Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Optøjer på Nørrebro

Oprindelig forfatter SHR

Folkeafstemningen den 18. maj 1993 fik et voldsomt efterspil, da optøjer på Nørrebro den efterfølgende nat foranstaltet af københavnske såkaldte autonome unge førte til en konfrontation med politiet, hvor nogle af de indsatte betjente brugte deres skydevåben.

Da resultatet af folkeafstemningen blev kendt, gik de unge amok og øvede omfattende hærværk, indtil politiet kom og et kæmpemæssigt slagsmål udbrød. De autonome havde forberedt sig godt med barrikader og brosten, som de kastede mod politiet, og som svar herpå skød en gruppe betjente præcis 35 minutter og 30 sekunder efter midnat varselsskud mod nogle af demonstranterne på Fælledvej. 50 sekunder senere affyrede de en ny skudsalve, men denne gang direkte ind i mængden af demonstranter, og ti minutter senere skød andre betjente på demonstranter på Sankt Hans Torv et stykke derfra. Det var første gang siden 2. Verdenskrig, at dansk politi havde skudt direkte ind i en folkemængde. TV transmitterede direkte fra kampene, som i løbet af få timer også blev genstand for verdenspressens opmærksomhed.

 De voldsomme kampe mellem politi og demonstranter på Nørrebro i København natten mellem den 18. og 19. maj 1993 var chokerende i et land med en stærk tradition for fredelige valghandlinger. Betragter man kampene som en fortsættelse af mange års konfrontationer mellem myndighederne og BZ-eller autonome miljøer i København, bliver de måske mere forståelige, omend de også i dette perspektiv markerede et højdepunkt. Omfattende slagsmål og brostenskastning havde fundet sted mange gange gennem 1980'erne, ved et par lejligheder havde der endog været skyderier.

De voldsomme kampe mellem politi og demonstranter på Nørrebro i København natten mellem den 18. og 19. maj 1993 var chokerende i et land med en stærk tradition for fredelige valghandlinger. Betragter man kampene som en fortsættelse af mange års konfrontationer mellem myndighederne og BZ-eller autonome miljøer i København, bliver de måske mere forståelige, omend de også i dette perspektiv markerede et højdepunkt. Omfattende slagsmål og brostenskastning havde fundet sted mange gange gennem 1980'erne, ved et par lejligheder havde der endog været skyderier.

I alt 113 skud blev affyret under kampene. Ingen døde, men 20 betjente var blevet såret af brosten, og ni demonstranter måtte under behandling for skudsår. Om morgenen den 19. maj erklærede Nyrup Rasmussen på et pressemøde på engelsk, at regeringen stod helt bag politiets reaktion, og at hans tanker gik til de kvæstede betjente. Samtidig afviste justitsminister Erling Olsen, som sagen sorterede direkte under, at det var nødvendigt at iværksætte en nærmere undersøgelse af begivenhederne. Det betød, at politidirektør Poul Eefsen fik frie hænder til at skrive den obligatoriske rapport om begivenhederne. Han slog heri fast, at der aldrig var blevet givet ordre til at affyre andet end varselsskud, og selvom politidirektøren forsvarede politiet, betød det i realiteteten, at han ofrede de betjente, som havde skudt. Tre af dem blev sigtet for at overtræde skydereglementet. Men i pressen blev det påpeget, at også andre havde skudt, og at civilklædte urobetjente havde spillet en noget tvivlsom rolle som opildnere af det uniformerede politi, og efter godt en uge bad Erling Olsen rigsadvokat Asbjørn Jensen undersøge urolighederne.

Annonce

I flere år gav urolighederne på Nørrebro anledning til diskussion. Alle uden for de yderste venstrefløjsmiljøer var enige om, at de autonomes hærværk og voldsorgie havde været forkasteligt, men vandene skiltes ved spørgsmålet om politiets adfærd og ved spørgsmålet om, hvorvidt de skydende betjente havde handlet på egen hånd eller efter ordre fra højere sted. Asbjørn Jensen afleverede en rapport den 29. august 1994, men da den blev kritiseret for at være utilstrækkelig, måtte han udfærdige endnu en, som forelå den 30. maj 1995. Herefter gik ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen ind i sagen og meldte den 20. november 1995 ud med en omfattende rapport, der skarpt kritiserede Asbjørn Jensens to rapporter. Ifølge Gammeltoft-Hansen var de præget af vilkårlighed og tegnede et tvivlsomt billede af begivenhederne, ligesom han fandt det betænkeligt, at rigsadvokaten, der fungerede under justitsministeriet, skulle forestå en undersøgelse, som blandt andet drejede sig om dettes egen rolle. Det fik først Erling Olsens efterfølger Bjørn Westh til at tage Asbjørn Jensen i forsvar, men snart efter anerkendte han, at der måtte en ny undersøgelse til, samt at retssagerne mod de tre betjente skulle stoppes.

I Folketinget vendte Venstre, Det Konservative Folkeparti, Fremskridtspartiet og det nye Dansk Folkeparti sig imod yderligere undersøgelser. De fire partier ønskede dermed at frikende politiledelsen for medansvar og fastholde, at det var de menige betjente, der sammen med de autonome måtte bære ansvaret for urolighedernes forløb. Der var dog flertal for en ny undersøgelse, som advokat Henning Christrup blev udpeget til at lede. Den blev afsluttet i år 2000, da Christrup den 2. september afleverede sin rapport. Denne føjede intet nyt til Asbjørn Jensens redegørelser, hvorefter sagen endelig blev lukket.

I mellemtiden havde flere optøjer og kampe mellem unge og politi fundet sted på Nørrebro. De tiltrak sig også medieopmærksomhed, men uden at det fik politiske konsekvenser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Optøjer på Nørrebro i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306703