Mogens Lykketoft nød udbredt respekt blandt folketingskollegerne for sin sikre politiske håndtering. Hans Engells skudsmål var, at Lykketoft sammen med Anders Fogh Rasmussen var Folketingets mest indsigtsfulde og mest ideologisk tænkende politiker.

.

Kommunernes Landsforening havde sine rebeller. I efteråret 2000 meddelte Farums borgmester, Venstremanden Peter Brixtofte, at han ville melde sin kommune ud af foreningen, og kort efter traf byrådet beslutning herom. „KL er efterhånden blevet en del af det bestående system,” forklarede Peter Brixtofte. „De gik imod Farums finansieringsmodel – og det skal de ikke blande sig i – og desuden gennemførte de en genforhandling af en i forvejen dårlig aftale med regeringen uden at få en krone ud af det. Derfor har vi ikke længere brug for KL.” Partifællen Thor Pedersen ses t.h. bag borgmesteren.

.

I 1985 fik indenrigsminister Britta Schall Holberg gennemført en „lov om frikommuner”, som gav kommunerne mulighed for at blive fritaget for statslig regulering på bestemte områder. Det blev udnyttet mange steder med det resultat, at der i de følgende år blev eksperimenteret med forskellige måder at gøre tingene på, både hvad angik den kommunale organisation og ydelserne til borgerne. Andre statslige tiltag skubbede i samme retning med en ny kommunal styrelseslov i 1994 som højdepunktet. I mange kommuner blev der indført brugerstyring på institutionerne og decentralisering af deres budget- og personaleforhold, udlicitering, mellemkommunalt samarbejde og samarbejde mellem kommune og private virksomheder eller mellem kommune og frivillige.

Det førte til, at landets kommuner efterhånden udviklede sig temmelig forskelligt, og ikke altid efter de samme skillelinjer som i landspolitikken. Det kunne ikke undre, at der blev eksperimenteret kraftigt med åbning mod privat foretagsomhed i nogle af de kommuner, hvor Venstre dominerede. I Græsted-Gilleleje blev hele ældreplejen udliciteret, og Farum blev kendt og berømmet, men siden berygtet på grund af Venstreborgmester Peter Brixtoftes særdeles kreative metoder. Her blev mange af de offentlige bygninger solgt, hvorefter kommunen lejede sig ind i bygningerne i stedet for. På den måde forsøgte man omgå de begrænsninger af kommunernes pengeforbrug, som finansministeren pålagde dem. Men også København med den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen forsøgte sig med de nye muligheder. Kramer Mikkelsens synspunkt var, at en kommune ikke skulle tjene penge på sine ydelser, og derfor burde den logisk set have en konkurrencefordel. „Hvis vi ikke på ældrepleje, hjemmepleje og andre omsorgsopgaver kan klare det mindst lige så godt som private selskaber kan, så er der noget galt. Så må det frem,” argumenterede han. Han måtte åbenbart sande, at der var noget galt, for i år 2000 stod København som den kommune i landet, der i forhold til sin størrelse købte mest ind på det private marked.

I og med at størsteparten af de velfærdsstatslige funktioner blev udøvet i kommunalt og amtsligt regi, var interesseorganisationerne Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen magtfulde parter i det landspolitiske spil. Borgernes pres på lokalpolitikerne for at få flere og bedre ydelser var samtidig betragteligt. Der var derfor en løbende kamp mellem landspolitikernes forsøg på at gennemføre en stram overordnet styring af de offentlige aktiviteter og lokalpolitikernes forsvar for et maksimalt råderum. Under Mogens Lykketoft satte Finansministeriet mange kræfter ind på at vinde kontrollen. I hvor høj grad det lykkedes, kunne læses ud af den aftale, han indgik med Kommunernes Landsforening i sommeren 1998. Finansministeriet lagde op til, at de kommuner, der ikke kunne holde deres budgetter uden at hæve skatten, skulle pålægges en strafafgift på 25 procent af skattestigningen. Dette krav måtte opgives. I stedet skulle kommuner, der sænkede skatten, nu belønnes med et tillæg på bloktilskuddet på 25 procent. Men selvom bloktilskuddet blev noget forhøjet, blev niveauet for drifts- og anlægsudgifter fastholdt, og generelt skulle kommunerne kun have plads til øgede service- og andre udgifter i det omfang, udvidelserne kunne hentes hjem gennem effektivisering.

Da der ved folketingsvalget i marts samme år var givet løfter om betragtelig udvidelse på ældre- og børneplejen, var kommunerne i yderligere vanskeligheder. Skellet mellem pålagte opgaver og de landspolitisk fastlagte økonomiske rammer var nemlig allerede vokset i nogle år. I 1995 havde kun 16 ud af landets 275 kommuner, hvad der i Finansministeriets budgetoversigt blev betegnet som en „noget anstrengt likviditet”. I 1998 drejede det sig om 48. Samtidig var antallet af kommuner med en rigelig kassebeholdning svundet ind fra 227 til 169. Amterne, som administrerede størstedelen af sundhedsområdet, var i samme situation. Her kneb det både med evnen og viljen til at overholde de aftaler, der mere eller mindre blev dem påtvunget af Finansministeriet. Tre gange ud af ti i 1990'erne brød amterne decideret de økonomiske aftaler, og i efteråret 2000 hævede otte ud landets 14 amter skatten så meget, at amternes samlede skattestigning blev tre gange højere end aftalt, nemlig fra 11,5 procent til 11,8 procent eller omkring en milliard kroner.

Forholdene var særligt komplicerede for hovedstadsområdet, der husede 1,7 millioner borgere. Her fungerede Hovedstadsrådet mellem 1974 og 1990 som en paraply over København, Frederiksberg, de 48 omegnskommuner og tre amtskommuner. Hovedstadsrådet var retningsgiver for byudviklingen og øverste myndighed for trafik, miljø- og naturbeskyttelse og sygehusplanlægning samt bestyrer af Hovedstadsfonden. Med alle disse funktioner havde det på papiret meget store muligheder, men i praksis var det ofte lammet af de konstante konflikter, der udspillede sig med de enkelte områder i regionen. Derfor blev Hovedstadsrådet til sidst nedlagt, og dets opgaver overgik til amterne og København og Frederiksberg Kommuner. Det fælles Hovedstadens Trafikselskab, HT, blev dog videreført, og i 1995 blev Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS, oprettet for Frederiksberg og København.

HS fremlagde hurtigt efter sin oprettelse planer for rationalisering af sygehusvæsenet gennem fælles drift af hovedstadens sygehuse, hvilket indebar nedlæggelse af flere af disse. Det løste dog ikke de økonomiske problemer på sygehusområdet, og effektiviseringseffekten var tvivlsom. På samme måde havde HT vanskeligt ved at klare driften inden for budgetternes rammer.

Hovedstadsområdets problemer var for en stor dels vedkommende af strukturel art. Selve hovedstaden bestod af den fattige Københavns Kommune. Indsvøbt i København lå det velhavende Frederiksberg, og udenom lå et bælte af kommuner med de rige mod nord og de mindre velhavende mod vest. Fra alle disse kommuner strømmede en stor mængde mennesker hver morgen ind og tjente til deres udkomme i København, som rummede alle landets centrale institutioner og flere store uddannelsessteder. Men om aftenen strømmede de tilbage igen. De sled på byen, men lagde skattekronerne andre steder. Efter nedlæggelsen af Hovedstadsrådet blev det seriøst diskuteret at oprette et storamt til afhjælpelse af skævhederne. Det blev ved snakken. Der var landspolitisk uenighed om, hvor meget der skulle omfattes af storamtet. Samtidig blev reformen modarbejdet af en uformel alliance mellem Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og jyske landspolitikere, som frygtede for den styrkelse af Hovedstadsregionen, et storamt kunne medføre. I forvejen var der i Jylland en udbredt irritation over, hvad der her blev set som en forfordeling af landsdelen. I 1986 var der af en række små, fattige jyske kommuner endda blevet dannet en forening, „Det skæve Danmark”, som sloges for en prioritering til fordel for dem selv. Hovedstadsområdets strukturproblemer kunne ikke siges at blive fuldt ud løst, heller ikke da Hovedstadens Udviklingsråd blev etableret i 2000 som et nyt koordineringsorgan.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Styr på kommunerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig