Grønlandiseringens problemer

At udvikle Grønland på grønlandske præmisser viste sig også at være et kompliceret projekt i andre end økonomiske henseender. På mange måder fortsatte det gamle system, nu blot med Nuuk som centrum i stedet for København, og for mange grønlændere stod det derfor stadig som noget fjernt og udefrakommende. Selvom andelen af tilkaldt dansk arbejdskraft faldt fra knap 18 procent i 1987 til under 12 procent i 2000, vedblev administrationen trods alle bestræbelser at være dybtgående præget af dansk praksis og det danske sprog.

Gode danskkundskaber var også fortsat et krav for at komme ind på de videregående uddannelser, hvor en overvejende del af lærerkræfterne var danske. Det kolliderede noget med den erklærede målsætning at styrke det grønlandske sprog. I 1994 blev en ny skoleordning gennemført, hvis formål var at integrere de dansksprogede børn med de grønlandsksprogede. Hidtil havde de to grupper i de større byer gået i særskilte klasser, hvilket ikke blot medførte en udtalt social og kulturel opdeling, men også gav de dansksprogede børn bedre muligheder for at blive videreuddannet. Nu skulle en mere harmonisk skole skabes. I Nuuk, hvor de fleste danskere boede, blev de danske klasser dog først afskaffet i 1999.

Prisen var, at dansk blev nedprioriteret til et fremmedsprog, og det kunne aflæses i karaktergennemsnittet i dansk i folkeskolernes afgangsklasser, som efterhånden nærmede sig dumpeniveauet. Med de ringere danskkundskaber fik de unge vanskeligere ved at gennemføre de videregående uddannelser. Af de rent grønlandsksprogede unge fik kun én procent en uddannelse efter folkeskolen. I forvejen havde Grønland det laveste uddannelsesniveau i Norden. Kun 2 procent af befolkningen havde i 2000 en videregående uddannelse, og kun tre ud af ti personer havde overhovedet gennemført en uddannelse. Sammenholdt med, at ungdomsårgangene igennem 1990'erne blev mindre, stod Grønland over for betydelige vanskeligheder med at nå målet om at klare sig med egne kræfter. Der opstod det paradoks, at opprioriteringen af det grønlandske sprog og nedprioriteringen af det danske hæmmede arbejdet på at mindske afhængigheden af Danmark og de tilkaldte danskere.

Men dette arbejde blev ikke opgivet. Tværtimod blev der vedholdende rejst krav om overtagelse af flere af de sagsområder, som i 1979 var blevet defineret som Rigsfællesskabets fællesanliggender. Et stærkt pres førte til, at Grønland i 1998 overtog forvaltningen af landets råstofeftersøgning og -udvinding, og presset fortsatte for også at vinde ejendomsretten til den grønlandske undergrund, sådan som det var lykkedes for Færøerne i 1992. På det udenrigspolitiske område optrådte Grønland i flere forbindelser på egen hånd. Men der var stærke begrænsninger. Valutaen, politiet, retsvæsenet samt forsvarspolitikken, som især var kompliceret af spørgsmålene omkring den amerikanske Thulebase, vedblev at være områder, hvor det danske Folketing havde det sidste ord at skulle have sagt. I 1999 nedsatte Landsstyret derfor en selvstyrekommission, der fik til opgave at „udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for Rigsfællesskabets rammer”.

Forholdet til Danmark og danskerne fyldte meget i den grønlandske hverdag, men indre grønlandske forhold blev alligevel mere fremtrædende. Forholdet mellem by og bygd blev for eksempel et sprængfarligt tema. I de sidste årtier inden hjemmestyrets indførelse havde myndighederne i den såkaldte koncentrationspolitiks navn flyttet folk fra bygder eller bopladser ind i byerne. Det havde typisk været traditionelle fangerfamilier, som mere eller mindre var blevet tvangsforflyttet til moderne boligblokke og sat i beskæftigelse i fiskeriet eller fiskeindustrien, ofte med alvorlige sociale problemer til følge. Nedlæggelsen af bygder blev stoppet med hjemmestyret, og herefter faldt antallet af bygdeboere kun ganske svagt. Der boede i 2002 9456 personer i Grønlands 60 bygder. Det var kun 500 personer færre end i 1982 og svarede til 16,7 procent af befolkningen. Men udviklingen gik bygderne forbi. Grønland blev moderne i byerne, i bygderne skete der ikke meget. I de fleste bygder var boligstandarden, levefoden og uddannelsen ringe.

Samtidig opstod der en vis romantisering af bygderne som repræsentant for det gamle fangersamfund, hvor det „ægte” oprindelige grønlænderliv levedes. Fangere var der nu heller ikke mange tilbage af i bygderne i år 2000. Også her ernærede de fleste sig som lønmodtagere på en offentligt ejet fiskerivirksomhed, men i et samfund hvor forskellene mellem de enkelte generationers opvækstvilkår var så store som i Grønland, var der god basis for forsøg på forankring i det fortidige. Grønlændere i både bygd og by levede da også stadig med en god portion af den gamle fangermentalitet. Således fremgik det af en undersøgelse i 2002, at de færreste fødevarer blev købt i butikkerne. Af kød og fisk, de grønlandske hovedspiser, blev kun 15 procent købt. Resten havde forbrugerne selv fanget, fisket, fået eller byttet sig til.

Selvom slagordet „udvikling på bygdernes præmisser” blev populært, var der dog ikke nogen realistisk udsigt til, at de skulle få tilført flere resurser. Fremtiden lå i byerne. I en klasse for sig var hovedstaden Nuuk, der med sine 14.000 indbyggere i 2000 fremtrådte som en vestlig regeringsby med udbygget infrastruktur, store forbrugsmuligheder og et bredspektret kultur- og forlystelsesliv. Det blev ofte sagt, at Nuuk ikke var „det rigtige Grønland”. Intet kunne være mere forkert. Nuuk repræsenterede det moderne, levedygtige Grønland.