Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den store krise

Oprindelig forfatter SHR

I 1990 så Lagtinget, det færøske hjemmestyres lovgivende forsamling, sig nødsaget til indgreb, hvor upopulært det end måtte være. Men det kom for sent til at afværge katastrofen. Støtten blev skåret ned og Råfiskefonden nedlagt. Dette udløste omgående en stribe konkurser i fiskesektoren med store tab for bankerne til følge. I 1992 havde Sjóvinnubankin tabt så meget af sin egenkapital, at den gik i betalingsstandsning. Det var en alvorlig sag. Hvis Sjóvinnubankin gik fallit, kunne den rive det meste af fiskesektoren med sig i faldet og dermed ruinere hele det færøske samfund. Den akutte løsning måtte derfor være at give banken en kraftig kapitalindsprøjtning. Men den færøske statskasse var tom, så Landsstyret måtte i efteråret 1992 bede Danmark om lån til formålet. Det ville den danske regering ikke uden videre. Den stillede først krav til en harmonisering af den færøske erhvervslovgivning, så den kom i overensstemmelse med den danske. Lagtinget måtte føje sig. En genopretningsplan blev herefter udarbejdet på baggrund af Den Internationale Valutafonds analyser, indeholdende forhold som tilgængelige årsberetninger, internationale licitationer mv.

 Grindedrab eller krisens kaos? Naturinspiration, af Tróndur Patursson, en af Færøernes kendteste nulevende kunstnere.

Grindedrab eller krisens kaos? Naturinspiration, af Tróndur Patursson, en af Færøernes kendteste nulevende kunstnere.

Den danske regering stillede også krav til ændringer i styringsmekanismerne. Det færøske fiskerierhverv skulle afpolitiseres ved, at et „upolitisk og professionelt mellemled mellem de offentlige instanser og bankerne” blev oprettet. Det kom til at ske gennem oprettelsen af Finansieringsfonden og Erhvervsudviklingsfonden af 1992, som den danske stat først indskød 500 millioner kroner i, i foråret 1993 desuden yderligere 850 millioner kroner. Endnu 500 millioner kroner blev i maj 1993 lånt til andre formål.

Især Finansieringsfonden, som var domineret af danske interesser, fik betydning. Med denne fond som en slags tilsynsfører med „bankernes indsats og strukturtilpasningen af det færøske erhvervsliv”, som kravet om de drastiske nedskæringer i fiskesektoren og kontrol med kommunernes økonomi og boligmarkedet blev formuleret, indskød den danske regering 300 millioner kroner i Sjóvinnubankin. Snart kom også Færøernes anden store bank Føroya Banki, som Den Danske Bank var hovedaktionær i, i vanskeligheder og måtte have tilskud, og den tredje bank Fossbankin gik konkurs. Derved vandt Finansieringsfonden endnu større indflydelse, så der i realiteten blev tale om, at Danmark tog kontrol over det meste af den færøske økonomi. Blandt de store tiltag, Finansieringsfonden tog initiativ til i 1993, var samlingen af 19 ud af Færøernes 22 filetfabrikker i et enkelt selskab, Fiskavirking. Bagefter blev de 13 lukket, hvilket svarede til en reduktion af produktionen på 60 procent. Fiskeflåden regulerede sig selv derefter, stærkt hjulpet af indførelsen af et skrapt fiskekvotesystem. I 1994 blev de to banker rekonstrueret gennem en fusion, og en ny storbank ved navn Føroya Banki så dagens lys. 2,4 milliarder kroner måtte Landsstyret investere i rekonstruktionen.

Annonce

 I 1991 døde William Heinesen 91 år gammel. Heinesen, som voksede op og levede det meste af sit liv i Tórshavn, blev den færøske forfatter, som opnåede den største berømmelse uden for sit hjemland. For sine romaner og noveller, der alle lader handlingen udspille sig på Færøerne, vandt han adskillige prestigefyldte litterære priser og blev også indstillet til Nobelprisen. Mindre kendte, men ikke mindre gribende, var hans digte, papirklip, tegninger og malerier.

I 1991 døde William Heinesen 91 år gammel. Heinesen, som voksede op og levede det meste af sit liv i Tórshavn, blev den færøske forfatter, som opnåede den største berømmelse uden for sit hjemland. For sine romaner og noveller, der alle lader handlingen udspille sig på Færøerne, vandt han adskillige prestigefyldte litterære priser og blev også indstillet til Nobelprisen. Mindre kendte, men ikke mindre gribende, var hans digte, papirklip, tegninger og malerier.

Andre låneaftaler blev indgået, således at Færøerne mellem 1992 og 1994 i alt optog statslån i Danmark for omkring 3,1 milliarder, hvoraf de 2,7 milliarder gik til indskud i de to banker. Hertil kom, at Danmark overtog Færøernes udlandsgæld i den forstand, at de 4 milliarder kroner, det drejede sig om, udelukkende blev et mellemværende mellem de to parter i form af relativt fordelagtige statslån.

De mange indgreb betød, at den umiddelbare krise blev noget afbødet og bunden nået ved indgangen til 1994. Gælden var på dette tidspunkt så stor, at 20 procent af landskassens samlede indtægter på finansloven for 1995 gik til afbetaling af renteudgifterne.

De menneskelige omkostninger ved krisen blev høje. Virksomhedslukningerne bredte sig langt ud over fiskesektoren. Arbejdsløsheden steg fra noget nær nul i 1980'erne til over 20 procent i 1992, lønudbetalingerne faldt med 25 procent. I flere kommuner kneb det endda med overhovedet at udbetale løn til de ansatte. Lønreduktioner blev gennemført flere steder inden for det offentlige. Klaksvík, Færøernes næststørste by, var en overgang næsten helt uden økonomisk aktivitet. Situationen var så håbløs, at godt 4000 mennesker, næsten 10 procent af befolkningen, mellem 1990 og 1993 måtte emigrere, først og fremmest til Danmark, men også til Island og Norge. Det var de unge, der rejste. Færøernes befolkning blev på blot tre år bekymrende meget ældre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Den store krise i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306735