Christiansborg 13. november 1990. Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup og tre andre af Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer er netop blevet ekskluderet af partiet og proklamerer nu stiftelsen af Trivselspartiet. Glistrups tid som folkehelt var forbi, og hans nye parti fik aldrig nævneværdig tilslutning.

.

Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup i 1985, mens de endnu dansede pardans. Efter Glistrups afgang stod hun som leder af Fremskridtspartiet. Som Glistrup yndede hun at sprede de glade fremskridtsbudskaber i kontante, fyndige vendinger, men i et mere dagligdags sprog og mere behersket. Pia Kjærsgaard var slagfærdig og havde medietække, og hun magtede bedre end de fleste at skære ting ud i pap uden at spilde tiden på omsvøb og argumentation. Efter at hun kom i Folketinget i 1984, var hun hurtigt slået ind på den resultatorienterede linje, som folketingsgruppen under Helge Dohrmanns ledelse havde ført over for Firkløverregeringen, og sammen med Dohrmann var det lykkedes hende overfor medlemmer og frafaldne vælgere at skabe et billede af et parti præget af en ny seriøsitet. Pia Kjærsgaard blev ved en afstemning forestået af Gallup og Berlingske Tidende i 1989 kåret som landets populæreste politiker, men hendes position i Fremskridtspartiet blev alligevel konstant anfægtet af andre fremtrædende partimedlemmer, hvorfor hun i 1995 stiftede Dansk Folkeparti.

.

Et problem for de skiftende borgerlige regeringer var, at de i mange situationer skulle forlade sig på Fremskridtspartiet, og Fremskridtspartiet vidste man aldrig helt, hvor man havde. Det vidste Fremskridtspartiet heller ikke selv. Partiet definerede nok sig selv som borgerligt og kunne i hvert fald ikke drømme om at støtte en socialdemokratisk ledet regering. Men dermed var automatisk støtte til Schlüter ikke en given sag. Fremskridtspartiet var i 1972 stiftet i udtrykkelig protest mod det stigende skatteniveau og i ubehag ved de statslige institutioners udvidelse til flere områder af samfundslivet, og skylden for denne udvikling havde førstemanden Mogens Glistrup placeret hos samtlige af „gammelpartierne”, som han kaldte både højre- og venstresiden af den traditionelle partipolitik. Efterhånden kom andre protesttemaer til, efter 1979 således den bestandigt skarpere formulerede modstand mod flygtninge og indvandrere.

Kompromisløshed forblev Mogens Glistrups kendetegn. Han krævede ren Fremskridtspolitik, ellers skulle man ikke regne med støtte fra hans parti. Men allerede over midten af 1970'erne voksede en fløj frem, som anstillede sig mere pragmatisk til det parlamentariske arbejde og var villig til at indgå kompromiser med andre partier, og det resulterede i to skarpt stridende fløjdannelser, der populært blev kendt som „strammere” og „slappere”. Strammer-slapper-konflikten blev aldrig rigtig overvundet og resulterede derfor i konstant usikkerhed om, hvorvidt man kunne tage et tilsagn fra Fremskridtspartiet for givet. Hertil kom en meget lav grad af partidisciplin. Både de menige medlemmer og ledelsesmed-lemmerne var udpræget individualistisk indstillede og havde vanskeligt ved at efterleve beslutninger, de ikke var enige i. I Fremskridtspartiet skiftede man tilsyneladende uden større skrupler side i stridighederne, alt efter hvad man fandt opportunt, og med tilsvarende lethed gik man til pressen med saftige historier om partifællerne. Modsætninger, der ikke så meget havde grund i politiske forhold som i personlige ambitioner, havde frit løb i Fremskridtspartiet. Ikke underligt var dette anarkistiske partis vælgertilslutning for konstant nedadgående ved næsten hvert eneste folketingsvalg fra 1973, da partiet var stormet ind med 28 mandater, til lavpunktet i 1984, da kun seks blev valgt – og de to oven i købet efter kort tid forlod gruppen og blev løsgængere.

Allervanskeligt at samarbejde med var Mogens Glistrup selv. Den 31. august 1983 startede han imidlertid afsoningen af en dom for skattesvig, og selvom han stadig øvede indflydelse på sit parti, tippede balancen i folketingsgruppen over til de pragmatisk indstillede. Da Glistrup blev løsladt den 11. marts 1985, havde en ny, stærk personlighed gjort sin entre i partiets top, og partistifterens lederstatus blev for første gang alvorligt anfægtet.

Rivalen hed Pia Kjærsgaard. Hun var 36 år, hjemmehjælper i Gentofte og politisk et ubeskrevet blad, da hun efter valget i 1984 blev medlem af Folketinget. Hun blev hurtigt fortrolig med sit ny job og blev snart valgt til politisk ordfører for folketingsgruppen, og hun var bestemt ikke til sinds at opgive sine landvindinger til fordel for Glistrup. Tværtimod udfordrede hun i efteråret 1985 direkte hans position ved at foreslå, at hun skulle overtage hans opgaver som „kampagneleder”. Op til folketingsvalget 1987 vandt Kjærsgaard en klar sejr over Glistrup ved at vinde et flertal i hovedbestyrelsen for at lade hende præsentere partiet under tv-præsentationen. Med en mandatfremgang for Fremskridtspartiet fra seks til ni og videre til 16 ved 1988-valget kunne Pia Kjærsgaard bryste sig af at have vendt nedgangslinjen. 23.180 personlige stemmer i 1988 styrkede denne position, og meningsmålingerne talte om dramatisk fremgang. Fremskridtspartiet var stadig et protestparti med et stort vælgerpotentiale, nu med modstand mod flygtninge som centralt tema, men det var også blevet et borgerligt forhandlings- og forligsparti. Men Glistrup vendte tilbage til Folketinget i 1987, hans fire støtter Kim Behnke, Anette Just, Pia Dahl og Jane Oksen blev valgt ind i 1988, og alt-eller-intet-linjen fik igen vind i sejlene. Da Glistrup-fløjen i juni 1989 fik held til at bremse et regeringsforslag om arbejdspligt for unge modtagere af bistandshjælp, brød ny kampe ud i Fremskridtspartiet, hvor repræsentanterne for de to fløje skiftedes til at sætte hinanden fra betydningsfulde poster i hovedbestyrelse og folketingsgruppe.

I marts 1990 afsløredes det farlige ved at være afhængig af Fremskridtspartiet som støtteparti. KVR-regeringen havde et forslag til besparelser på boligstøtten til afstemning. Forslaget var en del af det finansforlig, Fremskridtspartiet havde givet tilsagn om at støtte, men ikke desto mindre meddelte Glistrup, at han ville stemme nej, og regeringen måtte trække sit forslag tilbage. Kjærsgaard-fløjen rasede, partiet blev lammet af skænderier, og midt i det hele bekendtgjorde Glistrup, at han agtede at stifte et nyt parti, Trivselspartiet. Det skete den 13. november 1990. Otte af folketingsgruppens 16 medlemmer stemte for, at Glistrup ikke længere kunne være medlem af gruppen, altså at han var ekskluderet, hvorefter Glistrup sammen med tre andre gik ud fra grupperummet til de ventende pressefolk og proklamerede, at de nu ville starte Trivselspartiet. Tumulten resulterede i en tilbagegang for Fremskridtspartiet til 12 mandater ved folketingsvalget den 12. december 1990, og det var vel egentlig nådigt sluppet.

Glistrup blev siddende i Fremskridtspartiets hovedbestyrelse, indtil et stort flertal på landsmødet i maj 1991 stemte for hans eksklusion. Herefter blev der en tid lang roligere i Fremskridtspartiet. Nye fløjdannelser var dog under opsejling. Kim Behnke og Kirsten Jacobsen dannede en stærk opposition til Pia Kjærsgaard, uden at nogen dog kunne pege på en synderlig politisk substans heri, andre skel trådte frem i holdningen til Maastrichttraktaten, og fra slutningen af 1992 blev det klart, at ballade i Fremskridtspartiet ikke kun hørte fortiden til.

Trivselspartiet fik ikke succes. Uden held forsøgte Glistrup og Preben Møller Hansen fra Fælles Kurs sig med et listesamarbejde i 1990. Herefter markerede Glistrup sig mest i udlændingedebatten og skaffede sig anklager for racisme på halsen, men hans karisma var for længst dampet bort.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Uro til højre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig