Den knappe fritid

Igennem 1980'erne og 1990'erne blev det for mange vanskeligere at nå dagens gøremål. Årsagerne hertil var mange. Forøget transporttid var en vigtig faktor. Fra 1970 til 1999 voksede danskernes daglige transporttid mellem hjemmet og arbejdspladsen i gennemsnit fra 26 minutter til en time. Af endnu større betydning var de mangfoldigere fritidstilbud, som det på den ene side ofte krævede en ekstra legal eller illegal indtægt for at få råd til, og som på den anden side fristede til, at folk nu kastede sig ud i flere aktiviteter end generationerne før dem. Mellem 1964 og 1989 fordobledes således den andel af befolkningen, der gik i teater, andelen af dem, der spillede eller sang, steg fra 15 procent til 25 procent, andelen af dem, der gik til klassisk koncert, steg fra 3 procent til 12 procent. Hvor kun en fjerdedel af befolkningen i 1964 benyttede sig af folkebibliotekerne, var der omkring 1990 tale om næsten to tredjedele, og hvor kun 29 procent i 1975 dyrkede sport eller motion, var der nu tale om mere end 40 procent. „Fritidsliv” var kort og godt en kategori i danskernes tilværelse, som kom til at fylde mere og mere, og den var i højere grad end tidligere skemalagt. Da døgnets timer ikke stod til at forøges, måtte det naturligvis resultere i større travlhed.

Nu kunne man tro, at de mange arbejdsaflastende apparater, som i kølvandet på den stærkt forøgede materielle velstand optog mere og mere plads i hjemmene, bidrog til at aflaste for meget nødvendigt arbejde og dermed sparede tid. Det gjorde de måske også. Men samtidig kunne det konstateres, at den samlede mængde tid brugt til madlavning, rengøring, havehold, bilreparation mv. var i stigning. Den halve time, der blev sparet ved installation af en opvaskemaskine, blev sat til i form af gør det selv-arbejde, der før var blevet klaret af tilkaldte håndværkere: reparation af defekte rør, malerarbejde, fliselægning og talrige andre opgaver. Det generelle lønniveau var blevet så højt, at en overvejende del af befolkningen i mange tilfælde var afskåret fra at købe sig til professionel assistance til løsning af den slags opgaver. Den rest, man ikke selv magtede at reparere, blev ofte købt til en relativt billig pris som sort arbejde. Gør det selv-arbejdets omfang var blevet så stort, at der kun var firmaer involveret ved en fjerdedel af de mindre boligreparationer, og kun ved halvdelen af disse havde firmaerne stået for hele arbejdet. I de øvrige tilfælde havde også husejerne selv ydet en indsats. Den udbredte påstand om, at Danmark var blevet et „servicesamfund”, gav ikke megen mening i et samfund, hvor byggemarkederne blomstrede.

Man kunne også spørge, om de arbejdsaflastende apparater virkelig var aflastende, i og med at man jo skulle yde et vist mål af arbejde for at erhverve og vedligeholde dem. Her kunne personbilen tjene som eksempel. Erhvervsmagasinet Direct Office offentliggjorde i 1994 en analyse af bilens tids-økonomi. En typisk familiebil blev sat til en udgift på 48.000 kroner om året inklusive benzin, reparation, afskrivning, forsikring, vægtafgift osv. Med en skatteprocent på 53 skulle der tjenes 102.000 kroner for at have en bil til rådighed. For at tjene disse penge skulle ejeren med en timeløn på 120 kroner arbejde 851 timer, hvilket svarede til et halvt års fuldtidsarbejde. Dertil skulle lægges 344 timer bag rattet, ved bilvask, spildtid ved værkstedsbesøg og andet, og på den måde nåede Direct Office frem til, at den danske gennemsnitsbilist brugte omkring 1200 timer på bilen. Hvis man nu regnede med, at bilen kørte 12.000 kilometer om året, ville bilisten altså komme frem med en hastighed på 10 kilometer i timen. Det gav et gennemsnitligt tidsforbrug for tilbagelæggelsen af de 32,9 kilometer, bilen kørte hver dag, på godt tre timer. Og så manglede man endda stadig at indregne de samfundsmæssige udgifter til anlæggelse af veje og andet relateret til bilismen. En cykel havde været hurtigere. Men sådan så ikke alle på det. Bilen var langt mere end et transportmiddel. Den var også et frirum og en af de få private zoner, folk havde i en travl hverdag. Og når man lige stod og skulle bruge den, gik det stærkt.

Individets frie fravalg var heller ikke ligetil. Den øgede mobilitet og mange andre muligheder betinget af teknologiske nyskabelser til private var allerede blevet dele af det adfærdsmønster, der igen skabte behov for investering i maskinellet. Det var boligformen et bevis på.