Brydninger i Europapolitikken

I Danmark blev EF-politikken på mange måder en anden efter Pakke-afstemningen. Både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var enige om at lægge striden om Pakken bag sig og arbejde positivt ud fra det ny grundlag. Det benyttede udenrigsministeren til at proklamere en mere udfarende dansk EF-politik for fremtiden: „Skulle vi ikke koncentrere os om det offensive og det positive, som gør, at vi ikke bare får mest muligt ud af vores EF-medlemskab, men også bidrager til, at EF udvikler sig i en positiv retning, også til gavn for andre medlemslande?” Det gjorde et stort folketingsflertal så, og i stigende grad efterhånden som integrationen skred frem. Det fælles synspunkt var, at når EF havde sat en kurs, nyttede det ikke, at Danmark strittede imod. Politikken måtte snarere indrettes, så den i videst muligt omfang harmonerede hermed.

SF fuldbyrdede i samme periode en bevægelse væk mod principiel EF-modstand, som allerede længe havde været under udvikling, og da VS gled ud af Folketinget efter valget i 1987, drejede EF-politikken på tinge sig de næste år ikke længere om EF eller ej, og heller ikke om, hvorvidt EF-integrationen skulle accepteres eller ej, men højst om, hvordan den skulle udformes og hvor omfattende den skulle være. Vestunionen kunne man dog ikke komme overens om i Folketinget. Regeringen var positiv over for en tilnærmelse til denne, men især Socialdemokratiet og SF mente ikke, Danmark burde have noget at gøre med endnu en militærorganisation, især ikke en, de opfattede som koldkrigerisk.

Den ny parlamentariske situation fulgte meget godt udviklingen i vælgerkorpset, for så vidt som denne kunne aflæses i opinionsmålinger og vælgerundersøgelser. Tendensen var nemlig, at der umiddelbart efter Pakke-afstemningen skete et kraftigt vælgerskred i retning af at acceptere det danske EF-medlemskab. I så henseende var det lange slag om EF bragt til ende. Vælgerne blev også generelt mere velvilligt indstillede på at udvide samarbejdet til nye områder, selvom der var forskel på, hvilke områder de enkelte vælgergrupper ville pege på. Samarbejde omkring miljø, forskning og ulandshjælp var der dog bred enighed om. Til gengæld opstod en skillelinje mellem de, som ønskede mere formel integration og de, som ikke gjorde, og den skillelinje var politikerne næppe tilstrækkeligt opmærksomme på. Især var der tale om en skarp polarisering, når talen faldt på valuta, afgiftsharmonisering, udenrigspolitik og forsvarspolitik. Det betød, at ØMU-planerne, hvis udfærdigelse Danmark medvirkede til, ikke faldt i god jord blandt danske vælgere, og da ØMU'en netop blev det nye varme emne, var man jo lige vidt. Politikerne var dog sikre på endelig at have fundet, eller dannet, folkeviljen i denne sag. Det havde de ikke, og det skulle de bittert erfare i 1992.

Folkebevægelsen mod EF fortsatte sit virke efter Pakke-afstemningen, men dens dominerende position på modstandermarkedet begyndte fra nu af at gå op i limningen. SF, som ved siden af sit selvstændige virke også var part i Folkebevægelsen, ønskede en politik præget af større imødekommenhed over for dele af EF-samarbejdet, og det samme gjorde topnavne som Else Hammerich og Jens-Peter Bonde, der begge var parlamentsmedlemmer for liste N. Andre fastholdt imidlertid den hidtidige klare afvisning af EF og alt dets væsen. Derfor blev Folkebevægelsen, som i forvejen bestod af mange temmelig forskelligartede organisationer, kastebold for voldsomme stridigheder. Da DKP, der altid havde været meget aktivt i Folkebevægelsen, samtidig gik i opløsning og førte sine særlige kampe ind på Folkebevægelsens møder, blev organisationen efterhånden helt handlingslammet. På grund af sit velkendte navn reddede liste N dog igen fire mandater ud af 16 ved det tredje europaparlamentsvalg i 1989. Det sikrede Folkebevægelsen organisatorisk og økonomisk støtte, hvortil kom, at den omkring 1990 havde 12.000 betalende medlemmer, lokalkomiteer over hele landet, en ugeavis og et forlag. Folkebevægelsen blev også styrket over for sin frænde og værste konkurrent SF, som mistede det ene af sine to mandater, og den kunne alt i alt stadig spille en rolle i kampen om danskernes holdning til EF.