Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østblokkens opløsning og Danmark

Oprindelig forfatter SHR

Den sovjetiske nyorientering under Gorbatjov blev både i den inden- og udenrigspolitiske dimension lanceret under slagordene „glasnost”, åbenhed eller gennemsigtighed, og „perestrojka”, forandring eller omstilling. Det blev ikke blot begyndelsen til enden for den kolde krig, men også – utilsigtet – dødsstødet for de østeuropæiske kommunistiske regimer og i sidste ende for Sovjetunionen.

Denne opløsningsproces foregik ikke jævnt, men i abrupte, uforudsigelige spring. Selvom frihedsbevægelser gærede i Østeuropa, var der ingen seriøse iagttagere, og sikkert heller ikke mange blandt de direkte involverede, som i foråret 1989 forudså den omkalfatring af det politiske Europakort, der blev en realitet inden årets udgang. Det begyndte i Polen i august, da det oppositionelle Solidaritet overtog regeringsmagten. Herefter fulgte en liberalisering i Ungarn, der i foråret havde åbnet sine grænser mod Østrig og nu tillod ferierende østtyskere at flygte til Østrig. I november-december fandt den fredelige, såkaldte Fløjlsrevolution sted i Tjekkoslovakiet, og den 9. november 1989 gav den østyske regering efter for et voldsomt folkeligt pres og åbnede for østtyske borgeres frie adgang til Vestberlin. Beslutningen resulterede i et fuldstændigt sammenbrud for DDR, der mindre end et år efter var indlemmet i Forbundsrepublikken. Hermed var den kolde krig i realiteten afsluttet. Officielt blev der sat punktum på mødet i Konferencen om Europæisk Sikkerhed og Samarbejde (CSCE) i København i december 1990. Den 31. marts 1991 blev Warszawapagten erklæret opløst.

 To dage efter murens fald i Berlin den 9. november 1989. Borgere fra Øst- og Vestberlin mødes på muren ved Brandenburger Tor.

To dage efter murens fald i Berlin den 9. november 1989. Borgere fra Øst- og Vestberlin mødes på muren ved Brandenburger Tor.

Hidtil var omvæltningerne forløbet næsten uden voldsanvendelse. Allerede i 1987 havde Gorbatjov erklæret sin vilje til at lade andre Warszawapagtlande følge deres egen kurs, og under indtryk af de tiltagende folkelige demonstrationer havde de kommunistiske regimer set skriften på væggen og givet efter. Samme overordnede mønster fulgtes i Bulgarien i december 1989, men ikke i Rumænien, hvor diktatoren Nicolae Ceausescu og hans kone i juledagene 1989 blev henrettet ved lynch-justits under et kaotisk og blodigt kup. Uden for Warszawapagten opgav Jugoslaviens kommunistparti den 22. januar 1990 sit magtmonopol.

Annonce

På denne tid begyndte opløsningen af Sovjetunionen. Befolkningerne i de tre baltiske sovjetrepublikker stemte ved frie valg i februar og marts 1990 for uafhængighed, og gennem 1990 og 91 udviklede tilstandene sig i Sovjetunionen til en heksekedel af demokratibevægelser, løsrivelsesbestræbelser og militære aktioner uden for regeringens kontrol, for den 19. august 1991 at kulminere i et kommunistisk kupforsøg mod Mikhail Gorbatjov. Kuppet mislykkedes, men vinderen blev Boris Jeltsin, ikke Gorbatjov. Ved udgangen af august 1991 var kommunistpartiet suspenderet og Øverste Sovjet ophævet. Sovjetunionen blev opløst og erstattet af løsere samarbejdsrelationer mellem nogle af de nu 15 selvstændige stater. Den 25. december 1991 opgav Gorbatjov til fordel for Jeltsin, der ikke længere erklærede sig som kommunist. „Den virkeliggjorte socialisme” i Europa var blevet historie, bortset fra det lille Albanien, der på grund af sin isolation også fra de øvrige østeuropæiske lande havde kommunistisk styre helt til foråret 1992.

Denne strøm af begivenheder blev i Danmark hilst velkommen af stort set alle, både i det politiske liv og i befolkningen. Midt i uoverskueligheden og foranderligheden var det dog vanskeligt at bestemme, hvordan Danmark og danskerne konkret kunne præge disse store forandringer.

Et stort tænkt forsøg på græsrodsplan blev gjort med ungdomsprojektet Next Stop Sovjet i sensommeren 1989. Det udsprang fra de samme kredse, som havde lavet Next Stop Nevada, men hvor dette som en del af fredsbevægelsens aktiviteter havde drejet sig om protest mod atomprøvesprængninger, udviklede Next Stop Sovjet sig i retning af at handle om dialog og åbenhed, glastnost, mellem unge i øst og vest. Ideen var, at nogle tusinde unge – det blev til 3000 – fra Skandinavien skulle mødes med sovjetiske unge og sammen diskutere og leve livet og forstå hinanden. De kom også af sted og fik sammen med sovjetiske samarbejdspartnere afviklet næsten 300 større og mindre projekter, og i hvert fald i Danmark vakte både forberedelserne og den tre uger lange tur betydelig opmærksomhed. Det med den fælles forståelse blev nok en blandet fornøjelse. Initiativet udgik fra vestlige unge, deres normer og adfærd satte den grundlæggende præmis, og tolerancen over for de fattige undertrykte i øst var ikke altid i top, når disse ikke kunne se, hvad der var bedst for dem selv. „Kulturimperialisme” var Informations dom over projektet i en leder den 17. oktober 1989.

 Op mod julen 1989 bragte verdenspressen mange historier om den rumænske hærs grusomheder. Fotografiet af en massegrav indeholdende nogle af de 12.000 personer, der angiveligt skulle være skudt i byen Timisoara, tjente som bevis på det kommunistiske styres hensynsløshed. Det viste sig senere, at der ikke havde fundet nogen massakre sted i byen, og at ligene på fotografiet stammede fra den lokale kirkegård. En alvorlig påmindelse om, at sandheden ikke nødvendigvis ligger i pressefotografier og dramatiske reportager.

Op mod julen 1989 bragte verdenspressen mange historier om den rumænske hærs grusomheder. Fotografiet af en massegrav indeholdende nogle af de 12.000 personer, der angiveligt skulle være skudt i byen Timisoara, tjente som bevis på det kommunistiske styres hensynsløshed. Det viste sig senere, at der ikke havde fundet nogen massakre sted i byen, og at ligene på fotografiet stammede fra den lokale kirkegård. En alvorlig påmindelse om, at sandheden ikke nødvendigvis ligger i pressefotografier og dramatiske reportager.

Next Stop fik dog som udløber en del kulturkontakter med især Baltikum. Et varigt bidrag kom på dagbladet Politikens foranledning, da det i 1989 foranstaltede indsamling af omkring to millioner kroner til oprettelsen af et dansk kulturinstitut i Letlands hovedstad Riga. Instituttet blev indviet den 19. marts 1990 med Rikke Helms som leder.

Kontakt til de tre baltiske lande blev i det hele taget lidt af en dansk hjertesag. Uffe Ellemann-Jensens personlige engagement spillede her en ikke ubetydelig rolle. Udenrigsministeren var utrættelig i sin promovering af den baltiske selvstændighed, også selvom det kunne vække bekymring også i vestlige diplomatiske kredse. Af hensyn til Gorbatjovs vaklende position over for sovjetiske traditionalister ønskede man her ikke markeringer, der for stærkt kunne tolkes som indblanding til fordel for de nationale løsrivelsesønsker. Uffe Ellemann-Jensen gik lige til stregen, da han under CSCE-konferencen i Paris i september 1990 sørgede for, at repræsentanter for de baltiske lande kunne udtale sig til pressen, selvom de på grund af de tre landes status som sovjetrepublikker ikke havde ret til egen deltagelse i mødet.

Da sovjetisk militær i januar 1991 blev indsat under et kup i Litauen og Letland i januar 1991 og skød på civile, kom det ikke blot til en skarp officiel dansk fordømmelse, men også til en større demonstration på Rådhuspladsen i København. Litauen løsrev sig fra Sovjetunionen efter en folkeafstemning i februar 1991. I de sidste timer af det mislykkede kup mod Gorbatjov fulgte Estland og Letland efter den 21. august. Den 25. august 1991 anerkendte Danmark som det første land de tre baltiske stater, og allerede dagen efter rejste den danske ambassadør i Stockholm Otto Borch til Riga for at forberede oprettelsen af ambassaderne i Riga, Vilnius og Tallinn.

Danmarks nære forhold til de baltiske stater varede ved gennem 1990'erne, hvilket for eksempel kom til udtryk i den støtte, de fra dansk side fik i deres optagelsesansøgninger til EU, såvel som til andre vestlige organer. Uffe Ellemann-Jensens personlige engagement blev videreført, også efter at han var gået af som udenrigsminister.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Østblokkens opløsning og Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306647