Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flere unionsvalg

Oprindelig forfatter SHR

Mistilliden til demokratiet i EU og den udbredte opfattelse af, at man havde at gøre med en fjern og uoverskuelig størrelse, havde ved de første valg til Europaparlamentet i 1979, 1984 og 1989 givet sig udslag i en deltagelse, som efter dansk målestok var meget ringe. Stemmeprocenten ved de tre valg var på henholdsvis 47, 52,4 og 46,1, og det blev ikke meget bedre. I 1994 stemte 52,9 procent, i 1999 49,9 procent ved de danske valg til Europaparlamentet. Interessen blev heller ikke befordret ved, at de mest positive partier overvejende opstillede ukendte kandidater eller ældre, velrenommerede politikere med karrieren bag sig. Og når politiske ledere som Poul Nyrup Rasmussen, Uffe Ellemann-Jensen og Hans Engell førte ordet i valgdebatterne, selvom de ikke selv var opstillet, bidrog det til at trække opmærksomheden væk fra EU og over på indenrigspolitiske spørgsmål.

De vigtigste resultater af 1990'ernes to valg til Europaparlamentet blev derefter. EU-modstanderne vandt noget frem, og kendte, veltjente politikere, i 1994 med Poul Schlüter i spidsen, trak mange personlige stemmer.

Europaparlamentsvalgene 1994 og 1999:
19941999
%mandat%mandat
Centrum-Demokraterne0,903,50
Dansk Folkeparti 5,81
Det Konservative Folkeparti17,738,51
Det Radikale Venstre8,519,11
Folkebevægelsen10,327,31
Fremskridtspartiet2,900,70
Junibevægelsen15,2216,13
Kristeligt Folkeparti1,102,00
Venstre18,9423,45
Socialdemokratiet15,8316,53
Socialistisk Folkeparti8,617,11

 De Radikales leder, økonomiminister Marianne Jelved, modtager et trøstende håndtryk fra EU-kommissær Pedro Solbes efter den danske afstemning om euroen den 28. september 2000. „Jeg er meget ked af det. Dette er den værste dag i mit politiske liv,” udtalte Marianne Jelved. Denne følelse delte hun sikkert med de fleste andre toppolitikere, som havde sat al deres prestige ind på at få ja'et i hus. Forholdet til EU var fortsat blandt de mest følelsesladede emner i dansk politik.

De Radikales leder, økonomiminister Marianne Jelved, modtager et trøstende håndtryk fra EU-kommissær Pedro Solbes efter den danske afstemning om euroen den 28. september 2000. „Jeg er meget ked af det. Dette er den værste dag i mit politiske liv,” udtalte Marianne Jelved. Denne følelse delte hun sikkert med de fleste andre toppolitikere, som havde sat al deres prestige ind på at få ja'et i hus. Forholdet til EU var fortsat blandt de mest følelsesladede emner i dansk politik.

Større interesse end for parlamentsvalgene var der for folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten, som blev afholdt den 28. maj 1998. Resultatet var et ja med 55,1 procent over for nejsidens 44,9 procent. Det var ikke overraskende, når man tog i betragtning, at der var tale om forholdsvis begrænsede ændringer på de områder, Danmark var med i, og en bekræftelse af det retspolitiske og forsvarspolitiske forbehold, og derfor kunne det heller ikke undre, at stemmeafgivelsen med sine 76,2 procent var ti procentpoint lavere end ved Edinburgh-afstemningen.

Annonce

Tilslutningen til Amsterdamtraktaten måtte trods den relativt lave valgdeltagelse siges at være en sejr for Poul Nyrup Rasmussen. Blandt ja-partiernes vælgere var Socialdemokratiets stadig de mest delte, men det var nu for anden gang i træk lykkedes Nyrup Rasmussen at skabe et stort mål af fodslag i partiet og fagbevægelsen. Det gav prestige for statsministeren og håb om, at den næste folkeafstemning om Danmarks forhold til det forenede Europa også kunne vindes. Den blev afholdt den 28. september 2000 og gjaldt ja eller nej til dansk deltagelse i ØMU'ens tredje fase, og dermed opgivelsen af den danske krone som selvstændig mønt. Det var et valg, som havde vidtrækkende konsekvenser.

Regeringen havde forlængst gjort det klart, at den ville fortsætte den hidtidige fastkurspolitik og tilpasse rentepolitikken til Den Europæiske Centralbanks. Der var allerede indgået aftale med ØMU-landene om, at ECB skulle støtte kronen, hvis kronens kurs skulle komme i fare for at afvige for meget fra euroen. Alligevel argumenterede jasiden ikke blot med, at Danmark lige så godt kunne høste gevinsten ved at vinde indflydelse på de fremtidige beslutninger i EU om den økonomiske politik. Den slog også på, at kronen i tilfælde af et nej risikerede at blive udsat for angreb fra mægtige spekulanter, og at renten ville stige til skade for beskæftigelsen. Det overbeviste dog ikke flertallet af vælgerne, og heller ikke Det Økonomiske Råds formandskab, der i en rapport underkendte disse argumenter og hævdede, at der snarere var tale om politik end om økonomi. For nejsiden drejede argumentationen sig heller ikke så meget om økonomiske forhold som om de negative politiske aspekter i form af forøgede begrænsninger i den nationale suverænitet. Dansk nationalfølelse spillede en meget stærk rolle. „Det handler om at opgive Danmarks selvstændighed,” som Pia Kjærsgaard udtrykte det, og den holdning kom nok til at afgøre resultatet. 53,2 procent stemte nej, 46,8 procent stemte ja. Valgdeltagelsen ved den sjette folkeafstemning om Danmarks forhold til de europæiske integrationsbestræbelser var på 87,4 procent. Det var kun overgået af deltagelsen ved den første i 1972, som lå på 90,4 procent.

 Hen over alle modsætninger svævede kongehuset i en stråleglans, som snarere blev større end mindre. Da prins Joachim og hans brud Alexandra fra Hongkong den 18. november 1995 sagde ja til hinanden, ville jubelen næsten ingen ende tage, og det ville den heller ikke godt et års tid senere, da dronning Margrethe fejrede sit 25-års jubilæum som regent.

Hen over alle modsætninger svævede kongehuset i en stråleglans, som snarere blev større end mindre. Da prins Joachim og hans brud Alexandra fra Hongkong den 18. november 1995 sagde ja til hinanden, ville jubelen næsten ingen ende tage, og det ville den heller ikke godt et års tid senere, da dronning Margrethe fejrede sit 25-års jubilæum som regent.

Resultatet var et stort nederlag for Poul Nyrup Rasmussen personligt og for de danske politiske ledere i almindelighed. Den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen tog konsekvensen og gik af. Han mente ikke at kunne sidde som udenrigsminister på de nye betingelser, som gik stik imod hans egne ønsker, forklarede han. Det blev dog vanskeligt at se, hvilke konsekvenser det i de første år havde for Danmark at stå uden for møntunionen. Euroen var længe i vanskeligheder, og den danske økonomi blev ikke synligt svækket som følge af beslutningen. Den politiske betydning af, at Danmark fortsat ikke var „fuldt” medlem af EU, lod ikke til at være afgørende. Det blev i hvert fald under en dansk statsminister, at den længe planlagte østudvidelse endelig blev besluttet. Det skete i december 2002 under ledelse af Anders Fogh Rasmussen, mens Danmark besad formandskabet i EU.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Flere unionsvalg i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306727