Dansk handicapidræt stod meget stærkt i en international sammenligning. Ved handicap-OL i Seoul 1988 vandt de 49 danske deltagere i alt 66 medaljer. Connie Hansen (billedet) og svømmeren Tonny Jacobsen tegnede sig hver for fem guldmedaljer.

.

Indmarch ved De Olympiske Lege i Atlanta, USA, 19. juli 1996. Det danske hold præsenterer Dannebrog foran McDonald's logo.

.

Sporten havde allerede længe samarbejdet med private firmaer, som ydede økonomisk støtte til gengæld for at få reklame for deres produkter, og i takt med professionaliseringen fik dette element øget betydning. Den første store sponsoraftale blev indgået i 1979 mellem Dansk Boldspil-Union og Carlsberg, til fælles glæde for betalingsfodbolden og ølsalget, og snart var landsholds- og divisionsspillere spundet ind i et net af kontrakter med sportsfirmaer, bryggerier, forsikringsselskaber og hvad der ellers fandtes af reklameinteresserede virksomheder. „PR-værdien var formuer værd, når spillerne som levende reklamesøjler rendte på banen for øjnene af millioner af tv-kiggere,” har journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld udtrykt denne nye tilstand. De, som udtrykte betænkelighed ved, om økonomiske interesser kunne få dominans over det sportslige, eller om det var moralsk forsvarligt at præsentere eksempelvis øl og idræt som sider af samme sag, nød ikke den store bevågenhed.

Men det stoppede ikke her. Da bryggeriet Faxe i 1996 overtog sponsoreringen af Superligaen, blev det indskrevet i kontrakten, at den fra nu skulle omtales som Faxe Kondi Ligaen. Det vakte nogen diskussion om, hvor grænserne for markedsføring i sportsverdenen skulle trækkes. Resultaterne af en internetundersøgelse fra september 1997 viste meget stor tilslutning til selve princippet om sponsorering, hvorimod der var mere delte meninger om, hvem der konkret burde give sig af med det. 95 procent af de deltagende fandt, at bryggerier udmærket kunne stå som sponsorer, 82 procent kunne også acceptere aviser, men kun 24 procent ønskede våbenproducenter og 18 procent politiske partier i rollen. Den konkrete sag, at Superligaen var blevet omdøbt, fandt 63 procent acceptabel.

Det stoppede heller ikke med fodbold, men bredte sig til elitesporten i almindelighed, og et stort antal turneringer opkaldt efter det ydende firma blev afviklet. Også musik, teater og andre dele af kulturlivet indgik i alliancer med erhvervslivet. Da Den Jyske Opera i 1987 opførte Wagners gigantiske operaværk „Nibelungens Ring” over fire aftener, skete det som et resultat af dirigenten Francesco Cristofolis utrættelige arbejde gennem ti år, hvor kunstnerisk organisatorisk talent var én side, men opnåelsen af støtte fra offentlige kasser og ikke færre end 26 private firmaer og fonde var en anden. Det var den største operapræstation i Danmark i 75 år. Måske var den store satsning en medvirkende årsag til, at Musikhuset Aarhus udgav en lille pamflet, der gengav resultaterne fra en større universitetsundersøgelse af husets økonomi. Ifølge undersøgelsen modtog Musikhuset Aarhus årligt 6,6 millioner kroner i tilskud fra det offentlige, men bidrog med godt 21 millioner kroner i skatter og moms. Pamfletten hed „Kultur som investering”, og den indlysende konklusion var, at der var gode penge at tjene på kulturlivets institutioner, og at man derfor burde være positivt indstillet over for dem. „Offentlige tilskud er i den politiske debat generelt blevet betragtet som en gave til kulturlivet, mens det i virkeligheden er mere reelt at betragte tilskuddene som en investering,” argumenterede Morgenavisen Jyllands-Postens musikredaktør John Christensen.

Siegfried, Brünnhilde og de andre germanske helte og heltinder fik lov til optræde i kulisser passende til stykket. Andre steder måtte man give større indrømmelser til gengæld for støtten. Muskelsvindfondens såkaldte Grønne Koncerter blev fra 1983 afviklet i et nært samarbejde med bryggeriet Tuborg. Tuborg betalte de medvirkende rockmusikeres lønninger og leverede drikkevarerne, Muskelsvindfonden fik de penge, der kom ind på øl- og sodavandssalget. Det blev i årenes løb til mange millioner, fonden kunne bruge til gavn for patienterne. Det blev også til reklame for de grønne Tuborgøl i en sådan grad, at det var vanskeligt at se, hvem der egentlig afholdt koncerterne og til fordel for hvad.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kultur som forretning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig