilpasning var til gengæld meget uklart. Skulle indvandrerne for eksempel helt opgive deres egne sprog og traditioner, eller kunne de beholde dele heraf, og i så fald hvilke og hvor store? Skulle og kunne dansk kultur påvirkes af indvandrernes, og i så fald i hvor høj grad?

I praksis tenderede integrationspolitikken i retning af, at indvandrerne skulle opgive deres særpræg og overtage danske normer og vaner. Der var altså nærmere tale om assimilationspolitik. Uden hensyntagen til indvandrernes egne præferencer blev der for eksempel udfoldet store bestræbelser på at sprede indvandrerbosættelsen jævnt og undgå, hvad der blev kaldt ghettodannelse. Også selvom forskningsresultater både fra Danmark og udlandet pegede på, at „ghettodannelsen” kunne have positiv betydning for indvandrernes indtog på arbejdsmarkedet og for deres deltagelse i politik og andet samfundsliv. Men pluralisme var ikke i højsædet, når det gjaldt forholdet til „de fremmede”.

Integrationspolitikken kunne ikke siges at være vellykket. Dels dæmpede den ikke den folkelige modvilje. Måske endda tværtimod. Igennem 1990'erne blev påstande, som i 1980 ville være blevet betragtet som inhumane og racistiske, bestandigt hyppigere fremført uden nævneværdige indsigelser. Dels forblev en overvældende stor del af udlændingene marginalt placeret i det danske samfund. Stadig i 1997 var 62 procent af udlændingene uden for arbejdsstyrken, og af de resterende 38 procent var næsten en fjerdedel registreret som arbejdsløse. Den samfundsøkonomiske belastning blev derefter. Da indvandringens totale årlige udgifter for det danske samfund ifølge senere beregninger toppede i 1996, beløb regningen sig i dette år til op imod ti milliarder kroner til modtagelse, understøttelse, uddannelse osv. På grund af den forbedrede beskæftigelse faldt udgifterne dog herefter, så de med syv milliarder kroner ved tiårets slutning var tilbage på niveauet ved dets begyndelse.