Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra KVR til KV

Oprindelig forfatter SHR

Med dannelsen af KVR-regeringen i 1988 var det alternative sikkerhedspolitiske flertal ophørt med at eksistere. Det blev beklaget af SF og en del socialdemokrater, men det var nok tvivlsomt, om det under nogen omstændigheder kunne have holdt længe endnu. Flertallet var blevet til og havde virket i en periode præget af ekstraordinær høj international spænding. Med den første nedrustningsaftale mellem Sovjetunionen og USA i hus og flere i vente var der tale om en ny situation. Nu blev det traditionelt brede samarbejde i Danmark omkring sikkerheds- og udenrigspolitikken genetableret, og det fik hurtigt praktiske følger.

På grund af de stærke sikkerhedspolitiske modsætninger var forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig til afløsning af det, som udløb ved udgangen af 1987, gået i hårdknude. Det Radikale Venstre, det nye regeringsparti, havde af Firkløverregeringen end ikke været indbudt til forhandlinger om forsvarsforlig, og Socialdemokratiets krav var et defensivt forsvar og en økonomisk nulløsning, mens regeringen forlangte en stigning i forsvarsbudgettet på minimum 800 millioner kroner. Stadig i foråret 1988 kunne parterne ikke nå hinanden, men efter valget blev parterne, nu inklusive Det Radikale Venstre, endelig mere konstruktive. Den 14. marts 1989 indgik regeringen, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti forlig om en forsvarsordning, som økonomisk var tæt på en nulløsning, dvs. uden stigninger i forhold til den forrige, men med visse materieludvidelser som følge af rationaliseringer.

 Anders Fogh Rasmussen var næstformand for Venstre fra 1985 til 1998, skatteminister fra 1987 til 1992 og tillige økonomininister fra 1990 til 1992. Fogh Rasmussen hørte til blandt Folketingets mest liberalistiske medlemmer, hvilket blev demonstreret i hans bog „Fra socialstat til minimalstat” fra 1993. Heri gjorde Fogh Rasmussen op med ideen om en offentlig omsorgssektor, der efter hans opfattelse fratog mennesket dets selvstændighed og virkelyst.

Anders Fogh Rasmussen var næstformand for Venstre fra 1985 til 1998, skatteminister fra 1987 til 1992 og tillige økonomininister fra 1990 til 1992. Fogh Rasmussen hørte til blandt Folketingets mest liberalistiske medlemmer, hvilket blev demonstreret i hans bog „Fra socialstat til minimalstat” fra 1993. Heri gjorde Fogh Rasmussen op med ideen om en offentlig omsorgssektor, der efter hans opfattelse fratog mennesket dets selvstændighed og virkelyst.

På samme tid blev der også iværksat mere grundlæggende overvejelser over forsvarets fremtid. Med tilslutning fra alle andre partier end SF nedsatte Folketinget den 12. juli 1988 en forsvarskommission, som skulle kulegrave forsvarets opgaver. I kommissoriet blev NATO-forpligtelserne slået fast, men samtidig skulle også kravet om en nordisk atomvåbenfri zone drøftes, og der var i det hele taget lagt op til, at de foregående års uenigheder skulle overvindes og et langtidsholdbart grundlag for forsvaret og sikkerhedspolitikken skabes.

Annonce

Forsvarskommissionen havde deltagelse fra alle partier samt fra forsvaret og forskningsinstitutioner, og dens arbejde skulle munde ud i en redegørelse senest ved udgangen af 1989. Redegørelsen kom til tiden, men dens anbefalinger var forsigtige og prægede af en vent-og-se-holdning. Flere østeuropæiske socialistiske stater var da brudt sammen, men ingen kunne forudsige, hvilke konsekvenser det ville få, og hvordan det ville påvirke de internationale og nationale forsvar.

Den nye VKR-regering medførte i øvrigt ikke forandringer i sigtet, men nok en større vilje, eller evne, til at manøvrere over for oppositionen. Denne pragmatisme banede vejen for vigtige forlig, men den hæmmede også en mere målrettet kurs mod nogle af de store borgerlige mærkesager. En mindre nedsættelse af personskatten blev det dog til.

I 1990 pegede Finansministeriet i en redegørelse på, at skatten af den sidst tjente krone var mærkbart højere i Danmark end i alle andre EF-lande, og redegørelsen anbefalede en skattelettelse på 5 procent for lave indkomster og 15 procent for høje, eller en sænkelse fra 68 til 53 procent af den sidst tjente krone. Gennem en mindre skattelettelse og sænkning af en række afgifter lykkedes det faktisk også at sænke skattetrykket. Målt som andel af nationalindkomsten toppede skattetrykket i 1988 med 52,3 procent og faldt til 49,9 procent i 1990. Herved øgedes underskuddet på statens finanser, og nye besparelser skulle findes. Dilemmaet blev naturligvis særlig udtalt på grund af den generelt lave økonomiske aktivitet, som varede ved indtil 1994.

 Den kvæstede Schlüter, tegnet af Roald Als. Det var en kendt sag, at det borgerlige sammenhold efterhånden blev temmelig anstrengt. Det sled på Det Konservative Folkeparti at besidde statsministerposten, som forpligtede til at stå som det ansvarlige parti, også i beslutninger, der var upopulære i dets vælgerkorps. Venstres strategi med at markere sig som en opposition inden for regeringen gav partiet en mulighed for at markere sig skarpt.

Den kvæstede Schlüter, tegnet af Roald Als. Det var en kendt sag, at det borgerlige sammenhold efterhånden blev temmelig anstrengt. Det sled på Det Konservative Folkeparti at besidde statsministerposten, som forpligtede til at stå som det ansvarlige parti, også i beslutninger, der var upopulære i dets vælgerkorps. Venstres strategi med at markere sig som en opposition inden for regeringen gav partiet en mulighed for at markere sig skarpt.

For partiet Venstre, som i disse år gjorde meget ud af at præsentere sig med en klarere liberal profil, gik tingene for langsomt, og herfra forsøgte man at præge den politiske debat med krav om større skattenedsættelser og afgiftssænkninger. Ikke mindst partiets næstformand, skatteminister Anders Fogh Rasmussen, markerede sig med skarptskårne udtalelser om, at det danske system befordrede lediggang og passiv understøttelse og i det hele taget var for stort. Den unge, superliberale Venstreløve løb dog i foråret 1990 ind i alvorlige vanskeligheder, da det kom frem, at hans eget ministerium havde anvendt, hvad der blev kaldt „kreativ bogføring” til at skjule et kraftigt merforbrug gennem udskydelse af bestemte posteringer. Den 6. marts måtte Fogh Rasmussen gå den tunge gang og bede regeringen nedsætte en kommissionsdomstol, der kunne placere ansvaret for dette. Da kommissionens rapport forelå i 1992, måtte han gå. Men samtidig steg hans popularitet i Venstrekredse på grund af hans udtalte fjendskab mod skattesystemet.

Populær i Venstrekredse var også undervisningsminister Bertel Haarder, som både i skrift og handling var særdeles flittig som reformator. Haarder var på samme tid besjælet af liberalismens tro på det frie marked som reguleringsform og konservatismens tro på den ideologisk stærke stat. Hans mange uddannelsespolitiske initiativer var præget af et ønske om at styrke en veldefineret faglighed, som mange mente var gået tabt under 1970'ernes fri pædagogik, og han ønskede også at lade erhvervslivet få mere indflydelse på uddannelsernes indhold på bekostning af lærere, elever og andre direkte involverede. Samtidig benyttede han et hidtil uset mål af politisk magt for at opnå kontrol med undervisningen, og med sin blanding af omlægninger og nedskæringer stod han blandt sine meningsfæller som en dygtig mand.

Efter at det den 22. november 1990 kom til et sammenbrud i finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Socialdemokratiet, udskrev Schlüter valg til afholdelse den 12. december 1990. Valget blev et nederlag for Det Radikale Venstre, der mistede tre mandater og nu stod tilbage med kun syv. Partiet tog konsekvensen af valgnederlaget og forlod regeringen, og Niels Helveg Petersen drog den personlige konsekvens at gå af som sit partis politiske ordfører til fordel for Marianne Jelved. Schlüter forsøgte derpå at gendanne firkløversamarbejdet, men de to små partier sagde nej tak. Den brutale fyring efter sidste valg var ikke glemt.

Schlüter kunne nu have overladt tøjlerne til andre. Til Socialdemokratiet. Det gik hele 14 mandater frem og havde dermed sit højeste mandattal siden 1971. Men SF gik ni mandater tilbage, og andre var der ikke i det ny Folketing, som ville støtte en regering med Auken som statsminister. Midt i svækkelsen kunne Schlüter derfor danne sin fjerde regering, nu kun bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Resultatet af folketingsvalget den 12. december 1990:
Centrum-Demokraterne5,1%9 mandater(+ 0)
Det Konservative Folkeparti16,0%30 mandater(÷ 5)
Det Radikale Venstre3,5%7 mandater(÷ 3)
Fremskridtspartiet6,4%12 mandater(÷ 4)
Kristeligt Folkeparti2,3%4 mandater(+ 0)
Venstre15,8%29 mandater(+ 7)
Socialdemokratiet37,4%69 mandater(+ 14)
Socialistisk Folkeparti8,3%15 mandater(÷ 9)

Inden for VK-regeringen blev den liberale profil mere fremtrædende. Det Konservative Folkeparti havde med et mandattab på fem måttet notere sig den tredje tilbagegang i træk, mens Venstre nok en gang havde haft fremgang. Denne gang på syv mandater, hvorved de to partier blev så godt som lige store. Finanslovsforhandlingerne var brudt sammen på grund af uenighed med Socialdemokratiet om, hvorvidt skattelettelser især skulle komme de lavtlønnede eller de mere velstillede til gode, og om, hvor man skulle finde pengene til finansieringen heraf. Regeringen ville tilgodese de velstillede. Spørgsmålet om skattelettelser havde også i høj grad præget valgkampen, og det havde Venstre altså profiteret af. Denne nye situation tog Schlüter tilsyneladende også bestik af. Han, som i 1986 havde erklæret sig som en pragmatisk, midtsøgende konservativ, vurderede nu, netop som Det Konservative Folkeparti fejrede sit 75-års partijubilæum, at de to regeringspartier sikkert inden længe ville blive lagt sammen. „Jeg har altid opfattet mig som både liberal og konservativ, og de fleste af vores vælgere er også begge dele,” forklarede han frejdigt.

I praksis blev kursen ikke synderligt ændret. Den smalle regering måtte lave forlig på kryds og tværs for at overleve, og i al denne manøvrering var det på det nærmeste umuligt at leve op til valgløfterne om lavere marginalskatter og mere liberalisme. Under VK-regeringen kom det dog ikke til at skorte på drama, hverken på den hjemlige scene eller i udenrigspolitikken. Det var de store omvæltningers tid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Fra KVR til KV i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306646