Senest i januar 1988 skulle der afholdes folketingsvalg, men statsministeren udskrev det den 18. august 1987, til afholdelse allerede den 8. september. Måske inspirerede succesen fra folkeafstemningen om EF-pakken i februar 1986 ham til så kort en valgkampagne. Regeringen var i hvert fald ikke parlamentarisk truet, så det grundede sig uden tvivl i taktiske overvejelser, idet den stod stærkt i meningsmålingerne. Hertil kom, at Kartoffelkuren stadig ikke virkede med fuld styrke, hvorfor det nok kunne være en fordel at gå efter gevinsten, inden dette skete.
Det spillede sikkert også en rolle, at det inden for regeringen var Det Konservative Folkeparti og dermed Schlüter personligt, som så ud til at blive styrket. Økonomiens vending til det værre og den kovending i forhold til Firkløverregeringens oprindelige kurs, som skattereformen, Kartoffelkuren og de øvrige indgreb indebar, havde nemlig kølnet det indbyrdes forhold mellem regeringspartierne. Oven på euforien fra dengang, da alt så ud til at lykkes, blev forskellighederne i regeringen nu mere accentuerede.
En del af Det Konservative Folkeparti med Schlüter i spidsen syntes sammen med Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne fra 1985 at bevæge sig mod en mere pragmatisk og midtsøgende politik, hvor problemerne skulle løses ad hoc, efterhånden som de viste sig, og gerne med inddragelse af Socialdemokratiet. At dette var realistisk, kunne ikke blot de økonomiske indgreb stå som et håndgribeligt bevis på. På trods af de alvorlige sikkerhedspolitiske modsætninger havde Socialdemokratiet i 1984 været med i et nyt treårigt forsvarsforlig, og i 1986 blev loven om en fast forbindelse over Storebælt -Danmarkshistoriens største anlægsarbejde – vedtaget, med kun Socialdemokratiet som forligspartner for regeringen. Selv ved beslutningen i 1986 om at oprette TV 2 deltog Socialdemokratiet længe i forhandlingerne og undlod at stemme imod loven, selvom reklamefinansieringen var en alvorlig anstødssten for partiet. Schlüter søgte mod midten, ofte uden at tage overdrevent hensyn til regeringspartnere, som måtte mene noget andet. Han udtrykte bramfrit, at ideologi var noget bras.
Det måtte falde regeringspartneren Venstre for brystet. Her talte man meget om ideologi. Det gjaldt formanden Uffe Ellemann-Jensen selv, tilsvarende toner lød fra undervisningsministeren Bertel Haarder og fra partiets næstformand Anders Fogh Rasmussen. Fra denne kant så man ikke blot Firkløverregeringens oprindelige „genopretningsprogram” og de nyliberalistiske udtalelser som inspiration til udførelsen af den praktiske politik, men som det ufravigelige grundlag for en nødvendig vending af det danske samfund. Venstre ønskede „et opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel,” kundgjorde Uffe Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde i 1986. „Det danske samfund er gennemsyret af socialistisk tankegang, og lighedsmageriet er så dominerende, at landet langsomt bliver tappet for talent,” fulgte Anders Fogh Rasmussen op. Begge høstede de stort bifald.
Heller ikke i hele Det Konservative Folkeparti var Schlüter længere så populær, som han havde været. Når han med smil på læben offentligt udtalte, at han ikke var „så konservativ, at det gør noget”, og i praksis efterlevede udsagnet med sin midtsøgende politik, skubbede han mange traditionelle konservative som for eksempel Ninn-Hansen og Hans Engell fra sig. Sympatien i dele af erhvervslivet blev også noget kølnet efter indgrebene. En ellers så sikker støtte for Firkløverregeringen som Børsens Nyhedsmagasin udtrykte i efteråret 1986 sin harme ved på forsiden at vise en tegning af Stauning, Jens Otto Krag og Schlüter betitlet „Danmark for Folket”. Inde i bladet hævdede chefredaktøren, at Det Konservative Folkeparti under Schlüters ledelse styrede i retning af Socialdemokratiet. „Brister det for Firkløveret,” skrev han, „skulle vejen være banet for en historisk alliance i dansk politik: Et regeringssamarbejde mellem det nye folkeparti og Socialdemokratiet.” Det var interessant, at Schlüters nærmeste betroede inden for regeringen, finansminister Palle Simonsen, i foråret 1987 udgav en bog, hvori noget af det samme blev antydet. Med et forord skrevet af den radikale leder Niels Helveg Petersen.
Til disse politiske divergenser kom, at Schlüter efter folkeafstemningen om EF-pakken i februar 1986 uden ydre anledninger fyrede flere ministre og oven i købet erstattede en del af dem med folk uden for Folketinget. Men Schlüter var indiskutabelt populær i vælgerkorpset, og ifølge opinionsmålingerne ville statsministereffekten nok en gang sikre Det Konservative Folkeparti et rekordvalg.
Sådan kom det bare ikke til at gå. Ved valget den 8. september 1987 mistede Det Konservative Folkeparti overraskende fire mandater, på trods af en omfattende og yderst velsmurt konservativ valgkampagne tilrettelagt af et reklamebureau i bedste moderne managementstil. Det Konservative Folkeparti havde nu 38 mandater. Det var stadig det næsthøjeste antal i partiets historie, men succesen havde toppet. Det havde den også for Firkløverregeringen som helhed, for ganske vist gik Centrum-Demokraterne frem fra otte til ni mandater, men Kristeligt Folkeparti mistede et mandat og landede på fire, og Venstre gik tilbage fra 22 til 19.
Centrum-Demokraterne | 4,8 % | 9 mandater | (+ 1) |
---|---|---|---|
Det Konservative Folkeparti | 20,8 % | 38 mandater | (÷ 4) |
Det Radikale Venstre | 6,2 % | 11 mandater | (+ 1) |
Fremskridtspartiet | 4,8 % | 9 mandater | (+ 3) |
Fælles Kurs | 2,2 % | 4 mandater | (ny) |
Kristeligt Folkeparti | 2,4 % | 4 mandater | (÷ 1) |
Venstre | 10,5 % | 19 mandater | (÷ 3) |
Socialdemokratiet | 29,3 % | 54 mandater | (÷ 2) |
Socialistisk Folkeparti | 14,6 % | 27 mandater | (+ 6) |
Venstresocialisterne | 1,4 % | 0 mandater | (÷ 5) |
Straks efter valget proklamerede Schlüter Firkløverregeringens fortsættelse trods tilbagegangen. Men det var en regering, som var ved at løbe træt. Firkløverregeringen var parlamentarisk svagere end før. Den rådede nu kun over 70 mandater, hvortil kom de to oversøiske mandater, som den altid kunne regne med. Begge dens støttepartier var blevet styrket.
Fremskridtspartiet var gået frem fra seks til ni mandater, og oven i købet var dets stifter, den uberegnelige Mogens Glistrup tilbage i gruppen igen efter sin fængselsdom. Det var ubehageligt for en regering. Glistrup havde tidligere demonstreret, at hans støtte ikke var automatisk. Med Det Radikale Venstre, som havde vundet et enkelt mandat og nu rådede over 11, var det måske værre endnu. Partiet udsendte nemlig en erklæring om, at det for fremtiden ville stille sig friere over for regeringen, og det betød, at det endnu stærkere end tidligere markerede sig som et nøgleparti, man skulle betænke med indflydelse. Især fordi det nu også kunne vælge at pege på et alternativ, nemlig Socialdemokratiet og SF. Socialdemokratiet havde ganske vist mistet to mandater og havde nu 54, men SF havde vundet 6 og var nået op på 27, og de to partier havde gennem nogen tid nærmet sig hinanden. Især fordi SF havde flyttet sig. Muligheden for et samarbejde bestod også efter formandsskiftet i Socialdemokratiet den 10. september, hvor den hidtidige næstformand Svend Auken afløste Anker Jørgensen.
Det Radikale Venstre valgte at støtte dannelsen af nok en Firkløverregering. Men der var udsigt til endnu flere situationer, hvor regeringen måtte forvente at være i mindretal. Nok var VS nu gledet ud af Folketinget, men blot for at blive erstattet af det ny Fælles Kurs, som ikke kunne forventes at stille sig venligere til en borgerlig regering.
Regeringsmindretallet gjaldt også det ømmeste punkt, sikkerhedspolitikken, om hvilken der fortsat var uro.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.