Da danskerne i 1972 skulle tage stilling til optagelse i Fællesmarkedet, var tilhængernes væsentligste argument medlemskabets økonomiske fordele. Omkring 1995 gik Danmark fra at være nettomodtager til at være nettobidragyder til fællesskabets omfordelingsfonde, og erkendelsen heraf gav yderligere problemer med at sikre befolkningens støtte til EU.

.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard fejrer valgsejren. Dansk Folkeparti erobrede 13 mandater ved sit første valg til Folketinget den 11. marts 1998. Partiets nationalisme kom ikke blot til udtryk i videreførelsen af Fremskridtspartiets fremmedfjendtlighed, men også i en skarp modstand mod EU. Det gav grobund for vælgertilslutningen. I 1990'erne var der i det borgerlige vælgerkorps vækst i modstanden mod det europæiske integrationsprojekt.

.

Den danske befolknings holdning til EU og det danske medlemskab havde en grundtone af skepsis. Selvom der i befolkningen var flertal for medlemskabet, kunne meningsmålingerne og vælgerundersøgelserne ikke finde mange helhjertede tilhængere, mens en noget større andel var overbeviste modstandere. Imellem disse opfattede en stor gruppe EU som et ubehageligt fremmedlegeme, som det krævede gode argumenter for at acceptere. Gode argumenter var som hidtil løfter om økonomiske fordele, og Danmark havde da også frem til 1997 en nettogevinst ud af medlemskabet, når man så på, hvad der blev betalt ind og hvad der kom tilbage i penge. Hertil kom de vanskeligere målelige fordele i form af lettere samhandel i det indre marked og den faldende rente. Men spørgsmålene om den nationale suverænitet og beslutningsprocessernes karakter kom i 1990'erne til at veje tungere. Vælgerne var kort sagt mere opmærksomme på suverænitetsafgivelsen og på de demokratiske forhold i EU's beslutningsprocesser. Det gav modstanderne gode kort på hånden, for så vidt som suverænitetsafgivelse og større afstand mellem borgere og beslutningstagere var nærmest automatiske følger af unionens overtagelse af flere og flere områder. Tilhængerne skulle derimod argumentere for, at suverænitetsafgivelse også ville finde sted ved, at Danmark stillede sig udenfor, fordi beslutninger med store konsekvenser for landet derved ville blive truffet, uden at Danmark overhovedet havde været med på råd. Tilhængerne skulle give noget, der lignede garantier for, at der kun blev så lidt union som overhovedet muligt. Man kunne ikke få opbakning i Danmark ved at tale for en europæisk føderal stat. Tilhængerne skulle også kunne overbevise om, at der kunne bringes bedring i „det demokratiske underskud” i EU, som der var almindelig enighed om, var en realitet.

De politiske skillelinjer mellem ja- og nej-siden ændrede sig efter 1993. Hidtil havde vælgere, der opfattede sig som tilhørende den politiske højrefløj, overvejende været for medlemskab, mens vælgere med tilhør på venstrefløjen havde været imod, og skillelinjen var gået tværs igennem Socialdemokratiet. Efterhånden blev dette billede mere nuanceret. Flere partier både til venstre og højre for midten fik mange problemer med at finde deres ben og deres vælgere i EU-spørgsmålene. Når det højreorienterede Dansk Folkeparti blev en lige så arg EU-modstander som Enhedslisten på den yderste venstrefløj, afspejlede det en udvikling, hvor borgerlige nejsigere blev en almindelig foreteelse. Vælgernes geografiske placering blev af mindre betydning. Højtuddannede tenderede til et ja og lavereuddannede til et nej, uanset deres politiske tilhør. Disse tendenser var en tilnærmelse til mønsteret i det øvrige Europa.

Udviklingen i vælgermønstrene ændrede dog ikke ved, at folketingsgrupperne og ledelserne af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne var faste og ubetingede fortalere for EU. Det fodslag, Poul Nyrup Rasmussen havde skabt i Socialdemokratiet op til Edinburgh-afstemningen, blev fastholdt, og ja-partierne fredede i store træk hinanden i de store EU-sager. Sigtet var at slippe af med de fire forbehold, så Danmark kunne blive EU-medlem på „første klasse”. Det indebar blandt andet, at den økonomiske politik blev tilrettelagt, så den kunne bestå ØMU'ens konvergenskrav, og det lykkedes så godt, at Danmark som et af de få lande uden besvær kunne være kommet med i den tredje fase i 1999. Danmark var altså parat, når folkeviljen var det.

Heroverfor udviklede den opsplitning i modstandernes rækker sig, som allerede havde været undervejs ved Maastricht- og Edinburgh-afstemningerne. Flere organisationer blev stiftet ved siden af Folkebevægelsen, hvoraf den vigtigste blev Junibevægelsen med Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde i spidsen. Mens Folkebevægelsen fortsat ønskede udmeldelse af EU, havde Junibevægelsen som mål at bekæmpe yderligere integration, og de to nej-organisationer lå i et skarpt konkurrenceforhold og arbejdede stort set ikke sammen. Hvad de derimod stod sammen om, var fremførelsen af en påstand om, at unionsmodstanderne skulle ses som samfundets små, der vågede for Danmarks sag over for en elite, der enten var verdensfjern eller plejede særinteresser.

I en enkelt konkret sag stod de dog sammen, nemlig i støtten til 12 danskeres sagsanlæg mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen med påstand om grundlovsbrud fordi han undertegnede Maastrichttraktaten. Stævningen blev indgivet den 17. maj 1993, og sagen stod på helt til den 6. april 1998, da Højesteret stadfæstede landsrettens dom fra året før, der frifandt statsministeren for at have krænket grundloven. Modstanderne forsøgte i denne sag at lade retsvæsenet indgå som en politisk instans over de folkevalgte. Det var et nyt element i dansk politisk kultur.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tilhængere og modstandere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig