Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et krigsskib til Golfen

Oprindelig forfatter SHR

En anden udenrigspolitisk udfordring kom i kølvandet på Iraks invasion i Kuwait den 2. august 1990. Irak var plaget af enorme gældsposter efter en langvarig krig med Iran. Landets afgørende eksportindtægt kom fra salg af olie, og det var derfor meget alvorligt for landet, at verdensmarkedsprisen på olie var faldende. Iraks diktator Saddam Hussein anklagede Kuwait for i strid med OPEC's aftaler at oversvømme markedet med billig olie, samt for at pumpe en del af denne olie op af irakiske felter. Saddam Hussein havde allerede igennem nogle uger opmarcheret store troppestyrker ved grænsen mellem de to lande, og nu valgte han at slå til og erobre den lille og militært set svage nabo. Invasionen varede under et døgn.

Allerede i forbindelse med opmarchen havde USA besluttet at indføre økonomiske sanktioner mod Irak. Den 4. august fulgte de 12 EF-lande USA's eksempel og indførte stop for import af olie fra Irak og det nu besatte Kuwait. På invasionsdagen fordømte FN's Sikkerhedsråd aggressionen i sin resolution nummer 660, og den 6. august indførte rådet i sin resolution nummer 661 omfattende økonomiske sanktioner mod Irak. Sikkerhedsrådets resolutioner blev truffet i en hidtil sjælden grad af enighed, idet både Sovjetunionen og Kina stod sammen med de vestlige lande. Allerede hermed var billedet tegnet af en meget bred international front, og det blev også kendetegnende for det videre forløb. Saddam Hussein ville ikke opgive invasionen, hvorfor det trak op til en militær afgørelse. En irakisk forholdsregel blev at lukke sine grænser, så vestlige statsborgere ikke kunne rejse ud, og flere hundrede vestlige diplomater, forretningsfolk mv., herunder 83 danskere, blev således reelt taget som gidsler. De blev fra irakisk hold kaldt „gæster”, men for at hindre alle misforståelser erklærede det irakiske parlaments formand allerede den 18. august, at de tilbageholdte ville blive placeret som bombeskjold ved civile og militære anlæg, som under en krig kunne være angrebsmål. Med disse gidsler som trumfkort forsøgte Saddam Hussein at forhandle sig frem uden at rømme det besatte land, indtil Sikkerhedsrådet endelig den 29. november 1990 skar igennem. Det skete med resolution 678, der bemyndigede medlemsstaterne til at „tage alle nødvendige midler i brug for at opretholde og gennemføre Sikkerhedsrådets resolution 660 og alle senere relevante resolutioner og at genoprette international fred og sikkerhed i området”.

 Anker Jørgensen og 16 gidsler i flyet på vej hjem til Danmark efter frigivelsen fra Irak. De danske flag er fremme, Anker er dagens mand, regeringens politik er underløbet.

Anker Jørgensen og 16 gidsler i flyet på vej hjem til Danmark efter frigivelsen fra Irak. De danske flag er fremme, Anker er dagens mand, regeringens politik er underløbet.

Resolutionsteksten gav Irak en frist til den 15. januar 1991 til at trække sig ud, hvorefter magtanvendelse kunne komme på tale. Da Saddam Hussein ikke bøjede sig, indledte FN natten mellem den 16. og 17. januar 1991 en krig mod Irak. Den blev ledet af USA og først og fremmest udkæmpet i luften, hvor overlegne NATO-fly i løbet af få timer vandt det totale herredømme. Den 24. februar blev luftoffensiven fulgt op med indsættelse af meget stærke landstyrker, som tilintetgjorde Iraks forsvarsevne. Efter svære tab og omfattende ødelæggelser i både Irak og Kuwait accepterede Irak den 28. februar, præcis 100 timer efter landkrigens start, FN's resolutioner, den 12. april var Golfkrigen officielt slut. Den internationale alliance havde vundet en klar militær sejr. Iraks militærapparat blev underkastet hårde begrænsninger og kontrol. Men Saddam Hussein blev siddende som diktator og vedblev at være det internationale samfund en torn i øjet.

Annonce

I Danmark var fordømmelsen af den irakiske invasion entydig blandt alle Folketingets partier, hvorimod spørgsmålet om, hvordan Danmark i øvrigt skulle forholde sig, ikke var ganske uproblematisk.

Danmark havde prioriteret sit engagement i FN højt lige siden oprettelsen i 1945. Det lå derfor fint i forlængelse af den hidtidige kurs, at Folketingets partier ved indgangen til 1990'erne, hvor koldkrigsstrukturerne i den internationale politik var under hastig nedbrydning, udtrykte deres forhåbninger om og støtte til et mere aktivt FN. Men Danmark havde på den anden side ikke tradition for at deltage i militære operationer uden for landets grænser. Den 25. august vedtog FN i resolution nr. 665 at iværksætte en embargo mod Irak, og Danmark modtog i den forbindelse en henvendelse fra Kuwait om at bidrage til gennemførelsen heraf. Den 14. august var sagen blevet behandlet i Folketingets udenrigspolitiske nævn, som indstillede til, at Danmark bidrog med fredsbevarende styrker. Regeringen foreslog derefter, at der blev sendt et dansk krigsskib til Den Persiske Golf, og dette resulterede den 31. august i en folketingsbeslutning om at sende korvetten „Olfert Fischer”. Begrundelsen var, at det var vigtigt at sætte handling bag opbakningen til FN. Beslutningen var dog ikke enstemmig, og der var knyttet betingelser til, som gav anledning til politiske brydninger.

 Korvetten Olfert Fischer, på vej til til Den Persiske Golf i september 1990. Skibschef var den 46-årige kommandørkaptajn Henrik Michael Elbro. Olfert Fischers „nummerplade” er F335. „F” angiver, at der er tale om en fregat, hvilket er sandt i den forstand, at en korvet kan betragtes som en lille fregat. Olfert Fischer, der hejste kommando i 1981, Niels Juel fra 1978 og Peter Tordenskiold fra 1982 er med deres 1300 tons alle tre halvt så store som de noget ældre fregatter af Peder Skram-klassen. Disse var netop udgået af flådens tal den 5. juni 1990.

Korvetten Olfert Fischer, på vej til til Den Persiske Golf i september 1990. Skibschef var den 46-årige kommandørkaptajn Henrik Michael Elbro. Olfert Fischers „nummerplade” er F335. „F” angiver, at der er tale om en fregat, hvilket er sandt i den forstand, at en korvet kan betragtes som en lille fregat. Olfert Fischer, der hejste kommando i 1981, Niels Juel fra 1978 og Peter Tordenskiold fra 1982 er med deres 1300 tons alle tre halvt så store som de noget ældre fregatter af Peder Skram-klassen. Disse var netop udgået af flådens tal den 5. juni 1990.

Det eneste parti, som decideret var imod afsendelsen, var SF. Argumentet herfor var, at der ikke var tale om en reel FN-indsats, men derimod om amerikansk pleje af egne interesser. Det var også uomtvisteligt, at USA var drivkraften i den hårde kurs, ligesom USA allerede få dage efter invasionen begyndte at sende store troppestyrker til området. Folketinget gav imidlertid kun „Olfert Fischer” mandat til at optræde som ikke-krigsførende observatør og deltager i blokaden uden ret til at deltage i krigshandlinger, der rakte ud over selvforsvar. Denne holdning lå tæt på den traditionelle og blev kraftigt kritiseret af flere borgerlige politikere, som mente, at Danmark burde optræde mere udfarende og tage aktiv del i internationalt sanktionerede krigshandlinger. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var en ivrig talsmand for denne holdning, og Fremskridtspartiet stemte i sidste ende imod afsendelsen netop med begrundelse i det ukrigeriske mandat.

„Olfert Fischer” afsejlede planmæssigt til Golfen den 12. september, fuldt bevæbnet og med en samlet besætning på 100 frivillige. Efterhånden som selve krigen rykkede nær, blev korvettens mandat genstand for flere politiske sammenstød, også inden for forsvaret selv, men det blev ikke ændret. Alligevel kan det i tilbageblik ses, at „Olfert Fischer” kom til at markere et vendepunkt i retning af en mere aktiv dansk sikkerhedspolitik.

Ud over afsendelsen af „Olfert Fischer” stillede Danmark desuden en række fragtskibe til rådighed, foruden at Mærskrederierne på privat basis bidrog gratis med otte transportskibe for de amerikanske tropper, ligesom en større humanitær hjælp i Golfområdet blev iværksat. Disse tiltag kunne gøres i samdrægtighed. Derimod opstod der uenighed om, hvad man kunne gøre for de danske gidsler i Irak.

 Oplysning eller underholdning? Golfkrigens gang blev fast indslag i tv, ikke mindst på grund af major Svend Bergsteins indsats for at anskueliggøre dens udvikling. Med Gregers Dirckinck-Holmfelds ord havde han en „saglig, men lystfyldt, pædagogisk charme, som fik krigshandlingerne transponeret til et abstrakt plan, hvor sved, død og afrevne lemmer ikke eksisterede, kun taktiske operationer i en fascinerende leg”.

Oplysning eller underholdning? Golfkrigens gang blev fast indslag i tv, ikke mindst på grund af major Svend Bergsteins indsats for at anskueliggøre dens udvikling. Med Gregers Dirckinck-Holmfelds ord havde han en „saglig, men lystfyldt, pædagogisk charme, som fik krigshandlingerne transponeret til et abstrakt plan, hvor sved, død og afrevne lemmer ikke eksisterede, kun taktiske operationer i en fascinerende leg”.

I overensstemmelse med næsten alle andre lande afviste den danske regering at forhandle med det irakiske styre om gidslernes frigivelse. Sanktionerne skulle stå ved magt og ikke brydes ved separate ordninger. Men naturligvis ville gidslerne ud, og en række kendte politikere uden officiel status påtog sig at rejse til Irak og forhandle. Blandt dem var Jesse Jackson fra USA, den tidligere tyske forbundskansler Willy Brandt, den tidligere britiske premierminister Edward Heath – og Anker Jørgensen. De 34 danske gidsler bad Anker Jørgensen forhandle om deres frihed, Anker Jørgensen rejste til Baghdad og fik gennem forhandlinger frigivet de 16 mod lovning på medicin og levnedsmidler, og den 16. november 1990 vendte de hjem til Danmark. At dømme efter væksten i Anker Jørgensens personlige stemmetal i det folketingsvalg, der fandt sted måneden efter, faldt hans initiativ i god jord i det danske vælgerkorps, men Uffe Ellemann-Jensen kritiserede det for at være et brud på FN's linje. Også forhandlerne fra de andre lande fik frigivet gidsler gennem indrømmelser. Umiddelbart før jul frigav Irak imidlertid også næsten alle de resterende. Kun én dansker blev tilbage i Baghdad, angiveligt mistænkt for sortbørshandel. Han blev i januar 1991 smuglet ud af Irak, da diplomaterne blev hjemkaldt.

Krigen mod Irak blev indledt den 17. januar og officielt afsluttet den 12. april 1991. I efteråret vendte korvetten „Olfert Fischer” atter hjem til Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Et krigsskib til Golfen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306648