Fredsbevægelsen mod enden

Selvom over 100.000 mennesker i påsken 1985 demonstrerede mod den internationale atomoprustning, havde fredsbevægelsen på det tidspunkt allerede toppet som en faktor, der kunne mobilisere en bredere befolkning til at tage stilling. Fredsbevægelsen var et internationalt fænomen, og i lighed med udviklingen i de fleste andre vestlige lande fandt de største demonstrationer sted så tidligt som i efteråret 1983 i forbindelse med effektueringen af den såkaldte dobbeltbeslutning fra 1979. Indholdet heri var, at NATO ville opstille 572 nye atommissiler i en række vesteuropæiske lande ved udgangen af 1983, medmindre Sovjetunionen forinden ville indgå i forhandlinger om fjernelse af nogle af sine atomvåben, de der var kendt som SS 20-missilerne. Forhandlingerne mislykkedes, og under omfattende folkelig protest begyndte NATO at udstationere de nye våben. Herefter blev det i mange lande vanskeligere at mobilisere til modstand mod oprustningen.

I de nordiske lande var aktivitetsniveauet dog stadig højt i nogen tid herefter, først og fremmest på grund af den brede popularitet, kravet om en nordisk atomvåbenfri zone nød. Der var også efterhånden dannet et net af små og større organisationer til at fremføre kravene på mere konventionelle steder: på arbejdspladser, i fagforeninger, professionsgrupper, skolebestyrelser, byer og bykvarterer osv. Opinionsundersøgelser viste flertal i befolkningen for fredsbevægelsens hovedkrav i alle partiers vælgerkorps. I den henseende havde fredsbevægelsen altså vundet slaget. For så vidt som Folketingets sikkerhedspolitiske flertal udmøntede krav, som den danske fredsbevægelse kunne erklære sig enig i, var den også blevet en direkte magtfaktor i dansk politik. Men i takt hermed blev det også vanskeligere at mobilisere gennem demonstrationer, underskriftindsamlinger, happenings, høringer og hvad der ellers blev taget i anvendelse for at fange folks opmærksomhed.

Efter 1985 sygnede fredsbevægelsen derfor noget hen, og i takt hermed kom dens deltagere i indbyrdes stærkere og stærkere modsætningsforhold. Fredsbevægelsen var nemlig ikke og havde aldrig været en monolit. Den indeholdt tværtimod utallige indbyrdes uafhængige og ofte stærkt uenige parter. Ind i bevægelsen var også vævet andre kulturelle eller kulturpolitiske strømninger. Således fremførte kvindepolitiske organisationer deres særlige fredskrav og spillede en stor rolle, ofte med eksotisk religiøse understrømme. Nogle af kvinderne, som i 1984 og 1985 under stor mediebevågenhed demonstrerede ved den militære Ravnstruplejr ved Viborg, boede for eksempel i tipier og tilbad Den Store Modergudinde mellem fredsaktiviteterne.

Når tilhængere af den aktuelle NATO-politik over én kam kaldte fredsbevægelsen for kommunister, medløbere, sovjetagenter og andre mindre smigrende ting, kunne de nok have ret i den forstand, at bevægelsens aktiviteter bidrog til at svække NATO's aktuelle politik. Bevæggrundene hertil var derimod ganske forskellige, hvilket kunne være vanskeligt at forstå i den kolde krigs mentalitet, hvor man enten skulle være kold eller varm, men man spyede de lunkne ud af sin mund. En meget stor del af de danskere, der støttede fredsbevægelsens hovedkrav, kunne i hvert fald ikke se sig selv som principielle NATO-modstandere, og slet ikke som fortalere for Sovjetunionen og Warszawapagten. Lige så utvetydigt støtten til fredsbevægelsen blev udtrykt, var der også gennem 1980'erne tale om en overvældende og støt stigende opbakning til Danmarks medlemskab af NATO. Intet tydede på andet, end at næsten alle danskere gik ind for, hvad man bredt kunne kalde vestligt demokratiske værdier, samtidig med at mange undsagde den kolde krigs konfrontationskurs.

I fredsbevægelsen havde der helt tilbage i 1970'erne været to hovedretninger, som lå i hård indbyrdes strid. Den ene, der havde Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som hovedeksponent, gik overordnet ind for en gensidig, afbalanceret nedrustning i øst og vest, ønskede at isolere sit virke til kun at handle om sikkerhedspolitiske emner, og var i praksis mest interesseret i at øve indflydelse på NATO-politikken gennem pres på den danske regering. Samarbejdskomiteen var stiftet i 1974 som et bredt forum for partier og andre foreninger inkluderende ledere fra både SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Skønt den bibeholdt dette tværpolitiske islæt i sin ledelse, var den domineret af det velorganiserede DKP, og det var nok med til at gøre den organisatorisk velfungerende og udfarende, men gav også dens virke politisk slagside. I Samarbejdskomiteen så man utvivlsomt NATO, især USA, som hovedansvarlig for 1980'ernes oprustningskurs, og kommunisterne forsøgte samtidig af al magt at bremse for kritik af østlige forhold.

Heroverfor stod en holdning, hvis kerne var, at begge supermagter havde ansvar for den kolde krig, omend USA var den øjeblikkelige hovedskurk, og at man følgelig måtte rette sin kritik i begge retninger. Den vigtigste organisation var her Nej til Atomvåben, som var stiftet i 1980. I forhold til Samarbejdskomiteen havde Nej til Atomvåben et bedre offentligt image som „troværdig” fredsorganisation. Om den var mere realistisk var en anden sag. Organisationen arbejdede for ensidig nedrustning i det enkelte land og den enkelte blok uafhængigt af modpartens initiativer, hvilket var en radikal afvisning af rationalet i terrorbalancen. Hertil havde Nej til Atomvåben et bredere sigte med sit arbejde end blot sikkerhedspolitik forstået som noget med atomvåben eller våben i det hele taget. For Nej til Atomvåben handlede fred også om frihed, hvorfor organisationen arbejdede meget på at støtte forfulgte i østlandene, og en vigtig opfattelse her var også, at Øst- og Vesteuropa havde en fælles opgave i at befri sig fra supermagternes dominans. De to linjer stødte sammen igen og igen og gjorde ofte fredsbevægelsens indre liv til en veritabel politisk og ideologisk slagmark.

I oktober 1986 blev en „Verdensfredskongres” afholdt i København, officielt med Samarbejdskomiteen som initiativtager, i realiteten iværksat af det sovjetisk dominerede „Verdensfredsrådet”. Allerede under forberedelserne til dette møde gerådede fredsbevægelsen i kraftige skænderier om strategien, og selve mødet blev præget af tumulter og håndgemæng, både mellem deltagerne indbyrdes og mellem deltagerne og indtrængende demonstranter. Herefter var det slut med store manifestationer på dansk grund tilrettelagt af fredsbevægelsen.

Ikke desto mindre var den danske sikkerhedspolitik fortsat omdiskuteret. Blandt andre Københavns og Århus Kommuners byråd erklærede sig i 1986 for atomvåbenfri, og flere kommuner tog ved forskellige lejligheder også afstand fra amerikanske flådebesøg, idet man ikke kunne få oplyst, om krigsskibene medbragte atomvåben. Selvom sådanne udsagn kun havde symbolværdi, vakte de dog opsigt både indenlands og udenlands. De bidrog til at markere den danske sikkerhedspolitiske usikkerhed og vanskeliggjorde regeringens bestræbelser på at føre en politik i overensstemmelse med den fælles NATO-linje.