Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hjemmestyret i udvikling

Oprindelig forfatter SHR

I foråret 1985 besluttede det grønlandske Landsting, at den 21. juni fra og med dette år skulle fejres som nationaldag for Kalaallit Nunaat, Grønlændernes Land, som landets grønlandske navn havde været siden hjemmestyrets indførelse i 1979. Den 21. juni 1985 blev også den dag, da det grønlandske flag for første gang blev hejst officielt i hele Grønland. Det var en symbolsk milepæl på grønlændernes vej til at blive herrer i eget hus.

Der var allerede sket meget. De grønlandske vælgere havde i 1982 bekræftet deres modstand mod EF og stemt Grønland ud med virkning fra 1985. Her blev en aftale indgået, som sikrede fiskeriet adgang til EF, mod at EF fik rettigheder til fiskeri i grønlandsk farvand.

Med stemmeprocenter på 74,9 ved folkeafstemningen i 1982 og 66,8 ved det seneste landstingsvalg i 1984 måtte det nye politiske system siges at nyde befolkningens opbakning. De fleste vigtige sagsområder var allerede overtaget fra det danske Grønlandsministerium, lidt hurtigere end forudset i de oprindelige planer, og de sidste fulgte efter i etaper frem til 1989. Allerede i 1987 lukkede Ministeriet for Grønland, i 1989 også Statsministeriets Grønlandsdepartement.

Annonce

 I kølvandet på hjemmestyrets indførelse fulgte en politisk mobilisering på mange felter. Betydningsfuld blev kvindebevægelsen, der som tilfældet havde været i Danmark i 1970'erne, satte fingeren på ømme punkter i samfundet. Ved kommunalvalgene i 1989 slog kvindernes mobilisering igennem, så unge, veluddannede kvinder i stort tal blev valgt ind i de større byers kommunalbestyrelser. En af dem var journalisten Mariia Simonsen, der blev den ene ud af de fire nye kvinder i Ilulissat kommunalbestyrelse. Kvinderne satte sig både på borgmesterposten og viceborgmesterposten. Det var nærmest en revolution i det mandsdominerede Grønland.

I kølvandet på hjemmestyrets indførelse fulgte en politisk mobilisering på mange felter. Betydningsfuld blev kvindebevægelsen, der som tilfældet havde været i Danmark i 1970'erne, satte fingeren på ømme punkter i samfundet. Ved kommunalvalgene i 1989 slog kvindernes mobilisering igennem, så unge, veluddannede kvinder i stort tal blev valgt ind i de større byers kommunalbestyrelser. En af dem var journalisten Mariia Simonsen, der blev den ene ud af de fire nye kvinder i Ilulissat kommunalbestyrelse. Kvinderne satte sig både på borgmesterposten og viceborgmesterposten. Det var nærmest en revolution i det mandsdominerede Grønland.

Ved nytår 1986 overtog hjemmestyret tillige en del af Den Kongelige Grønlandske Handel, monopolet der siden 1882 havde stået for stort set al forsyning, handel og produktion i Grønland. I årevis havde der været forhandlet om og lagt planer for, hvordan denne kolos skulle administreres og på hvilket økonomisk grundlag. Som statsligt monopol kunne KGH nemlig ikke værdisættes som en hvilken som helst anden virksomhed, og der var divergenser mellem de danske og grønlandske vurderinger af KGH's økonomi. Det skulle vise sig at blive en uhyre vanskelig sag. Selvom der fortsat skulle tjenes penge, skulle der nemlig også tages vidtgående lokale hensyn, ligesom der blev stillet krav til, at styringen fremover skulle foregå under inddragelse af de forskellige politiske og erhvervs- og fagforeningsinteresser.

Løsningen blev i første omgang, at fiskeindustrien blev udskilt under navnet Proeks og organiseret på en måde, der på papiret gav de mange berørte parter indflydelse både centralt og i de enkelte kommuner. Det indebar både indbyggede interessekonflikter og et stort administrativt apparat, som blev yderligere kompliceret ved, at Proeks også blev opdelt i tre selvstændige enheder. Den første var produktionsenheden Kalaallit Tunisassiorfiat, KTU, den anden var Grønlands Hjemmestyres Trawlervirksomhed, GHT, og den tredje var distributions- og salgsvirksomheden Royal Greenland. Den sidste fik hovedsæde i Aalborg. Hele konstruktionen skulle foregå under det grønlandske erhvervsdirektorat, som fik meget vide rammer til at bevilge penge til de mange forskellige virksomhedsdeles investeringsplaner. Den skulle hurtigt vise sig at være meget uheldig.

I 1987 fulgte overtagelsen af KGH's handels- og forsyningsvirksomhed, som ud over næsten samtlige Grønlands butikker og lagre også ejede hovedparten af alle fragtskibe i udenrigs- og indenrigshandelen, samt forestod postvæsenet og engroshandelen til det private erhvervsliv og var medejer af flyselskabet Grønlandsfly. Virksomheden fik navnet Kalaallit Niuerfiat, KNI. Det betyder Grønlændernes Handel. Som tilfældet var med Proeks, blev KNI som en offentlig ejet virksomhed optaget på finansloven og dermed forsøgt politisk styret. Stort set som i KGH's tid, nu blot på grønlandske hænder. Grønland skulle udvikles på grønlandske præmisser, lød en af de meget brugte paroler, og det forestillede man sig altså kunne ske på denne måde.

 Til en selvstændig nation hører et flag, men der var ikke enighed om at opgive Dannebrog. Selvstændig-hedspartierne Siumut og Inuit Ataqatigiit ville ikke affinde sig med at skulle bruge det danske flag, og Landstinget vedtog derfor i 1985 kunstneren Thue Christiansens forslag til et nyt. Det viser solen, som stiger op over Indlandsisen, og det symboliserer gennem de rød-hvide farver den fortsatte samhørighed med Danmark.

Til en selvstændig nation hører et flag, men der var ikke enighed om at opgive Dannebrog. Selvstændig-hedspartierne Siumut og Inuit Ataqatigiit ville ikke affinde sig med at skulle bruge det danske flag, og Landstinget vedtog derfor i 1985 kunstneren Thue Christiansens forslag til et nyt. Det viser solen, som stiger op over Indlandsisen, og det symboliserer gennem de rød-hvide farver den fortsatte samhørighed med Danmark.

Den hurtige overtagelse af de forskellige sagsområder og KGH var populær og bidrog givetvis til den grønlandske befolknings opslutning bag hjemmestyret. På den anden side stillede overtagelsen store krav til den politiske og ikke mindst administrative kapacitet, som skulle vise sig vanskelige at honorere.

I en befolkning på 55.000 mennesker spredt ud på omkring 100 indbyrdes meget isolerede bebyggelser udgjorde politiseringen af så store dele af samfundslivet en fare for elitær indspisthed uden et stærkt civilsamfund som modstykke. Tendenser i denne retning kunne også snart spores. Af de tre permanente landsdækkende partier dannede det store midterparti Siumut regering efter samtlige valg fra 1979, somme tider alene, andre gange i koalition med det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit eller det borgerlige Atassut. De tre partier fik alle så meget andel i magten, at en relativt lille kreds af mennesker herfra cirkulerede mellem landstingspladser, chefstillinger i centraladministrationen, bestyrelsesposter i virksomhederne osv.

I administrativ henseende lettede overtagelserne ikke målsætningen om at erstatte danske embedsmænd med grønlandske. Hjemmestyret oprettede mange videregående uddannelser, som de unge før måtte til Danmark for at erhverve sig. Følgen blev, at antallet af såkaldte tilkaldte danskere med en akademisk uddannelse i den første tid voksede. I 1987 befandt der sig godt 9500 danskere i Grønland. Det svarede til 17,7 procent af befolkningen.

I første omgang blev det dog presserende økonomiske problemer, det grønlandske hjemmestyre fik at kæmpe med.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Hjemmestyret i udvikling i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306739