Frivilligorganisationerne, de såkaldte Non Governmental Organizations, NGO's, har traditionelt spillet en betydelig rolle i udformningen og udførelsen af den danske bistandspolitik. De har ikke kun været aktive i de lande, der var genstand for hjælpen. Hjemme har der tillige været tale om et omfattende oplysningsarbejde på mange niveauer. Den unge mand sidder uden for hovedbanegården i Århus under en landsdækkende oplysningskampagne om vilkårene for verdens fattigste.

.

Den danske medicinstuderende Betina Bølling rådgiver barfodslæger i landsbyen Jahve i det sydlige Bolivia 1992. I den danske bistandspolitik blev der tidligere satset meget på store anlægsprojekter udført i samarbejde med statsorganer i tredjeverdenslandene. I 1990'erne blev overførelse af viden til lokale beboere prioriteret højere end hidtil.

.

En traditionsrig del af Danmarks kontakter til den øvrige verden efter 2. Verdenskrig var ulandshjælpen. Dens grundlag var loven om internationalt udviklingssamarbejde fra 1971. Her var målsætningen fastsat som støtte til udviklingslandenes „bestræbelser på at opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke til sikring af deres sociale fremgang og politiske uafhængighed i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, formål og bærende principper”, samt „gennem et kulturelt samarbejde at fremme den gensidige forståelse og solidaritet”.

Herudfra blev der i en overordnet set bred politisk forståelse med stor folkelig opbakning både ydet fast økonomisk udviklingsbistand til en række fattige lande og akut nødhjælp til lande eller områder ramt af krig eller naturkatastrofer. I sammenligning med andre rige landes bidrag var bistanden betragtelig. Den samlede bistand udgjorde i 1985 0,77 procent, i 1998 1 procent af BNP, hvilket gjorde Danmark til et ud af kun fire lande, som opfyldte FN's målsætning om at yde 0,7 procent af BNP. De øvrige var Norge, Sverige og Holland, men disses bidrag var faldende, og Danmark var ene om at nå den ældre, mere ambitiøse målsætning på 1 procent.

Den danske ulandshjælp var konsekvent orienteret mod de fattigste og fik derfor sit tyngdepunkt i hjælpen til afrikanske lande. Opfattelsen af, hvordan der skulle hjælpes, gennemløb derimod forandringer. I ulandshjælpens første årtier var pengene forholdsvis ukritisk blevet formidlet til modtagerlandenes regeringer. Man forventede så, at de ville og kunne iværksætte de ofte meget store planlagte projekter i samarbejde med lønnede danske eksperter og frivillige udsendte fra hjælpeorganisationerne. Erfaringer med dårlig udnyttelse af midlerne, somme tider endog helt fejlslagne projekter, førte til, at Folketinget i 1989 vedtog en ny handlingsplan. Heri blev der lagt vægt på, at dansk erhvervsliv skulle inddrages mere i ulandshjælpen, men hvad vigtigere var, blev der stillet større krav til det enkelte modtagerlands udnyttelse af hjælpen. Det var en vigtig nyskabelse, idet der var tale om en udvidelse af bistandspolitikkens sigte til at anskue den ønskede forbedring af økonomiske og sociale forhold i sammenhæng med skabelsen af tilfredsstillende makroøkonomiske, politiske og institutionelle forhold. Dette aspekt blev mere fremtrædende i de næste handlingsplaner fra 1994 og 1999, og det samme gjorde den større vægt på, at modtagerlandene skulle udvikles miljømæssigt forsvarligt, samt overholde menneskerettighederne og bidrage til at forbedre deres kvindelige borgeres stilling. Krav om demokrati, menneskerettigheder og god moral blev i det hele taget en vigtig ingrediens i både international og dansk politisk retorik.

Den bilaterale bistand blev i 1989 og med strategierne „En verden i udvikling” fra 1994 og „Partnerskab 2000” fra 1999 koncentreret på færre lande og på en sådan måde, at der blev tale om et omfattende samarbejde mellem bidragyderen Danmark og det enkelte modtagerland om at udvikle bestemte samfundssektorer snarere end enkeltstående projekter. Den bilaterale bistand udgjorde omkring halvdelen af midlerne. Den anden halvdel blev ydet som multilateral bistand, overvejende gennem FN, men også her blev der gjort bestræbelser på i højere grad at styre bidragene. Det blev, i en sproglig sammenkædning til den sikkerhedspolitiske „aktive internationalisme”, betegnet „aktiv multilateralisme”. Sammenkædningen var ikke tilfældig. Ved siden af sit altruistiske sigte fik ulandshjælpen i tiden efter den kolde krig et stærkere element af „blød” sikkerhedspolitik, forstået sådan, at den blev betragtet som en måde at skabe stabilitet på. Det fremgik klart af indledningen i Udenrigsministeriets publikation „Danmarks udviklingspolitik” fra 2000. Her stod der at læse, at Danmarks bistandshjælp skulle gives, fordi „behovene i de fattige lande stadig er enorme, og fordi Danmark sammen med de øvrige velstående lande har en langsigtet interesse i, at der skabes bedre levebetingelser og muligheder for verdens fattige kvinder og mænd”.

„Blød” sikkerhedspolitik var også nøglen til at forstå Danmarks omfattende støtte til de østeuropæiske lande, som blev påbegyndt i 1990 og tog fart fra 1992. Disse lande var ikke fattige i et globalt perspektiv. Hvis bistand alene blev givet for at afhjælpe fattigdom, kunne de sammenlagt 11,7 milliarder kroner, Danmark mellem 1992 og 2000 ydede i den såkaldte Øststøtte altså være givet med større berettigelse til de fleste afrikanske, sydamerikanske og asiatiske lande. Men de østeuropæiske lande lå så nær Danmarks grænser, at sikring af stabilitet og miljøoprettelse i disse blev regnet for en påtrængende sikkerhedspolitisk opgave. En prioritering, som stemte overens med forsvarets sikkerhedspolitisk begrundede samarbejde med østeuropæiske, primært de tre baltiske, landes militær, som i 1999 beløb sig til 100 millioner kroner årligt. Uanset begrundelserne måtte det siges, at den samlede danske bistand til udvikling, miljøindsatser, katastrofer og militær sikkerhed var af et omfang, der internationalt var enestående.

Sikkerhedspolitik havde været et stærkere element i de fleste andre landes bistandspolitik under den kolde krig, hvorfor den internationale bistand fra de rige til de fattigste lande ganske logisk formindskedes igennem 1990'erne. Efter regeringsskiftet ved valget den 20. november 2001 bragte Danmark sig i overensstemmelse med denne tendens. Den danske ulandsbistand blev noget beskåret, og efter krigen mod Irak i foråret 2003 blev genopbygningen af landet prioriteret på bekostning af en række afrikanske lande.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bistandspolitikken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig