Det borgerlige ungdomsoprør

"Jeg har regnet ud, at jeg kan tillade mig at blive gift, når jeg bliver 30 år. Indtil da er det karrieren, der står i første række, så jeg har ikke tid til noget familieliv. Det er jo et spørgsmål om prioritering. For mig er mit arbejde også min fritid og så må man jo være fremadstræbende. Efter gymnasiet blev jeg ansat som salgskonsulent i et firma, som sælger kontor- og dataudstyr, og det er et job som stiller store krav til selvstændighed. Den branche har jeg tænkt mig at fortsætte i og kombinere arbejdet med en HD-uddannelse. Så jeg ved lige præcis hvilken vej, jeg skal gå, for at komme fremad."

Sådan fortalte den 19-årige salgskonsulent Bettina Eriksen om sit liv i Berlingske Tidende ved årskiftet 1984-85. Bettina Eriksen var medlem af Konservativ Ungdom, tidens hurtigst voksende politiske ungdomsorganisation.

KU satte her ved sit 80-års jubilæum kursen imod et opgør med, hvad medlemmerne så som en alt for længe herskende socialdemokratisme. „Individualismen skal sejre over kollektivismen,” som det blev udtrykt i avisens reportage, og det skulle ske gennem en mediebevidst markedsføring af sådanne værdier som dem, den unge salgskonsulent gav udtryk for. Personlig stræben efter erhvervsmæssig succes var vigtig, og ligeså var en særlig livsstil, hvor man bestræbte sig på at vise glamour og rigdom – og kontrol. Det afspejlede sig også på jubilæumsmødet: „Med i livsstilen hører blandt andet et finpudset ydre, hvor intet overlades til tilfældighederne. Pigerne i modens stramme nederdele og de fleste drenge med læderslips.”

KU fremstod som en ungdomsorganisation, der i 1980'erne i høj grad levede i takt med fremherskende og mediepromoverede tendenser i tiden. At være eller stræbe efter at være yuppier – Young Urban Professionals. Men ikke kun. Organisationen kombinerede også traditionelle konservative dyder om opslutning bag samfundets etablerede institutioner med liberalismens krav om personlig frihed, og resultatet blev så stærkt, at moderpartiets ledere indimellem måtte slå koldt vand i blodet på de unge hedsporer.

Med sine 13.000 medlemmer omfattede KU kun en lille del af den danske ungdom, men det var uomtvisteligt, at Det Konservative Folkepartis succes meget beroede på stor tilslutning fra de yngste vælgerårgange. Hertil kom, at hele den stil, der blev lagt for dagen, vakte betydelig genklang i langt videre kredse. Det drejede sig nok også om en ny generations reaktion på 1960'ernes ungdomsoprør, som rakte videre end politik. For eksempel trætheden over cowboybukser og sjusket hår og yngre skolelæreres forkærlighed for gruppearbejde. KU'ernes fortolkning af den slags som et udtryk for kollektivistisk formløshed gav mening, og lanceringen af en ny, diametralt modsat uniformering til at signalere ungdom, gå-på-mod og individuelt valg kunne få succes.

Stilsikre caféer fortrængte rustikke værtshuse, lanciers skulle atter danses til gymnasiefesten, fitnesscentre blev spredt ud over landet. En overgang blev alt dette nye fortolket som udtryk for ungdommens borgerliggørelse. Det var nok overdrevet. Men 1960'ernes efterhånden midaldrende ungdomsoprørs kritik af kapitalisme og konkurrence og et soigneret udseende havde mistet pusten. Smarte unge finansfolk kunne godt være forbilleder for unge. Det stod tilbage, da KU efter nogle glansfyldte år gik af mode.