Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Maastrichttraktaten

Oprindelig forfatter SHR

Den forstærkede vesteuropæiske integrationsproces stod dog stadig tilbage som den vigtigste og vanskeligste storpolitiske udfordring. „Den politiske union” blev en åben programsætning for EF-Kommissionen i januar 1990, og den udmelding blev godt modtaget i de fleste af EF's medlemslande.

En fremherskende opfattelse inden for de nationale regeringer og parlamenter var, at samarbejdet inden for de eksisterende rammer ikke fyldestgørende kunne opfylde målsætningerne. Det stod således klart, at det indre marked, og i endnu højere grad ØMU'en, ikke fuldt ud kunne realiseres uden en udvidet harmonisering. Oven i kom et voksende pres fra de største globale konkurrenter, USA og Japan, der set fra vesteuropæisk storkapital kaldte på et koordineret svar, og endelig blev det fremført, at EF's indre sociale og politiske problemer var voksende og krævede en større fælles indsats.

 Fra højtideligheden ved underskrivelsen af Maastrichttraktaten den 7. februar 1992. Den Europæiske Union er en realitet – skønt den blev mødt med en overraskende stor folkelig skepsis i flere af de involverede lande.

Fra højtideligheden ved underskrivelsen af Maastrichttraktaten den 7. februar 1992. Den Europæiske Union er en realitet – skønt den blev mødt med en overraskende stor folkelig skepsis i flere af de involverede lande.

De største udfordringer kom dog i kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Dels medførte østblokkens opløsning også en fuldstændig omvæltning i den europæiske balance, hvor EF med ét slag kom til at stå som den eneste blot nogenlunde stabile kerne. Dels betød den overraskende tyske genforening i 1990, at balancen mellem landene inden for EF-landene blev forskudt i Tysklands favør. Dette perspektiv kunne nok give anledning til dybe panderynker hos naboerne. Skabelsen af EF havde som en af sine begrundelser haft, at man måtte forsøge at slå bro over de europæiske stormagtsrivaliseringer, som i det 20. århundrede havde udløst to verdenskrige. Kunne EF styre et Tyskland, som på længere sigt måtte påregnes at blive endnu stærkere, og havde Tyskland overhovedet i længden brug for EF? Kontrol med eller „indbinding” af Tyskland blev en bestræbelse, som stemte medlemslandene for tanken om en mere målbevidst indsats for en forpligtende og bredspektret føderativ udvikling end hidtil. På sin side udtrykte Tyskland under kansler Helmuth Kohl interesse i at lade sig binde til fordel for det europæiske fællesskab, og så var der pludselig ikke langt til realitetsforhandlinger.

Annonce

På opfordring af Helmuth Kohl og Frankrigs præsident Frangois Mitterrand besluttede Det Europæiske Råd, dvs. EF's stats- og regeringschefer, på sit møde i Dublin den 28. april 1990, at afholde en regeringskonference i december samme år om den politiske union. Den 21. oktober 1990 lancerede Kommissionen et meget konkret bud på indholdet af en politisk union omfattende de økonomiske, sociale, finansielle, monetære, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske områder. Ligeledes anviste Kommissionen veje til denne union, og den gjorde sig overvejelser om styreformer og kompetencefordelinger mellem forskellige organer. Afgrænsninger af unionens indhold blev herefter foretaget på Det Europæiske Råds møder i oktober og december 1990, og den 15. december 1990 startede så regeringskonferencen om unionen, parallelt forløbende med en tidligere fastlagt regeringskonference om ØMU'en. Efter et helt års intense forhandlinger nåede medlemslandene på Det Europæiske Råds møde den 9.-10. december 1991 til enighed om Maastrichttraktaten, opkaldt efter rådsmødets hollandske værtsby, som et grundlag alle regeringschefer kunne sige ja til.

 Unionstraktaten fra Maastricht illustreret som et græsk oldtidstempel. Bestræbelserne på at præsentere den europæiske integrationsproces som et resultat af et langvarigt kulturfællesskab var omfattende.

Unionstraktaten fra Maastricht illustreret som et græsk oldtidstempel. Bestræbelserne på at præsentere den europæiske integrationsproces som et resultat af et langvarigt kulturfællesskab var omfattende.

Traktaten var en tryksag på over 200 sider, rodet som et pulterkammer på grund af alle de kompromiser den skulle indeholde, og af samme grund lige så meget et politisk som et juridisk dokument. Måske fordi hovedlinjerne ikke trådte særlig klart frem, forsøgte formidlerne sig med en fælles ur-europæisk græsk symbolik. De samlede de forskellige sagsemner i tre „søjler” forbundet af en indledende „overligger” og en afsluttende „underligger” og udstyrede det hele med korinthiske forsiringer. Alligevel var traktaten ret uoverskuelig, men for at ingen skulle være i tvivl om meningen, blev den allerede i indledningsteksten karakteriseret som „en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, i hvilken beslutningerne træffes så nært på borgerne som muligt”, og unionens mål blev beskrevet som værende at fremme den økonomiske og sociale udvikling, styrke den fælles europæiske identitet udadtil gennem en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, indføre unionsborgerskab samt udvikle et samarbejde vedrørende retlige og indre anliggender. Styringen skulle fortsat foregå rundt omkring i fællesskabets blanding af nationalstatslige politiske institutioner, Europa-Parlamentet og bureaukratiet med Kommissionen som det vigtigste led, men med en udtalt vilje til centralisering og øget brug af stemmeflerhed på bekostning af den gældende vetoret.

De Europæiske Fællesskaber skulle herefter hedde Den Europæiske Union (EU). Desuden skulle en regeringskonference i 1996 følge den igangsatte proces op, hvorfra korrektioner og nye initiativer kunne foretages. Medlemslandene skulle blot i enstemmighed vedtage Maastrichttraktaten, så skulle den sag være i orden. Det skete den 7. december 1992. Danmark havde ganske vist betinget sig at lade sin deltagelse afhænge af udfaldet af en folkeafstemning, men denne tribut til folkestyret blev af et massivt folketingsflertal næsten set som en formssag.

Den danske deltagelse i forløbet havde nemlig for en gangs skyld været præget af en grundlæggende positiv ånd, og dette ikke kun hos KV-regeringen. Under indtryk af den ny internationale situation nedtonede både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet den uvilje mod integrationen, de havde vist under Pakke-afstemningen i 1986, og det betød, at et solidt parlamentarisk grundlag for dansk Europa-politik var etableret. Det skete med vedtagelsen af det såkaldte regeringsmemorandum af 4. oktober 1990, som nok indeholdt forbehold, men hvis grundtone var positiv deltagelse i regeringskonferencen uden stor vægt på mere kortsigtede nationale interesser. De danske forhandlinger i regeringskonferencen blev præget af denne positive interesse, og da Folketinget den 5. december 1991 debatterede det sidste traktatudkast inden undertegnelsen, blev det da også godkendt af et bredt folketingsflertal. Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti stod bag godkendelsen, som dog indeholdt danske undtagelser på det forsvarsmæssige område samt et krav om først at tage stilling til deltagelsen i ØMU'ens tredje fase efter en folkeafstemning. Endelig den 12. maj 1992 vedtog Folketinget Maastrichttraktaten med 130 stemmer mod 25. Dette var ikke det nødvendige 5/6 flertal af Folketingets medlemmer, der kunne have sikret ratificering uden folkeafstemning. Denne omstændighed var dog uden praktisk betydning, idet Folketinget var enigt om under alle omstændigheder at afholde en sådan. Officielt udskrev statsminister Poul Schlüter folkeafstemningen den 14. maj 1992, til afholdelse den 2. juni samme år.

Der var nu lagt op til et ordentligt spring i den europæiske integrationsudvikling. Den danske tilslutning skulle dog vise sig at blive meget vanskelig at opnå. Folkelig skepsis over for projektet blev igen mere udbredt og dannede grobund for EF-modstandsorganisationerne, og inden for partipolitikken styrkede forskellige begivenheder ligeledes modstanden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Maastrichttraktaten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306649