Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Magt og demokrati i Danmark

Oprindelig forfatter SHR

Under indtryk af 1990'ernes stærke forandringer voksede der blandt landets politikere en bekymring frem for, at de demokratiske institutioner mistede terræn. Internationalisering, decentralisering og dannelsen af statslige aktieselskaber fik de folkevalgte til at føle, at de mistede kontrol med udviklingen. Samtidig fik de erfaring for, at befolkningen blev vanskeligere at styre, idet folk stillede krav om større selvstændig indflydelse på deres egen situation og muligheder, som det hed i en folketingsberetning fra 1997. Heri stod også, at udviklingen „opleves som et reelt tab af demokratisk indflydelse og dermed en reduktion af tiltroen til de demokratiske beslutningsprocessers styrke og relevans”. I en ny betænkning hed det yderligere, at både vælgerne og politikerne, „befinder sig i en situation, hvor det næppe fuldt ud er muligt at overskue konsekvenserne af den beskrevne udvikling, hvilket kan give sig udslag i misfornøjelse og frustration”.

På baggrund af disse vurderinger besluttede Folketinget samme år at iværksætte et forskningsprojekt, som under betegnelsen „En analyse af magt og demokrati i Danmark”, i daglig tale Magtudredningen, skulle analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede. Tilsvarende projekter var allerede for længst blevet gennemført i Norge og Sverige. I Norge var endnu et endda under opsejling. Under ledelse af fem fremtrædende samfundsforskere iværksatte Magtudredningen i de følgende år en række undersøgelser, hvis resultater frem til foråret 2004 blev offentliggjort i ikke færre end 50 bøger og 34 mindre skrifter. I efteråret 2003 udkom forskningsledelsens sammenfatning i bogen „Magt og demokrati i Danmark”. Den bekræftede, at betingelserne for folkestyret i mange henseender var under forandring, men den så mere nuanceret på dets muligheder end de betænkninger, den var foranlediget af.

 Tvinds grundlægger og faktiske leder Mogens Amdi Petersen havde været en kontroversiel person gennem hele sit voksne liv, men med Folketingets indgreb mod Tvind kom han i offentlighedens søgelys. Højesterets omstødelse i 1999 af Tvind-særloven rettede opmærksomheden mod de mere principielle problemer, der ligger i magtfordelingen mellem det politiske og det retlige system. På billedet, som er fra 1986, står Mogens Amdi Petersen med en model af den berømte Tvind-vindmølle, den første store moderne vindmølle i Danmark.

Tvinds grundlægger og faktiske leder Mogens Amdi Petersen havde været en kontroversiel person gennem hele sit voksne liv, men med Folketingets indgreb mod Tvind kom han i offentlighedens søgelys. Højesterets omstødelse i 1999 af Tvind-særloven rettede opmærksomheden mod de mere principielle problemer, der ligger i magtfordelingen mellem det politiske og det retlige system. På billedet, som er fra 1986, står Mogens Amdi Petersen med en model af den berømte Tvind-vindmølle, den første store moderne vindmølle i Danmark.

Det blev konstateret, at den kollektive organisering, som havde bidraget så stærkt til at skabe politisk lighed i Danmark, var blevet svækket. Svækkelsen kom ikke blot til udtryk ved, at de politiske partier gennem fire årtier havde været udsat for et næsten konstant faldende medlemstal, men også ved at de stort set havde mistet evnen til at mobilisere deres medlemmer. Også fagbevægelsen havde efterhånden vanskeligt ved at mobilisere sine medlemmer til aktivitet for fælles mål, og heller ikke de store græsrodsbevægelser formåede at holde mange i aktivitet i længere perioder. Folk i Danmark organiserede sig ikke længere efter klassetilhør og gik ikke på barrikaderne for større sammenhængende politiske programmer. Det personlige engagement var overvejende kommet til at dreje sig om personlige forhold. Man arbejdede for eksempel ikke for udviklingen af en samlet skolepolitik, men for forbedrede forhold i sit barns skoleklasse. „Der er sket en udvikling fra kollektiv politisk aktivitet til mere individualiseret politisk aktivitet, og de individuelle ressourcer har fået større betydning end de kollektive,” konkluderede Magtudredningens forskningsledelse. Dette kunne lede i to retninger: „På den ene side ser vi omridset af borgere, der i forhold til tidligere tiders fællesskaber bevæger sig friere. Dette kan på den anden side have sin pris, nemlig en forøgelse af den politiske ulighed.”

Annonce

Der tegnede sig da også konturer af et voksende skel i politiske opfattelser mellem de veluddannede og de mindre uddannede. Næsten helt uden for indflydelse og uden udsigt til forandring i dette forhold var indvandrergrupperne. For befolkningen som helhed havde det generelt højere uddannelsesniveau dog medført en forøgelse af den politiske lighed i den forstand, at de fleste selv mente sig bedre i stand til at overskue og forstå politikkens betingelser og det politiske spil, og at de turde stille større krav. Vælgerne i Danmark interesserede sig for de politiske spørgsmål og var ikke bange for at blande sig. Den politiske deltagelse var alt i alt på samme niveau som i tidligere tider. Valgdeltagelsen ved folketingsvalget den 20. november 2001 var på 87 procent. Det var på højde med de bedste resultater fra de forudgående årtier og højere end ved stemmeafgivelsen ved tilsvarende valg i de fleste andre lande i verden. Vælgernes tillid til politikerne var samtidig højere end på noget tidligere tidspunkt, siden man i 1971 begyndte at foretage systematiske undersøgelser heraf, og ikke færre end 93 procent svarede i 2001, at de var tilfredse med den måde, demokratiet fungerede på.

Folketinget behøvede ikke frygte for sin position. Folketinget havde gennem længere tid styrket sin kontrol med regeringen og centraladministrationen samt øget sin indflydelse på lovgivningen. På regeringssiden var ministerstyret intakt, i den forstand at den enkelte minister oppebar det politiske og juridiske ansvar over sit område. Topembedsmændene blev ganske vist mere inddraget som politiske rådgivere, men ansvarsfordelingen lå fast, og embedsmændene rådgav ikke deres minister i partipolitiske anliggender eller under valgkampe. Særlige medierådgivere, der efter engelsk forbillede blev kendt under navnet spindoktorer, blev introduceret af Nyrup Rasmussen, men i dennes regeringstid fik de ingen beføjelser over for embedsværket.

Kommunernes position over for staten var derimod blevet styrket, og domstolene havde vundet større indflydelse. Mens domstolene traditionelt ikke havde spillet nogen fremtrædende politisk rolle, så man igennem 1990'erne en større åbenhed fra deres side for at afprøve loves overensstemmelse med grundloven. Kulminationen var Højesterets dom i 1999 i den såkaldte Tvindsag. Rigsrevisionen havde i 1993 afdækket en lang række uregelmæssigheder i det kontroversielle Tvind skolesamvirkes forvaltning af offentlige tilskud. Efter meget offentlig polemik vedtog Folketinget i 1996 på den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensens initiativ en særlov, som ikke blot fratog Tvinds 36 efterskoler og højskoler de offentlige tilskud, men også fratog dem retten til at rejse retssager om afgørelsen. Denne lov omstødte Højesteret i 1999 under henvisning til grundlovens § 3, der giver ret til retsprøvelse. Samtidig kunne der spores tegn på, at der i mere dagligdags sammenhænge blev gjort større brug af domstolskendelser end tidligere. Retssikkerheden blev måske styrket, men det skete på bekostning af det politiske demokrati.

Mens det var vanskeligt at sige noget entydigt om udviklingen i interesseorganisationernes indflydelse på de politiske beslutninger, blev massemediernes forøgede betydning fremhævet i Magtudredningens sammenfatning. Her tænktes der først og fremmest på massemediernes nyhedskriterier, der prioriterede det usædvanlige og det konfliktfyldte, og på selve den hastighed, hvormed nyhederne blev afviklet. Det gjorde det vanskeligt at behandle mere komplicerede samfundsproblemer.

I takt med væksten i den statslige regulering af samfundslivets forskellige områder var politik gennem hele det 20. århundrede blevet en bestandig vigtigere foreteelse. Politik havde derfor aldrig været så betydningsfuld og fyldt så meget som ved indgangen til det 21. århundrede. Tempoet for lovgivning og reformer var tilsvarende øget, til skade for mulighederne for at overskue beslutningsprocesserne. Heri lå en fare for borgernes mulighed for at øve indflydelse på de politiske beslutninger og opnå kontrol med magthaverne, påpegede Magtudredningens ledelse.

Der hvor de største problemer lå, var dog i forholdet til den omgivende verden, hvor beslutninger blev truffet og processer gennemspillet, der stærkt påvirkede den danske suverænitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Magt og demokrati i Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306717