Udskiftninger på venstrefløjen

Ofte omtales 1960'erne og 1970'erne som en særligt venstreorienteret tid, og det har måske også noget på sig, hvis man dermed mener, at venstreorienterede i disse årtier ofte havde betydeligt held til at præge samfundsdebatten med deres holdninger og synspunkter. Hvis man hæfter sig ved den vælgermæssige opbakning, kan det derimod konstateres, at partier til venstre for Socialdemokratiet i 1960'erne tilsammen lå under og i 1970'erne kun godt og vel oversteg 10 procent, mens de ved valget i 1987 opnåede op mod 20 procent. Der fandtes på dette tidspunkt også mange små venstrefløjspartier, som ikke blot forsøgte at mobilisere befolkningen til udenomsparlamentariske aktiviteter, men også søgte at gøre sig parlamentarisk gældende. I henseende til det sidste havde en del imidlertid ændret sig. I 1987 røg VS ud, og DKP havde ikke været folketingsrepræsenteret siden 1979. I stedet var Fælles Kurs kommet til og klarede for en kort bemærkning spærregrænsen, men Fælles Kurs var i nogle henseender et meget atypisk venstreorienteret parti. På et område som udlændingepolitikken var partiet for eksempel mere i takt med den yderste højrefløj.

Først og fremmest skyldtes venstrefløjens vælgermæssige fremgang dog SF. Partiet havde fra 1979 konstant fremgang hos vælgerne, indtil det ved folketingsvalget i 1987 toppede med en stemmeandel på 14,6 procent. Fremgangen kunne ikke alene tilskrives engagementet i fredsbevægelsen, for det havde også de øvrige venstrefløjspartier, ikke mindst DKP. SF arbejdede på at placere sig som et seriøst arbejdende parti, der parlamentarisk formåede at markere sine mærkesager og samtidig præsentere sig som en mulig partner for Socialdemokratiet i en fremtidig regering. Udfordringen blev at beholde sin egen profil samtidig, men det venstreorienterede vælgerkorps fandt åbenbart, at det lykkedes – indtil SF i 1990 indkasserede stor tilbagegang på næsten fem procentpoint. Det førte til selvransagelse, men under „den store rorgænger” Gert Petersen havde partiet udviklet en god indre debatkultur, hvor de uundgåelige uoverensstemmelser kunne bearbejdes i nogenlunde samdrægtighed, og det lykkedes at gennemføre et potentielt konfliktfyldt formandsskifte uden de store interne problemer.

I foråret 1991 valgte Gert Petersen at træde tilbage efter 17 år i formandsstolen. Landsmødet valgte ved den lejlighed en væsentlig yngre ledelse med Holger K. Nielsen i spidsen. Holger K. Nielsens udgangspunkt var som Gert Petersens traditionelt marxistisk og med et „arbejderflertal” i Folketinget som drømmen. Men han stod for en noget bredere linje, hvor en tilnærmelse til Det Radikale Venstre var vigtig. Hertil kom, at han var stærkt imod unionsplanerne. Ved formandsvalget fik han 23 stemmer mere end den anden kandidat Steen Gade, som var mere åben over for unionsplanerne. Ikke desto mindre respekterede også det store tabende mindretal den demokratiske afgørelse.

En sådan opførsel var ikke netop, hvad man så i VS og DKP i 1980'ernes anden halvdel. VS havde lige fra stiftelsen i 1967 været præget af drabelige interne opgør, og det havde partiet lige så længe gjort en dyd af nødvendigheden af ved at tillade fraktionsfrihed. Men en ny generation efter 1960'ernes ungdomsoprørere blev ikke tiltrukket af den frugtesløse kævlen, hvorfor VS ligesom mange andre og endnu mindre venstreorienterede grupperinger var i færd med at lide visnedøden. I 1980'erne tilspidsedes i partiet en gammel konflikt mellem de, som ønskede en ren revolutionær linje uden kompromiser og de, som gik ind for et samarbejde med SF og Socialdemokratiet. Til de sidstnævnte, „De Røde Realister”, hørte folketingsmedlemmerne Jørgen Lenger og Anne Grete Holmsgaard. I juli 1986 meldte de sig ud og gik til SF. „Vi kan bedre kæmpe for vore synspunkter i SF end i VS,” var Anne Grete Holmsgaards afskedssalut. Og så fortsatte de tilbageblevne for øvrigt deres fraktionskampe om eksotiske spørgsmål.

I DKP voksede ærgrelserne over, at en stor indsats i fagbevægelsen, fredsbevægelsen og andre steder ikke kunne bane vejen for blot et minimum af folkelig sympati. Men sådan lå landet. Partiet formåede ikke at gennembryde muren af skepsis over for dets hensigter og dets åbenlyse støtte til enhver af Sovjetunionens dispositioner, også krigsførelsen i Afghanistan og truslerne over for det urolige Warszawapagtland Polen. Bedre for DKP blev det ikke, da den ene efter den anden af de mest grundlæggende kommunistiske sandheder om Sovjetsamfundets kvaliteter smuldrede under Gorbatjovs rivende reformtempo. Det satte brand i de allerede standende diskussioner om partiets retning. En fløj krævede den hårde hånd og teoriens renhed over for nytænkere, sådan som interne problemer altid var blevet løst. Denne fløj så grundlæggende selve tvivlen om den traditionelle måde at gøre tingene på som årsagen til problemerne. Heroverfor holdt den anden fløj ortodokst og egentlig heller ikke særlig kritisk på Gorbatjov og den sovjetiske reformpolitik og mente, at en åben tilkendegivelse heraf i sig selv ville markere DKP som et åbent, forandringsvilligt parti med appel til danske socialister. Allervoldsomst gik bølgerne i centralkomiteen, DKP's øverste ledelse, men da partiformanden siden 1977, Jørgen Jensen, døde i april 1987, trak „fornyerne” det længste strå, da de på partiets kongres den efterfølgende uge fik den kun 32-årige fagforeningsleder fra Horsens Ole Sohn valgt som ny formand.

Ole Sohn var ung og havde et åbent smil og ærlige øjne og blev hurtigt almindeligt vellidt i de danske medier. Men ligefrem stemme på ham og hans parti ville de danske vælgere ikke. Ved folketingsvalgene i 1987 og 1988 fik DKP under en procent af stemmerne. De fleste medlemmer flygtede, de resterende brugte kræfterne på at slås, så da „fornyerne” endegyldigt besejrede „traditionalisterne” i januar 1990, var der ikke meget at forny. Herefter sivede endnu flere. Året efter meldte Ole Sohn sig ind i SF og skabte sig senere en karriere som folketingsmedlem der. De tilbageblevne splittede sig op og blev tilfældige numre i 1990'ernes myriade af upåagtede politiske smågrupper.

Kommunismens tid i Danmark var forbi. Bortset fra en kortere periode efter 2. Verdenskrig havde det danske kommunistparti altid kun haft ringe folkelig sympati, men alligevel havde det haft en placering i det politiske liv, som langt oversteg, hvad opbakningen egentlig berettigede til. Det hang først og fremmest sammen med dets status, både i andres og egnes øjne, som verdenskommunismens lokale repræsentant. DKP var født ud af Den Russiske Revolution og forsvandt som en nævneværdig politisk faktor, da Sovjetunionen gik under.

Midt i dødskramperne lykkedes det dog den yderste venstrefløj at etablere et samarbejde, som kunne sikre den en fortsat placering i det politiske liv. Efter valget i 1988 søgte flere af de tabende venstreorienterede at oprette en fælles parlamentarisk liste, og ved udgangen af 1989 formåede de at skabe en sådan under navnet Enhedslisten – de rød-grønne. VS, det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti og DKP blev fødselshjælpere for listens realisering, og det lykkedes for de ellers hidtil temmelig uforsonlige parter at få lavet et minimumsprogram gående ud på at bekæmpe den danske arbejdsløshed og klodens miljøødelæggelser og fattigdom. I første omgang solgte konstruktionen ikke vælgermæssige billetter. Det kunne se ud, som om showmanden Jacob Haugaard ramte plet med betegnelsen „De Forenede Dødsboer”. Men i forbindelse med indsatsen for et nej til Den Europæiske Union blomstrede Enhedslisten op, og ved folketingsvalget i september 1994 sikrede den sig 3,1 procent af stemmerne. Den var stadig et partisamarbejde, men tillige en medlemsorganisation. Den havde en generel socialistisk målsætning, men ingen fælles langsigtet strategi for, hvordan den skulle nå så langt. Hermed kunne den også slå bro til i det mindste nogle af de autonome grupper, hvoraf den, der kaldte sig Rebel, kom til at fungere som en slags uformel ungdomsorganisation for samarbejdet.

Med denne fleksible konstruktion så det ud til, at det yderste venstre endelig havde fundet en formel for samarbejde. I hvert fald levede Enhedslistens brogede bagland i høj grad i samdrægtighed, og partiet sikrede sig ved flere lejligheder i 1990'erne en vis parlamentarisk indflydelse. I udkanten af dansk politik, med færre medlemmer og med svagere indflydelse i fagbevægelsen og græsrodsorganisationer end tilfældet havde været for dens venstreorienterede forgængere i de foregående tre årtier.