Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Til folkeafstemning om unionen

Oprindelig forfatter SHR

Ikke kun de vesteuropæiske regeringer og de politiske partier og interesseorganisationer, som traditionelt hørte til i magtens cirkler, kom med bud på, hvordan man skulle forholde sig til de store internationale omvæltninger. Det gjorde også oppositionelle kredse, og herfra blev mange forsøg gjort på at formulere en strategi, der gik ud på at nedprioritere eller ligefrem afvikle de tilbageværende mellemstatslige strukturer, især EF, for i stedet at udvikle Gorbatjovs uspecificerede vision om „det fælles europæiske hus”. Den slags ideer passede også de danske EF-modstandere, som med den kommende folkeafstemning om Maastrichttraktaten igen fik en konkret sag at arbejde imod.

Efterhånden som unionsspørgsmålet rykkede i forgrunden, blev modstandernes dilemma mellem at fortsætte en konsekvent afvisning af hele EF-samarbejdet eller „blot” at afvise den videre integrationskurs dog også mere presserende. Valget havde en principiel betydning, for så vidt som det indebar en vurdering af realismen og nytten i en fortsat afvisning af dansk deltagelse i alt, hvad EF arbejdede sammen om. For eksempel miljøspørgsmål, hvor nødvendigheden af et samarbejde mellem landene blev mere og mere indlysende. Hertil kom mere pragmatiske betænkeligheder blandt modstanderne, der måtte overveje, hvorvidt man efter nederlag i to folkeafstemninger overhovedet kunne forvente at vinde et flertal af danskerne for en afvisning af EF, eller om man ikke simpelthen var nødt til at søge samarbejde med de EF-tilhængere, som samtidig var unionsmodstandere.

 Formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn (t.v.), gratulerer Gert Petersen på 60-års fødselsdagen i 1987. Da DKP's formand siden 1977 Jørgen Jensen døde i 1987, blev den 32-årige SiD-formand fra Horsens, Ole Sohn, valgt til ny formand. Ole Sohn repræsenterede den del af DKP, der sluttede op bag Gorbatjovs forsøg på fornyelse af Sovjetunionen. Sohn optrådte selv mere åbent end sædvanligt blandt DKP's ledere. Det hjalp dog ikke partiet, der mistede de fleste medlemmer frem til 1990, hvorefter de resterende blev splittet op i selvstændige organisationer.

Formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn (t.v.), gratulerer Gert Petersen på 60-års fødselsdagen i 1987. Da DKP's formand siden 1977 Jørgen Jensen døde i 1987, blev den 32-årige SiD-formand fra Horsens, Ole Sohn, valgt til ny formand. Ole Sohn repræsenterede den del af DKP, der sluttede op bag Gorbatjovs forsøg på fornyelse af Sovjetunionen. Sohn optrådte selv mere åbent end sædvanligt blandt DKP's ledere. Det hjalp dog ikke partiet, der mistede de fleste medlemmer frem til 1990, hvorefter de resterende blev splittet op i selvstændige organisationer.

Dilemmaet gav anledning til alvorlige magtkampe i Folkebevægelsen mod EF, som på samme tid var præget af organisatorisk ustabilitet. Folkebevægelsen havde fra sin stiftelse i 1972 været ledet af et kludetæppe af mindre oppositionelle organisationer af vidt forskellig observans, men med kraftig organisatorisk dominans fra DKP. Da DKP gik i opløsning i kølvandet på Østeuropas og Sovjetunionens sammenbrud, kæmpede andre småpartier fra venstre- og højrefløjen indædt for at udfylde tomrummet. Kampene resulterede i, at Folkebevægelsen mistede sin position som den centrale organisation for integrationsmodstand. I efteråret 1991 meldte SF sig ud af Folkebevægelsen, og i løbet af 1991 trådte nye modstan-derorganisationer frem, som med sigte på unionsmodstand i stedet for EF-modstand håbede at kunne slå bedre igennem i den danske opinion.

Annonce

Betydningsfulde blandt de ny unionsmodstandere blev Fagbevægelsen mod EF-Unionen, Nødvendigt Forum, Frihedsbrev 92 og Danmark 92. Især Nødvendigt Forum og Frihedsbrev 92 appellerede meget til borgerligt sindede vælgere, mens Danmark 92 var politisk bredere anlagt og med frontskikkelser som universitetslærerne Drude Dahlerup og Niels I. Meyer fik det største gennemslag. I efteråret 1992 blev Danmark 92 gjort permanent under navnet Junibevægelsen, nu også med Jens-Peter Bonde, Folkebevægelsens kendteste skikkelse gennem årene, i spidsen.

 Universitetslæreren Drude Dahlerup og Folkebevægelsen mod EFs veteran Jens-Peter Bonde blev fremtrædende skikkelser i organiseringen af modstanden mod Maastrichttraktaten. Efter folkeafstemningen blev de at finde i den ny Junibevægelse, der var vendt mod EU, men blandt sine tilhængere talte mange tilhængere af det økonomiske samarbejde, som hidtil havde fundet sted i EF.

Universitetslæreren Drude Dahlerup og Folkebevægelsen mod EFs veteran Jens-Peter Bonde blev fremtrædende skikkelser i organiseringen af modstanden mod Maastrichttraktaten. Efter folkeafstemningen blev de at finde i den ny Junibevægelse, der var vendt mod EU, men blandt sine tilhængere talte mange tilhængere af det økonomiske samarbejde, som hidtil havde fundet sted i EF.

I den afstemningskampagne, som forløb gennem foråret 1992, spillede disse nye modstanderorganisationer sammen med Folkebevægelsen en stor rolle, men i forhold til optakten til Pakkeafstemningen blev debatten denne gang alligevel endnu mere præget af de politiske partier. For modstandersidens indsats drejede det sig om SF, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti. Normalt tre af Folketingets mindre betydende partier, som tilsammen kun rådede over 31 mandater.

Det kunne ikke overraske, at SF var imod Maastrichttraktaten og anbefalede et nej ved folkeafstemningen, selvom SF siden 1986 faktisk havde flyttet sig ikke så lidt i retning af accept af EF. Fremskridtspartiets nej betegnede derimod en vending. Fremskridtspartiets modstand blev første gang markeret på partiets landsmøde i september 1991, da den politiske ordfører Pia Kjærsgaard betegnede unionsplanerne som en opgivelse af den hidtidige vision om frihandel til fordel for en „planøkonomisk superstat”. I Kristeligt Folkeparti fandt et snævert flertal traktatens vægt på den sociale dimension utilstrækkelig og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde for vidtgående, hvilket betød en underkendelse af folketingsgruppens accept. Hermed havde borgerligt sindede modstandere fået talerør for argumenter, der pegede i både den ene og anden retning. Det skulle vise sig at blive væsentligt for afstemningens udfald, idet netop en vækst i den borgerlige skepsis blev et kendetegn for udviklingen i 1990'ernes europapolitiske holdninger.

 Dagen derpå. Politikens forside den 3. juni 1992 med et kort over fordelingen af ja-og nej-områder ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten dagen før. I forhold til folkeafstemningerne i 1972 og 1986 var stemmeafgivelsen mindre præget af geografiske og erhvervsmæssige forskelle, men til gengæld mere socialt og kønsmæssigt betinget. Vælgere i underordnede stillinger stemte overvejende nej, mens vælgere i overordnede stillinger og med højere indkomster overvejende stemte ja. Flere kvinder end mænd var nej-sigere.

Dagen derpå. Politikens forside den 3. juni 1992 med et kort over fordelingen af ja-og nej-områder ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten dagen før. I forhold til folkeafstemningerne i 1972 og 1986 var stemmeafgivelsen mindre præget af geografiske og erhvervsmæssige forskelle, men til gengæld mere socialt og kønsmæssigt betinget. Vælgere i underordnede stillinger stemte overvejende nej, mens vælgere i overordnede stillinger og med højere indkomster overvejende stemte ja. Flere kvinder end mænd var nej-sigere.

Tegnene herpå skulle tilhængerne måske have været mere opmærksomme på. En nøjere granskning af ja-partiernes og de store organisationers kampagner tyder på, at de gennem hele forløbet tog et positivt resultat for en given sag, hvorfor den skepsis, der blev ytret, blev afvist med forsikringer om, at unionen ikke ville betyde det store, eller den blev behandlet med en vis arrogance, som bragte modstanderne moralsk i offensiven. Netop arrogance fandt man i høj grad i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens optræden, at dømme efter mange mishagsytringer i avisernes læserbrevsspalter. Vælgeranalyser foretaget efter afstemningen tyder i hvert fald på, at mange valgte at opfatte folkeafstemningen som et opgør mellem et elitært „Overdanmark” og et folkeligt „Underdanmark”. Ud af de i øvrigt meget komplicerede vælgermønstre trådte en tendens til et socialt og økonomisk skel i vælgeradfærden. Personer i underordnede stillinger stemte overvejende nej, modsat personer i overordnede stillinger og med højere indkomster. Flere kvinder end mænd var nejsigere. Erhvervsgrupper fremtrådte til gengæld i deres helhed mindre ensartet på den ene af siderne end tidligere set, og skellet mellem land og by var ligeledes mindre udtalt.

Så kom afstemningen den 2. juni 1992. Den blev en rigtig gyser. Sensation lå på lur allerede ved den første prognose, som gav nejsiden en betydelig overvægt. Det stod i klar modsætning til tendensen i forårets mange meningsmålinger.

I løbet af valgaftenen halede tilhængerne ind på modstanderne, indtil alle stemmer endelig var talt op, og der ikke var mere at hale ind af. Af de 83,1 procent af vælgerne, som havde afgivet deres stemme, sagde 50,7 procent nej og 49,3 procent ja. Kun 46.847 stemmer skilte de to blokke, men det var nok. Danmark havde overraskende forkastet Maastrichttraktaten. De ledende politikere på Christiansborg havde vanskeligt ved at finde en grimasse, der kunne passe. Den internationale presse var også i chok. For nu havde ikke kun Danmark, men også EF problemer, der ikke lige var til at overskue. EF fandt sin løsning og blev ved nytåret 1993 til EU. Danmark fandt også en løsning, inden for samarbejdet, men forinden var der sket meget i dansk politik, og det blev ikke under KV-regeringen, at tingene faldt på plads.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Til folkeafstemning om unionen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306655