Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det nationale kompromis og Edinburghafstemningen

Oprindelig forfatter SHR

Den nye regering kom til samtidig med, at formandskabet i EF ved den halvårlige turnus tilfaldt Danmark. Alene planerne om snarlig optagelse af Finland, Sverige, Norge og Østrig ville have givet nok at se til, men landets stilling efter folkeafstemningens afvisning af Maastrichttraktaten den 2. juni 1992 komplicerede situationen.

Det danske nej til traktaten havde rejst uforudsete problemer for dens gennemførelse og kastet EF ud i en af dets alvorligste kriser. Der havde ikke været nogen procedure for, hvordan den nye traktat skulle kunne vedtages uden om et af medlemslandene, hvortil kom, at en hidtil slumrende folkelig modstand nu viste sig i flere andre medlemslande. Den kom klarest til udtryk i Frankrig, da traktaten den 20. september 1992 her var til folkeafstemning og kun fik tilslutning fra 51 procent af de afgivne stemmer. EF var alvorligt rystet, men det stod hurtigt klart, at de øvrige medlemslande under alle omstændigheder ville fortsætte unionsprocessen. Derfor drejede det sig for Danmark om at få afklaret sit forhold hertil.

 Tegneren Bo Bojesens kommentar til det europæiske samarbejde efter Danmarks nej til Maastrichttraktaten. Det lille Danmark i problematisk selskab med de store er et tema, som har præget den danske Europadebat helt fra 1950'ernes slutning.

Tegneren Bo Bojesens kommentar til det europæiske samarbejde efter Danmarks nej til Maastrichttraktaten. Det lille Danmark i problematisk selskab med de store er et tema, som har præget den danske Europadebat helt fra 1950'ernes slutning.

Op til afstemningen havde mange tilhængere stillet i udsigt, at en dansk afvisning af Maastrichttraktaten ville isolere Danmark fra det øvrige EF, eller måske ligefrem føre til Danmarks udelukkelse. På EF's topmøde i Lissabon den 2. juli 1992 havde statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen da også godkendt en erklæring, der fastslog, at tidsfristerne for godkendelse af Den Europæiske Union skulle overholdes, „for at Traktaten under alle omstændigheder kan træde i kraft pr. 1. januar 1992”. Men det stod også hurtigt klart, at regeringen ville søge en dansk særordning inden for Maastrichttraktaten ved at opnå en række undtagelser, der kunne gøre traktaten acceptabel for et større antal danskere. Hertil fik den ikke blot hjælp fra de øvrige ja-partier, men også fra både SF og mange af modstanderorganisationernes ledere.

Annonce

Under Folketingets åbningsdebat den 8. oktober 1992 slog SF's formand Holger K. Nielsen til lyd for et „nationalt kompromis”, et dansk udspil der respekterede nej'et, men samtidig muliggjorde en videreudvikling af EF-samarbejdet. Ganske diskret forhandlede SF derefter med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet for at nå et resultat, der kunne sætte dagsordenen, før KV-regeringen kom med sit udspil. Det lykkedes, hvorfor de tre partier den 22. oktober 1992 kunne præsentere offentligheden for et udspil. Det blev accepteret af alle andre folketingspartier end Fremskridtspartiet, hvorfor de den 27. oktober 1992 i fællesskab offentliggjorde dokumentet „ ,Nationalt kompromis' om Danmark og Unionen”.

 LO-plakat op til Edinburghafstemningen. LO's argument for et ja til den tillempede Maastrichttraktat slår på et fremtidigt fællesskab. Det var ikke nogen urealistisk spådom. Især for unge på de videregående uddannelser blev det i løbet af 1990'erne almindeligt at afvikle en del af uddannelsen i et andet EU-land, men også på LO-området blev der åbnet for sådanne muligheder.

LO-plakat op til Edinburghafstemningen. LO's argument for et ja til den tillempede Maastrichttraktat slår på et fremtidigt fællesskab. Det var ikke nogen urealistisk spådom. Især for unge på de videregående uddannelser blev det i løbet af 1990'erne almindeligt at afvikle en del af uddannelsen i et andet EU-land, men også på LO-området blev der åbnet for sådanne muligheder.

Dokumentet indeholdt en række hensigtserklæringer, hvis fællestræk var, at Danmark i EF skulle arbejde for mere demokrati og åbenhed, internt såvel som i forholdet til EFTA-landene og til Østeuropa, for mindre bureaukrati, større respekt for nationale særtræk osv. Men først og fremmest anerkendte dokumentet Maastrichttraktatens gyldighed under forudsætning af, at Danmark blev holdt uden for den fælles forsvarspolitik, den fælles mønt og andre dele af den Økonomiske og Monetære Unions tredje og sidste fase, unionsborgerskabet, samt suverænitetsafgivelse på det retslige og politimæssige område.

Herefter tog udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i november på rundrejse til de øvrige 11 EF-landes regeringer, og Poul Nyrup-Rasmussen besøgte samtidig sine socialdemokratiske formandskolleger i de samme lande. Aviserne meldte om hård modstand mod at lade Danmark få særstatus, men det kom alligevel til en ordning. På EF's topmøde i Edinburgh den 12. december 1992 blev Danmarks fire undtagelser fra Maastrichttraktaten accepteret. Nu skulle Edinburgh-aftalen bare godkendes ved en ny dansk folkeafstemning, sådan som det nationale kompromis foreskrev.

Den ny folkeafstemning blev imidlertid udskudt på grund af Tamilsagen og regeringsskiftet, således at det politiske system ikke kunne begynde planlægningen førend i februar, og først den 30. marts fastlagde Folketinget officielt afstemningsdatoen den 18. maj 1993.

Sideløbende med debatterne op til folkeafstemningen viste meningsmålingerne et klart flertal for et ja. Med forbeholdene så Maastrichttraktaten ud til at tiltrække mange tidligere nejsigere uden at frastøde nogen grupper blandt jasigerne. Hertil kom, at jasiden naturligvis var styrket ved, at SF og Kristeligt Folkeparti i modsætning til sidste gang var at finde her. Nok så vigtigt var det, at Socialdemokratiet efter sit landsmøde i efteråret ikke blot syntes at have overvundet handlingslammelsen fra formandskampen, men også med undtagelserne i det nationale kompromis for første gang siden 1970 havde formået at finde fodslag i sin EF-politik. Fremskridtspartiet, Folkebevægelsen mod EF, den nye Junibevægelsen samt nogle mindre modstanderorganisationer og en række fagforeninger argumenterede først og fremmest med, at hverken undtagelserne eller hensigtserklæringerne var gode nok, hvorved selve spørgsmålet om unionsdannelsen gled noget i baggrunden. Efter en noget tam debat godkendte de danske vælgere som forudset Edinburgh-aftalen den 18. maj. Stemmeprocenten var på 86,9 procent. 56,7 procent af de afgivne stemmer tilsluttede sig Edinburgh-aftalen, 43,3 procent var imod.

Det europæiske unionsprojekt kunne nu søsættes, hvilket skete den 1. november 1993. Der var fra nu af ikke længere tale om De Europæiske Fællesskaber, EF, men om Den Europæiske Union, EU. Men det billede af unionen som historisk endemål for selve „den europæiske tanke”, som EF's politiske og intellektuelle eliter længe havde søgt at opbygge, var krakeleret. Efter Maastricht var alle pinligt bevidste om samarbejdets skrøbeligheder, og denne nye erkendelse havde de modvillige danskere bibragt dem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Det nationale kompromis og Edinburghafstemningen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306702