Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En ny udenrigs- og sikkerhedspolitik

Oprindelig forfatter SHR

Det nye internationale klima fik afgørende indflydelse på den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs. Der eksisterede ikke længere en direkte militær trussel mod dansk territorium, men naturligvis måtte også Danmark tage højde for de nye, mere diffuse og indirekte farer for landets udvikling. Siden 1864 havde det været dansk politik at holde lav profil over for stormagterne, opretholde et udpræget defensivt militær og arbejde for kollektive sikkerhedsforanstaltninger. Tilslutningen til NATO i 1949 havde været den første breche i denne politik. Nu gik man endnu videre og udviklede i løbet af få år en politik, der ofte blev kaldt „aktiv internationalisme”. Ideen heri var, at Danmark skulle blande sig mere offensivt og mere direkte i internationale konflikter og stridsspørgsmål, også når det kom til brugen af militær magt.

Folketingsbeslutningen i 1990 om at lade korvetten „Olfert Fischer” deltage i krigen mod Irak, som havde invaderet oliestaten Kuwait, var det første varsel om den politiske nyorientering. I februar 1992 bad FN Danmark om at stille med en militær styrke til fredsbevarende opgaver i Kroatien, hvilket Folketinget imødekom med en beslutning om at sende 900 soldater. I efteråret ønskede FN også dansk hjælp til militær sikring af nødhjælpstransporterne til befolkningen i Bosnien-Herzegovina, og selvom der denne gang snarere var tale om, at FN-militær blandede sig i krigshandlinger end at det søgte at stoppe dem, besluttede Folketinget efter en del debat også denne gang at lade dansk militær medvirke. Ligeledes i 1992 besluttede Folketinget at oprette Den Internationale Brigade, DIB, på 4500 mand til indsættelse i kamp uden for landets grænser. Meningen var, at brigaden skulle stilles til rådighed for FN, NATO eller Organisationen for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde, afløseren for CSCE.

 I juli 1997 kom Bill Clinton som den første amerikanske præsident nogensinde på besøg i Danmark. Det tyve timer lange besøg kom til at forme sig som lidt af en folkefest, hvor Københavns indre by var fyldt af glade mennesker, der lod sig underholde af den veloplagte præsident.

I juli 1997 kom Bill Clinton som den første amerikanske præsident nogensinde på besøg i Danmark. Det tyve timer lange besøg kom til at forme sig som lidt af en folkefest, hvor Københavns indre by var fyldt af glade mennesker, der lod sig underholde af den veloplagte præsident.

I loven om det danske forsvars formål og opgaver fra 1993 blev det fremhævet, at de væbnede styrkers hovedopgaver nu var konfliktforebyggelse, fredsbevarelse samt humanitære operationer i FN- eller OSCE-regi og konfliktforebyggelse, krisestyring og forsvar i NATO-regi. For flertallet i Folketinget vejede FN tungest i de første fem år efter lovens vedtagelse. Det blev anset for at være af stor betydning, at indsættelse af dansk militær skulle ske efter FN's Sikkerhedsråds beslutninger, således at man kunne være sikker på at handle i overensstemmelse med international ret og på vegne af verdenssamfundet. I oktober 1998 brød Folketinget imidlertid med denne tradition, da det vedtog udenrigsminister Niels Helveg Petersens beslutningsforslag om at deltage i en NATO-styrke.

Annonce

Baggrunden var et truende serbisk folkedrab på albanere i Kosovo. Det førte til, at Danmark sendte fire F-16 fly med piloter og støttepersonel til den amerikansk ledede bombekampagne.

Den aktive internationalisme blev også praktiseret i ikke-militære forhold. For eksempel var det Danmark, der i foråret 1997 i FN opretholdt et resolutionsforslag, som fordømte Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Forslaget faldt, idet kun få andre lande bakkede det op, og Kina reagerede med trusler om opsigelse af handelsaftaler for anslået omkring 500 millioner kr.

 Socialrealisme på dansk. Dronning Margrethe afslører Thomas Kluges maleri „Et kort ophold. Danske FN-soldater i Bosnien”, 1998. Maleriet var en gave fra den amerikanske ambassadør i Danmark Edward E. Elson og kunne i lighed med præsident Clintons besøg året før ses som en påskønnelse af Danmarks tilnærmelse til USA i 1990'erne. Maleriet blev ophængt på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.

Socialrealisme på dansk. Dronning Margrethe afslører Thomas Kluges maleri „Et kort ophold. Danske FN-soldater i Bosnien”, 1998. Maleriet var en gave fra den amerikanske ambassadør i Danmark Edward E. Elson og kunne i lighed med præsident Clintons besøg året før ses som en påskønnelse af Danmarks tilnærmelse til USA i 1990'erne. Maleriet blev ophængt på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.

Politikken kunne forstås som et skifte fra en pragmatisk småstatspolitik baseret på en erkendelse af, at stormagterne bestemte i de internationale forhold, fordi de var de stærkeste, til en politik baseret på normer, man ønskede gjort internationalt gældende. Her blev fire målsætninger fremhævet. Global sikkerhed skulle fremmes, demokrati og menneskerettighederne skulle sikres, der skulle skabes global økonomisk og social udvikling, og denne udvikling skulle gøres miljømæssigt bæredygtig. Det var måske begrundelsen for, at aktivismen blev udviklet under en radikal udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, og en socialdemokratisk forsvarsminister, Hans Hækkerup. Især når man tog i betragtning, at Danmark fra at være, hvad Uffe Ellemann-Jensen under fodnotepolitikken havde kaldt „fodslæbende” i forholdet til NATO, i 1990'erne blev at finde blandt de mest ubetingede tilhængere af et offensivt NATO under amerikansk førerskab.

Det amerikanske førerskab kunne være en anden begrundelse for den ændrede politik, der indebar, at Danmark kom på udenrigspolitisk bølgelængde med USA i en grad som aldrig før. Ikke blot aktiviteterne i det tidligere Jugoslavien, men også aktivismen som den kom til udtryk i for eksempel politikken for at inddrage de baltiske lande i NATO eller i sagen om Kinas forhold til menneskerettighederne, blev gennemført i fuld forståelse med USA. Der kunne dermed argumenteres for, at også den ny linje i udenrigs- og sikkerhedspolitikken var småstatens tilpasning til stormagtspolitikken, for tiden alene repræsenteret ved USA.

 Et dansk F-16 fly går på vingerne fra Grazzanise-basen i Italien under Kosovo-aktionen i foråret 1999. Den nye aktive sikkerhedspolitik var populær. Blandt de NATO-lande, som deltog i luftbombardementerne, nød Danmark den største befolkningsopbakning hertil.

Et dansk F-16 fly går på vingerne fra Grazzanise-basen i Italien under Kosovo-aktionen i foråret 1999. Den nye aktive sikkerhedspolitik var populær. Blandt de NATO-lande, som deltog i luftbombardementerne, nød Danmark den største befolkningsopbakning hertil.

En stor belastning blev dog de amerikanske ønsker om modernisering af radaranlægget på Thulebasen i Grønland, da Bush-administrationen fra 2000 gjorde forberedelser til at virkeliggøre en del af den gamle stjernekrigsplan med det såkaldte Nationale Missilforsvar, NMD, til værn mod „slyngelstater” som Irak og Nordkorea. Her kom Danmark i klemme. Planerne påvirkede det følsomme forhold til Grønland, de var i modvind i EU og inddrog Danmark på en meget direkte måde i et uoverskueligt projekt. Tilladelsen til USA blev givet, men først efter ændringen i den internationale politik som følge af terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 og efter omvæltningen i det danske politiske billede med det borgerlige regeringsskifte den 20. november samme år.

I betragtning af, hvor omfattende den danske fredsbevægelse havde været i 1980'erne, kunne man have troet, at der også ville være en betragtelig folkelig modstand mod den aktive internationalisme, i det mindste de dele der inkluderede militær magtanvendelse. Det blev ikke tilfældet. Oven i købet steg tilslutningen til NATO, som ikke færre end 82 procent af alle danskere sluttede op omkring i 1999. Det var den største andel af befolkningen i hele NATO-medlemskabets tid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: En ny udenrigs- og sikkerhedspolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306721