• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folketinget efter 1998

Oprindelig forfatter SHR

Det nye Folketing bød på ti partier, det største antal siden valget 1979. Nyt var Dansk Folkeparti, som regeringen næppe kunne samarbejde med, men da Kristeligt Folkeparti var tilbage igen og Centrum-Demokraterne var styrket på at profilere socialpolitiske holdninger, der lå nær på både det radikale og det socialdemokratiske tankegods, havde den fortsat gode muligheder for at opnå skiftende flertal både til højre og venstre. Men Socialdemokratiet løb kort tid efter ind i flere uvejr, som blev belastende for det selv, for statsministeren og for regeringen.

Efter valget nåede parterne på det private arbejdsmarked til enighed om en ny overenskomst. Den gav ikke meget til lønmodtagersiden, og så blev der ballade. Års opsparet frustration på landets arbejdspladser over ikke at have fået så meget del i de økonomisk gode tider, som arbejderne mente sig berettiget til, gjorde, at næsten halvdelen af alle de berørte gjorde sig den ulejlighed at deltage i afstemningen om resultatet, og af dem stemte godt og vel 55 procent nej.

 En tilfreds folkesocialist. SF var en sikker del af SR-regeringens parlamentariske grundlag. Holger K. Nielsen skjulte heller ikke sin tilfredshed med valgets udfald den 11. marts 1998. Partiformanden havde det ellers ikke nemt. Især blandt flere yngre partimedlemmer var der en stigende utilfredshed med partiets afvisende EU-politik og en kurs i flere indenrigspolitiske forhold, som de fandt utidssvarende. Det førte til, at flere fremtrædende personer meldte sig ud af partiet.

En tilfreds folkesocialist. SF var en sikker del af SR-regeringens parlamentariske grundlag. Holger K. Nielsen skjulte heller ikke sin tilfredshed med valgets udfald den 11. marts 1998. Partiformanden havde det ellers ikke nemt. Især blandt flere yngre partimedlemmer var der en stigende utilfredshed med partiets afvisende EU-politik og en kurs i flere indenrigspolitiske forhold, som de fandt utidssvarende. Det førte til, at flere fremtrædende personer meldte sig ud af partiet.

Det var et stort slag mod fagbevægelsens ledere, som havde anbefalet et ja. Noget tilsvarende var ikke set siden 1973. En storkonflikt omfattende en halv million arbejdere tog nu sin begyndelse lørdag den 25. april 1998 og førte til udbredt lammelse af især trafikken og vareleveringen. Omgående greb et sandt hysteri om sig, som resulterede i så omfattende hamstringer, at landets butikker, inden weekenden var ovre, var så godt som tømte for fødevarer. Poul Nyrup Rasmussen havde på forhånd tilkendegivet, at han ikke ville blande sig. Nu udtalte han, at arbejdsmarkedets parter selv havde skabt problemet, og derfor måtte de også selv løse det. Men det gjorde de ikke, og ikke mange var i tvivl om, at det kun var et spørgsmål om kort tid, førend regeringen måtte føje sig under det betydelige pres for at gribe ind og standse konflikten. Efter 11 døgn stillede statsministeren sig da også i spidsen for et indgreb, der ophøjede det forlig til lov, som lønmodtagerne havde forkastet. Han var ikke en populær mand i de faglige kredse, som hørte til Socialdemokratiets traditionelle bastioner. Især ikke fordi der gik rygter om, at et længe ventet forbrugsbegrænsende indgreb snart ville blive offentliggjort.

Annonce

 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen tabte afgørende troværdighed, da han nogle måneder efter sine bombastiske garantier for efterlønnen under valgkampen i 1998 indgik et forlig, der indskrænkede adgangen hertil. Vælgernes straf ved det næste valg blev en realitet, som tegneren Lars-Ole Nejstgaard for længst havde spået. Tegningen var bragt i Fagbladet Metal i 1996.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen tabte afgørende troværdighed, da han nogle måneder efter sine bombastiske garantier for efterlønnen under valgkampen i 1998 indgik et forlig, der indskrænkede adgangen hertil. Vælgernes straf ved det næste valg blev en realitet, som tegneren Lars-Ole Nejstgaard for længst havde spået. Tegningen var bragt i Fagbladet Metal i 1996.

Et sådant indgreb kom ganske rigtigt også midt i juni i form af Pinsepakken, som det blev kaldt. Pinsepakken blev sammenlignet med den berygtede Kartoffelkur fra 1986, som havde lammet den økomiske aktivitet i lang tid efter. Det kom den dog ikke til, for både de danske og internationale konjunkturer var så positive, at de sikrede fortsat økonomisk vækst. Der var også den forskel, at Pinsepakken blev udfærdiget i et forlig med SF og Enhedslisten og bar præg af at ramme de højere indtægter, mens lavindkomstgrupperne faktisk profiterede på den. Selvom nogle altså realistisk set skulle være tilfredse, skabte Pinsepakken alligevel udbredt usikkerhed, og at dømme efter de næste måneders meningsmålinger var den med til at skade regeringens omdømme. Hvor meget var det dog vanskeligt at måle nøjagtigt, for da pakken skulle til at virke, var den for længst overhalet af den sag, der gav statsministerens troværdighed et afgørende knæk. Det var sagen om efterlønnen.

Under valgkampen havde de borgerlige partier markeret, at de ønskede at gøre det vanskeligere at opnå efterløn som 60-årig. Som svar herpå havde statsministeren garanteret, at efterlønnen ikke på nogen måde ville blive forringet, så længe Socialdemokratiet dannede regering. Men da regeringen i efteråret 1998 indgik forlig om det kommende års finanslov med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, var et af punkterne en stor indskrænkning i adgangen til efterløn. Det var et løftebrud, som mange vælgere aldrig tilgav Poul Nyrup Rasmussen, og som flere år frem i tiden igen og igen blev draget frem som et eksempel på politisk falskspilleri.

Resultatet af folketingsvalget den 20. november 2001:
Centrum-Demokraterne1,8 %0 mandater(÷ 8)
Dansk Folkeparti12,0 %22 mandater(+ 9)
Det Konservative Folkeparti9,1 %16 mandater(+ 0)
Det Radikale Venstre5,2 %9 mandater(+ 2)
Enhedslisten2,4 %4 mandater(÷ 1)
Fremskridtspartiet0,6 %0 mandater(÷ 4)
Kristeligt Folkeparti2,3 %4 mandater(+ 0)
Venstre31,2 %56 mandater(+ 14)
Socialdemokratiet29,1 %52 mandater(÷ 11)
Socialistisk Folkeparti6,4 %12 mandater(÷ 1)

 Efter formandsskiftet i foråret 1998 ændrede Venstre strategi i kampen for at vinde regeringsmagten. Fra den hårde konfrontationskurs med udmelding af meget klare liberalistiske ideer markedsførte Anders Fogh Rasmussen nu en mere midtsøgende linje, som ikke afgørende stillede spørgsmålstegn ved den kendte danske velfærdsstat. Personligt opbyggede Anders Fogh Rasmussen et image som en seriøs og dynamisk politiker med sans for de store linjer.

Efter formandsskiftet i foråret 1998 ændrede Venstre strategi i kampen for at vinde regeringsmagten. Fra den hårde konfrontationskurs med udmelding af meget klare liberalistiske ideer markedsførte Anders Fogh Rasmussen nu en mere midtsøgende linje, som ikke afgørende stillede spørgsmålstegn ved den kendte danske velfærdsstat. Personligt opbyggede Anders Fogh Rasmussen et image som en seriøs og dynamisk politiker med sans for de store linjer.

Straffen kom ved folketingsvalget den 20. november 2001. Her mistede Socialdemokratiet hele 11 mandater. Dansk Folkeparti fik 413.000 stemmer svarende til 12 procent. Det rakte til at blive Folketingets tredjestørste parti med 22 mandater. Ifølge undersøgelser havde 80.000 af de vælgere, som nu stemte på Dansk Folkeparti, stemt socialdemokratisk ved det forrige valg. Men Venstre blev med 31,2 procent landets største parti. Og da det var lykkedes for Det Konservative Folkeparti at standse nedgangen, kunne et afgørende skred til højre konstateres i dansk politik. For første gang i parlamentarismens tid kunne der dannes en højreregering, som ikke var afhængig af nogen midterpartiers mandater. Det resulterede i en ny VK-regering under Anders Fogh Rasmussen, støttet af Dansk Folkeparti, som hermed for første gang for alvor kom ind i varmen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Folketinget efter 1998 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306732