Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Atomvalg og en ny regeringskonstellation

Oprindelig forfatter SHR

I dette ny afspændingsklima bortfaldt en stor del af de oprindelige bevæggrunde for det sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, og man kunne måske derfor forvente, at der endelig ville blive ro om den danske sikkerhedspolitik. Dette så meget mere som at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i maj 1987 erklærede, at regeringen ikke længere ville tolerere dagsordener, der pålagde den at fremføre nye fodnoter i NATO, men ville udskrive valg, hvis det alligevel skete. Et flertal i Folketinget skulle med andre ord være rede til at vælte regeringen på et sikkerhedspolitisk spørgsmål, hvad jo især Det Radikale Venstre hidtil var veget tilbage for. Til trods herfor kom det den 14. april 1988 til endnu en dagsorden, og den førte til udskrivelsen af et nyt folketingsvalg, kun ni måneder efter det forrige.

 Danmarks udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var en mand med høj cigarføring. Da han i 1984 blev formand for Venstre, lovede han at „sælge billetter”. I vælgermæssig henseende lykkedes det først fra folketingsvalget i 1988, hvor Venstre vandt de tre mandater, det havde sat til året før. I kølvandet på Iraks invasion i Kuwait i 1990 og under den efterfølgende krig fik Ellemann-Jensen et image i Danmark som statsmand på grund af de mange og skarpe udtalelser, han her fremsatte. Det rakte dog aldrig til en af de internationale topposter, han gik efter, da tiden som udenrigsminister var forbi.

Danmarks udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var en mand med høj cigarføring. Da han i 1984 blev formand for Venstre, lovede han at „sælge billetter”. I vælgermæssig henseende lykkedes det først fra folketingsvalget i 1988, hvor Venstre vandt de tre mandater, det havde sat til året før. I kølvandet på Iraks invasion i Kuwait i 1990 og under den efterfølgende krig fik Ellemann-Jensen et image i Danmark som statsmand på grund af de mange og skarpe udtalelser, han her fremsatte. Det rakte dog aldrig til en af de internationale topposter, han gik efter, da tiden som udenrigsminister var forbi.

Dagsordenen fandt sted på baggrund af spørgsmålet om atombevæbning på de amerikanske krigsskibe, som jævnligt anløb danske havne. Det havde været dansk politik siden 1950'erne at afvise atomvåben på dansk jord, og det var landets allierede bekendt med. På den anden side var mange af de amerikanske krigsskibe, som mellem år og dag havde anløbet danske havne, kendt for at have atomvåben som standardbevæbning. Dette problem var igennem årene blevet klaret ved at lade, som om det ikke eksisterede. Danske myndigheder stillede ikke spørgsmål om atombevæbningen og undgik på den måde svar, som kunne give problemer. Problemet var imidlertid spidset til under atomvirakken i almindelighed og den amerikansk-newzealandske konflikt om samme emne i særdeleshed. I forlængelse af et skibbrudent SF-forslag fra efteråret 1987 stod Socialdemokratiet i slutningen af marts 1988 parat med et dagsordenforslag til en stramning af den danske politik på området gående ud på at afkræve kaptajnen på det enkelte krigsskib et svar.

Sagen var penibel. Kaptajnerne på de besøgende US-krigsskibe havde ikke bemyndigelse til at udtale sig om atombevæbning, idet USA's politik var hverken at be- eller afkræfte spørgsmål herom. Konsekvensen måtte være en dansk afvisning af skibene. USA's ambassadør, Terence Todman, søgte personligt at få Socialdemokratiets ny formand Svend Auken til at afstå fra at stille forslaget, og senere havde Schlüter, Ellemann-Jensen og Auken et møde om samme sag. Om der blev indgået aftaler på dette møde eller ikke står hen i det uvisse – senere føg gensidige beskyldninger mellem Schlüter og Auken om løftebrud og løgn gennem luften. I hvert fald fremsatte ikke blot oppositionen, men også regeringen dagsordenforslag til den udenrigspolitiske debat i Folketinget den 14. april 1988. Også regeringsforslaget indeholdt en skærpelse af den hidtidige politik med hensyn til at gøre opmærksom på forbuddet mod atomvåben på dansk territorium, blot skulle det kun ske i form af en påmindelse til andre stater og krævede altså fortsat ikke noget svar.

Annonce

 Niels Helveg Petersen gik efter statsministerposten ved folketingsvalget den 10. maj 1988. I stedet mistede hans parti et mandat, og Marianne Jelved overtog efter kun et halvt år på tinge posten som formand for Det Radikale Venstres folketingsgruppe.

Niels Helveg Petersen gik efter statsministerposten ved folketingsvalget den 10. maj 1988. I stedet mistede hans parti et mandat, og Marianne Jelved overtog efter kun et halvt år på tinge posten som formand for Det Radikale Venstres folketingsgruppe.

Regeringens forslag skulle behandles først, og da både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre kunne leve med indholdet, kunne man se frem til, at det blev vedtaget, og at det mere vidtgående socialdemokratiske i konsekvens heraf ville bortfalde. Imidlertid fandt SF's Steen Gade og Pelle Voigt under debatten en paragraf i Folketingets forretningsorden, der gav mulighed for at bytte om på afstemningsrækkefølgen, hvis 17 MF'ere skriftligt anmodede om det. De socialdemokratiske MF'ere kunne herefter imødese, at et andet parti startede en underskriftindsamling til fordel for det socialdemokratiske forslag, og de ville ikke med prestigen i behold kunne undslå sig for at støtte det. Derfor tog de tyren ved hornene og gik selv i gang med at samle underskrifterne. Forslaget var formuleret af Anker Jørgensen og den udenrigspolitiske ordfører Lasse Budtz, to af Aukens nærmeste i folketingsgruppen, og så var der ingen vej udenom. Det første navn på listen måtte naturligvis være partiets formand. Og det socialdemokratiske forslag blev vedtaget.

Dette udfald af dagens debat var overrumplende og dramatisk. I udlandet vakte dagsordenen opsigt, og blandt de NATO-allierede var reaktionerne voldsomme. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da Schlüter den 19. april udskrev folketingsvalg til afholdelse den 10. maj. „Hovsa-valget”, eller „atomvalget” som en kvik presse benævnte det.

 Socialdemokraten Lasse Budtz ved en demonstration i 1988 foran den sovjetiske ambassade i København. Folketingsvalget den 10. maj betød et stop for fodnotepolitikken. Det betød også enden på Lasse Budtz' tid som folketingspolitiker. Journalisten Budtz, der havde siddet i Folketinget siden 1973 og var formand for sit partis udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg mellem 1969 og 1973 og igen mellem 1979 og 1998, blev ofte betegnet som fodnotepolitikkens arkitekt.

Socialdemokraten Lasse Budtz ved en demonstration i 1988 foran den sovjetiske ambassade i København. Folketingsvalget den 10. maj betød et stop for fodnotepolitikken. Det betød også enden på Lasse Budtz' tid som folketingspolitiker. Journalisten Budtz, der havde siddet i Folketinget siden 1973 og var formand for sit partis udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg mellem 1969 og 1973 og igen mellem 1979 og 1998, blev ofte betegnet som fodnotepolitikkens arkitekt.

Statsministeren begrundede sin beslutning med, at regeringen ikke fandt den ny dagsorden i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i NATO, og sikkerhedspolitikken blev også det overskyggende tema i den korte valgkamp. Et meget usædvanligt fænomen i dansk politik. Det lod dog ikke til at flytte synderligt mange stemmer. Firkløveret kom ud af valget med 70 mandater, præcis samme antal som før valget.

Forandringer fandt derimod sted inden for de hidtidige blokke. Mens Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti begge bevarede deres hidtidige mandattal, henholdsvis ni og fire mandater, mistede Det Konservative Folkeparti yderligere tre og rådede nu over 35, mens Venstre gik tre frem til 22. Socialdemokratiet vandt et enkelt mandat, mens SF mistede tre, Det Radikale Venstre et, og Fælles Kurs helt gled ud af Folketinget. Valgets sejrherre måtte siges at være Fremskridtspartiet. Det vandt syv mandater og rådede dermed over 16. Det betød formelt en styrkelse af regeringens grundlag, men rigtig nok med en forskydning over mod det yderste højre, til et parti, der ikke just havde ry for stabilitet i sin politiske kurs og sine samarbejdsrelationer.

Resultatet af folketingsvalget den 10. maj 1988:
Centrum-Demokraterne4,7 %9 mandater(+0)
Det Konservative Folkeparti19,3 %35 mandater(÷ 3)
Det Radikale Venstre5,6 %10 mandater(÷ 1)
Fremskridtspartiet9,0 %16 mandater(+7)
Fælles Kurs1,9 %0 mandater(÷ 4)
Kristeligt Folkeparti2,0 %4 mandater(+0)
Venstre11,8 %22 mandater(+3)
Socialdemokratiet29,8 %55 mandater(+1)
Socialistisk Folkeparti13,0 %24 mandater(÷ 3)

 Socialdemokratiets nye formand Svend Auken blev i april 1988 opsøgt af USA's ambassadør Terence B. Todman, som overbragte en skarp protest mod et socialdemokratisk forslag om, at udenlandske krigsskibe skulle erklære, at de ikke medbragte atomvåben, når de anløb en dansk havn. På et efterfølgende møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe sagde han om besøget: „Nu ved jeg, hvordan det må være at sidde i Budapest og få direktiver fra Moskva.”

Socialdemokratiets nye formand Svend Auken blev i april 1988 opsøgt af USA's ambassadør Terence B. Todman, som overbragte en skarp protest mod et socialdemokratisk forslag om, at udenlandske krigsskibe skulle erklære, at de ikke medbragte atomvåben, når de anløb en dansk havn. På et efterfølgende møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe sagde han om besøget: „Nu ved jeg, hvordan det må være at sidde i Budapest og få direktiver fra Moskva.”

Regeringsdannelsen blev en meget langtrukken affære, hvor både Schlüter, Auken og Helveg Petersen førte sig frem som statsministeremner. Først led en forhandlingsrunde under ledelse af Folketingets formand, den socialdemokratiske Svend Jakobsen, skibbrud, dernæst en runde ledet af Helveg Petersen. Endelig forsøgte Poul Schlüter sig og kunne den 3. juni 1988 som statsminister for tredje gang præsentere en ny regering. Og den var en overraskelse. Det Radikale Venstre var med, men de to små partnere i det hidtidige regeringssamarbejde, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, var ude. Uffe-Ellemann-Jensen var fortsat udenrigsminister, Niels Helveg Petersen blev økonomiminister, og yderligere fire radikale fik også ministerposter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Atomvalg og en ny regeringskonstellation i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306689