Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortsat integration

Oprindelig forfatter SHR

Det danske nej til Maastrichttraktaten var ikke det eneste store problem i det europæiske integrationsprojekt. Afgørende i juridisk henseende var den tyske forfatningsdomstols prøvelse i 1993 af, hvorvidt Maastrichttraktaten var forenelig med den tyske grundlov. Dommen blev afsagt i oktober 1993 og fastslog, at Tyskland nok kunne indgå i EU på traktatens grundlag, men at EF-domstolen ikke stod over forfatningsdomstolen. Den fastlog også, at forudsætningen for tysk deltagelse i den økonomiske og monetære union, ØMU'en, var, at der ikke blev slækket på de strenge økonomiske krav hertil.

Kursen mod ØMU'en så i forvejen ud til at blive vanskelig at holde, idet EF's valutariske samarbejdssystem siden 1979 The European Monetary System, EMS, brød sammen i sommeren 1993 efter et år i krise. EMS'en havde låst deltagerlandenes kurser fast til hinanden inden for et interval på plus/ minus 2,5 procent, men magtede ikke længere at skabe denne stabilitet. Nu var der udsving i kurserne på op til 15 procent til hver side. Spekulanters angreb på de svageste valutaer viste, at de stærkere valutaer ikke magtede eller ønskede at skride ind med tilstrækkelige støtteopkøb. Stabilitet kunne ikke opretholdes med de forhåndenværende instrumenter.

 Valgplakater for og imod euroen i forbindelse med folkeafstemningen i 2000. I den danske Europadebat gennem årene havde både ja- og nejsigere ofte slået på de nationale strenge, og det var også tilfældet denne gang. En stærk national identitetsfølelse er ikke noget særtræk for den danske befolkning. Faktisk er en sådan mere udbredt i mange andre europæiske lande, og en identitetsfølelse der både er national og europæisk, har siden EF-medlemskabet i 1973 vundet større udbredelse i Danmark.

Valgplakater for og imod euroen i forbindelse med folkeafstemningen i 2000. I den danske Europadebat gennem årene havde både ja- og nejsigere ofte slået på de nationale strenge, og det var også tilfældet denne gang. En stærk national identitetsfølelse er ikke noget særtræk for den danske befolkning. Faktisk er en sådan mere udbredt i mange andre europæiske lande, og en identitetsfølelse der både er national og europæisk, har siden EF-medlemskabet i 1973 vundet større udbredelse i Danmark.

Oven på kriserne kunne man have forventet, at integrationsbestræbelserne blev sat på vågeblus, men de kom tværtimod ind i en mere dynamisk fase end nogensinde før. Den 1. januar 1994 trådte aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde, EØS, i kraft, hvilket indebar, at EFTA-landene bortset fra Schweiz kom ind under lovgivningen for det indre marked. Efter folkeafstemninger i 1994 blev Østrig, Finland og Sverige optaget i EU den 1. januar 1995. Kun den norske befolkning sagde nej ved en folkeafstemning den 27. november 1994. En videre udvidelse med de øst- og centraleuropæiske lande blev i løbet af 1994 og 1995 sat på dagsordenen, da aftaler sigtende mod fuldt EU-medlemskab blev indgået med ni af disse. Arbejdet hen imod ØMU'ens tredje fase, møntunionen, blev ligeledes fortsat. Desuden blev Schengensamarbejdet om fjernelse af de indre grænser og udvidet politisamarbejde, som egentlig lå uden for EF-samarbejdet, videreudviklet og kom til at inddrage flere lande. Fra 1996 kom også Danmark med, omend først som fuldgyldigt medlem i 1999. Det retlige samarbejde blev også udvidet, og som en direkte følge af den overraskende stærke folkelige uvilje, der havde vist sig i flere lande, blev hidtil lavtprioriterede problemer omkring sociale spørgsmål, forbrugerspørgsmål og samarbejdets demokratiske virkemåde taget op. Sikkert af samme grund så man nu en god del af propagandaen omkring „det fælles europæiske” erstattet af en udtrykt forståelse for unionens nationale forskelle.

Annonce

Selvom medlemslandene som altid kæmpede stærkt for særinteresser, var mere union også målet for den regeringskonference, som fandt sted i 1996-97. Den mundede ud i et nyt grundlag, kendt som Amsterdamtraktaten, der blev fremlagt den 2. oktober 1997. Amsterdamtraktaten var ikke af banebrydende karakter for det europæiske samarbejde, sådan som Maastrichttraktaten havde været det. Snarere en moderat reform af denne, med udvidelser og præciseringer på områder vedrørende miljø, beskæftigelse og demokrati. Der blev givet mere magt til Europaparlamentet og åbnet for, at flere sager i Ministerrådet kunne afgøres ved flertalsbeslutninger.

Et betydeligt skridt var dog styrkelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og ligeledes var styrkelsen af samarbejdet omkring retslige og indre anliggender en overskridelse af de hidtidige rammer. Blandt andet indebar sidstnævnte, at Schengensamarbejdet blev indskrevet i EU's grundlag.

Det kneb dog med det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien fandt sted ved EU's grænser, men medlemslandenes indbyrdes uenighed hindrede en betydende fælles EU-indsats og var stærkt medvirkende til, at NATO under amerikansk lederskab her blev den afgørende internationale aktør. Det førte til, at EU i 1999 oprettede en udenrigsministerpost, samt gik i gang med at opbygge et militærkorps på 60.000 mand til indsættelse i fremtidige krisesituationer. Det betød, at det danske forsvarsforbehold fik praktisk betydning. På godt eller ondt ville Danmark være sat uden for indflydelse i en eventuel ny konflikt, hvor EU måtte forventes at spille en større rolle end hidtil.

Det vigtigste skridt i integrationsprocessen var påbegyndelsen af ØMU'ens tredje fase den 1. januar 1999. Her blev den nye fælles valuta „euro” indført i 11 af de 15 medlemslande og skulle efter planen helt afløse de nationale valutaer i 2002. Også her stod Danmark udenfor som følge af forbeholdene fra Edinburgh. Uden for ØMU'en stod også Storbritannien og Sverige, ligesom Grækenland først kunne opfylde de strenge økonomiske krav, kaldet konvergenskriterierne, i 2000. De indebar, at medlemslandenes inflation og rente kun måtte ligge minimalt over de tre lande med lavest inflation og rente, at valutakursudsvingene maksimalt var på plus/minus 2,5 procent, at landenes budgetunderskud skulle holde sig under 3 procent og den offentlige gæld maksimalt være 60 procent af BNP, eller i hvert fald på vej ned til dette niveau. Den fælles valuta var så fundamental, at dens succes ville afhænge af yderligere integration, ligesom den greb dybt ind i deltagernes muligheder for selvstændige dispositioner i alle vigtige aspekter af den økonomiske politik. Det skete først og fremmest ved etableringen af Den Europæiske Centralbank, ECB, som fik ansvaret for at fastsætte renteniveauet, føre penge- og valutapolitikken og sikre udviklingen af det europæiske kapitalmarked med frie kapitalbevægelser inden for Euroområdet.

Endelig blev EU's regeringschefer på et topmøde i Nice i december 2000 enige om at foretage nogle mindre udbygninger af Amsterdamtraktaten, samt at stile mod at optage hele 12 østlande, samt eventuelt også Tyrkiet. Østudvidelsen, som den blev kaldt, ville i sin konsekvens ændre radikalt på såvel beslutningsprocedurer og fordelingsforhold inden for unionen, og måske også på styrkeforholdene mellem landene.

Der blev nok at tage stilling til for Danmark, der med sine fire forbehold havde sat sig udenfor på væsentlige områder, og det kom da også til en præge store dele af den politiske og offentlige debat.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Fortsat integration i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306725