Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nyrup Rasmussen bliver statsminister

Oprindelig forfatter SHR

Tamilrapportens konklusioner var så klare og skarpe, at Poul Schlüters fortsatte virke som statsminister måtte have yderst dårlige udsigter. Den 14. januar 1993 skulle han træffe en hurtig beslutning om sin egen og regeringens fremtid. Han modtog rapporten kl. 9 og gjorde det allerede senere på formiddagen klart for sin nærmeste medarbejdere, at han ville træde tilbage. Derefter havde han valget mellem at udskrive valg, pege på en ny statsminister til at fortsætte VK-regeringen eller meddele regeringens afgang uden valg, sådan som Anker Jørgensen havde gjort i 1982. Udskrivelse af valg oven på en rapport, der stemplede flere konservative ministre, var ikke en attraktiv mulighed. Om eftermiddagen blev de borgerlige midterpartier Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Det Radikale Venstre indkaldt til drøftelse med regeringstoppen. Her foreslog Schlüter, at man skulle lade den konservative finansminister Henning Dyremose overtage statsministerposten. Det var afgørende at tage dem i ed, idet den parlamentarisk svage regering med sine blot 59 mandater var helt afhængig af deres tilsagn. Dyremose var midtsøgende, men alligevel lykkedes det ikke at få klare tilsagn fra de tre partiers forhandlere, og det stod Schlüter klart, at de heller ikke ville give det. Der var med tiden gået mange skår i deres tidligere så gode forhold til Konservative og Venstre, og med Poul Nyrup Rasmussens overtagelse af formandsposten i Socialdemokratiet var de begyndt at orientere sig mere mod hans parti. Deres anledning til at undsige det borgerlige samarbejde blev Tamilsagen med alle dens moralske undertoner.

 En stolt ny statsminister. Poul Nyrup Rasmussen præsenterer sin nye regering 25. januar 1993. Fra opgøret med Svend Auken var Nyrup Rasmussens vej til magtens tinder ganske ubesværet. Tingene flaskede sig politisk, og pressen behandlede ham relativt skånsomt. Begge dele ændrede sig, da han blev statsminister. Det viste sig vanskeligt at holde sammen på de fire regeringspartnere, og den journalistiske fredningstid stoppede brat. Nyrup Rasmussens betydelige politiske dygtighed blev i nogen grad overskygget af hans ofte usikre fremtoning i de elektroniske medier.

En stolt ny statsminister. Poul Nyrup Rasmussen præsenterer sin nye regering 25. januar 1993. Fra opgøret med Svend Auken var Nyrup Rasmussens vej til magtens tinder ganske ubesværet. Tingene flaskede sig politisk, og pressen behandlede ham relativt skånsomt. Begge dele ændrede sig, da han blev statsminister. Det viste sig vanskeligt at holde sammen på de fire regeringspartnere, og den journalistiske fredningstid stoppede brat. Nyrup Rasmussens betydelige politiske dygtighed blev i nogen grad overskygget af hans ofte usikre fremtoning i de elektroniske medier.

Klokken 18.05 meddelte Schlüter derfor på en pressekonference, at han gik af, dagen efter stod det klart, at der ikke blev udskrevet valg, og der blev indledt en dronningerunde med Poul Nyrup Rasmussen som undersøgelsesleder. Det fremgik her, at både de tre midterpartier og SF støttede dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering. En sådan præsenterede Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993. Med 90 mandater i ryggen blev det den første flertalsregering siden 1971, bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Af regeringsgrundlaget, der fik overskriften „En ny start”, fremgik det, at den ny regering i hovedtrækkene ville videreføre sin forgængers kurs. Det betød, at den lave inflation blev fastholdt og overskuddet over for udlandet ikke blev sat til, og det var vanskeligt at læse ud af grundlaget, hvor der kunne ydes nogen nævneværdig indsats mod den aktuelle økonomiske krise. Der blev nok talt om reformer, men ikke om deres indhold, og der stod også, at den ny regering ikke udstedte „gyldne løfter om flere penge og flere goder til alle”. I praksis blev der dog tale om flere betydningsfulde ændringer. Der blev således lempet noget på finanspolitikken i kampen mod arbejdsløsheden. Der blev også gennemført en orlovsordning, som tillod folk at holde en pause fra arbejdsmarkedet på understøttelse, og da op mod 80.000 lønmodtagere gjorde brug af denne mulighed inden for det første år, bidrog det kraftigt til at dæmme op for arbejdsløsheden. Hertil kom en arbejdsmarkedsreform, hvis sigte var at bibringe de arbejdsløse bedre kvalifikationer, samt en skattereform, som indebar en generel sænkning af skatteprocenterne gennem udvidelse af skattegrundlaget og forøgelse af de såkaldte grønne afgifter, dvs. afgifter på forbrug af miljøbelastende goder.

Annonce

 Et kuriøst eksempel på Poul Nyrup Rasmussens problemer med pressen blev „sagen” om cykelhjelmen. I 1995 deltog statsministeren i en cykeldemonstration vendt mod nogle franske atomvåbenprøvesprængninger og bar ved den lejlighed en for lille cykelhjelm. Utallige var karrikaturtegningerne og de journalistiske henvisninger til episoden frem til Nyrup Rasmussens afgang i 2001, og de bidrog til at tegne et billede af en usikker statsminister. Dermed blev sagen også et eksempel på den stigende indflydelse, medierne har i det politiske liv. Socialdemokratiets valgplakat er en selvironisk kommentar til episoden. Et svar på mediernes magt blev toppolitikeres forsøg på styring af informationerne gennem brug af de såkaldte spindoktorer.

Et kuriøst eksempel på Poul Nyrup Rasmussens problemer med pressen blev „sagen” om cykelhjelmen. I 1995 deltog statsministeren i en cykeldemonstration vendt mod nogle franske atomvåbenprøvesprængninger og bar ved den lejlighed en for lille cykelhjelm. Utallige var karrikaturtegningerne og de journalistiske henvisninger til episoden frem til Nyrup Rasmussens afgang i 2001, og de bidrog til at tegne et billede af en usikker statsminister. Dermed blev sagen også et eksempel på den stigende indflydelse, medierne har i det politiske liv. Socialdemokratiets valgplakat er en selvironisk kommentar til episoden. Et svar på mediernes magt blev toppolitikeres forsøg på styring af informationerne gennem brug af de såkaldte spindoktorer.

Alle tiltag virkede måske ikke lige godt, og orlovsordningen viste sig at være så dyr, at den måtte opgives igen, men det lykkedes at vende udviklingen i arbejdsløsheden, at „knække kurven”, som det blev populært at sige. Allerede i efteråret 1993 mindskedes arbejdsløsheden en smule, og derefter gik det stærkt gennem resten af 1990'erne. Fra den triste rekord på 12,2 procent svarende til 384.000 arbejdsløse ved regeringsskiftet i 1993 faldt tallet helt frem til 2001, hvor der var 5,2 procent svarende til 145.000 arbejdsløse. En kvart million mennesker blev hermed gjort i stand til atter at forsørge sig selv samtidig med, at samfundets økonomi blev stærkt forbedret.

Den ny regering forstod at udnytte de muligheder, overskuddet på betalingsbalancen gav for at „kickstarte økonomien”, som det blev udtrykt, og gunstige internationale konjunkturer hjalp den på vej. Regeringen var også mere åben over for aktivitet i den offentlige sektor end sin forgænger, og med den detroniserede partileder Svend Auken som energisk ny miljøminister viste den sig at tage sit løfte om en større miljøindsats alvorligt. Inden tiltagene kunne realiseres, var det imidlertid af afgørende betydning at få afklaret Danmarks forhold til Den Europæiske Union. Det blev den alt overskyggende politiske sag i foråret 1993, og overhovedet en af de allervigtigste i nyere dansk historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Nyrup Rasmussen bliver statsminister i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306701