Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Firkløverregeringen

Oprindelig forfatter SHR

I 1985 talte Danmarks borgerlige regering og dens tilhængere om genopretningen, omstillingen og opsvinget, og regeringen benævnte sig selv ved det lykkeklingende navn Firkløveret. Flotte betegnelser, som dog måtte konkurrere med modsatrettede betegnelser som den sociale massegrav, nedskæringspolitikken og fattigfirserne. Politisk slagordskamp var fremtrædende i 1980'erne. Den slags kunne man trække på skuldrene af, men for så vidt som navngivning af fænomener præger vore opfattelser af deres karakter, havde det betydning, om den positive eller den negative værdisætning blev den fremtrædende.

Firkløverregeringen, som bestod af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne, pressede med erhvervslivet i ryggen på for at ændre erhvervsforhold, fordeling og velfærdssystemer, og det bekom ikke alle lige vel. Regeringen var blevet dannet den 10. september 1982. Allerede på det tidspunkt havde de fire partier i nogen tid markedsført sig i fællesskab som et realistisk borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regeringsdominans. Slagvaren havde været en kraftig kritik af den danske økonomi, som havde udviklet sig i negativ retning i kriseårene efter 1973, og især en kritik af den stigende udlandsgæld og underskuddet på statsfinanserne.

 Poul Schlüter, Danmarks konservative statsminister siden den 10. september 1982 og den første borgerlige statsminister i det 20. århundrede som præsterede at fortsætte på posten ud over én valgperiode. Schlüter nåede at være statsminister i ti år og fire måneder, og da han i 1994 stillede op ved valget til Europaparlamentet, satte han dansk rekord med 247.956 personlige stemmer. På billedet er statsministeren i selskab med to af sine nærmeste politiske fæller i firkløverregeringens første tid. Han sidder omgivet af (fra venstre) forsvarsminister Hans Engell, justitsminister Erik Ninn-Hansen og socialminister Palle Simonsen, som 1984-89 var finansminister.

Poul Schlüter, Danmarks konservative statsminister siden den 10. september 1982 og den første borgerlige statsminister i det 20. århundrede som præsterede at fortsætte på posten ud over én valgperiode. Schlüter nåede at være statsminister i ti år og fire måneder, og da han i 1994 stillede op ved valget til Europaparlamentet, satte han dansk rekord med 247.956 personlige stemmer. På billedet er statsministeren i selskab med to af sine nærmeste politiske fæller i firkløverregeringens første tid. Han sidder omgivet af (fra venstre) forsvarsminister Hans Engell, justitsminister Erik Ninn-Hansen og socialminister Palle Simonsen, som 1984-89 var finansminister.

Velstanden var nemlig siden 1973 i nogen grad blevet sikret på lånte penge, hvad der havde medført en efterhånden meget stor udlandsgæld. Den var således vokset fra beskedne 17 milliarder kroner i 1972 til 100 milliarder i 1980 og hele 161 milliarder i 1982. Det betød, at alene rentebyrden i forbindelse med tilbagebetalingen hastigt bevægede sig mod højder, som alvorligt truede velfærden og landets økonomiske manøvremuligheder. Set i forhold til eksportindtægterne var der fra 1972 til 1980 således tale om en nettostigning fra nul til 8 procent i rentebetalingerne, men fra 1980 til 1982 yderligere en stigning til 11 procent. Det var en voldsom acceleration, hvis ophør krævede forandringer i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Mærkbare økonomiske stramninger var påkrævede, hvad den socialdemokratiske mindretalsregering i 1982 også havde været parat til. Det kunne ses i dens udspil til en ny finanslov, der opererede med kraftige offentlige besparelser. Da den borgerlige opposition imidlertid blokerede for finanslovens vedtagelse, opløste statsminister Anker Jørgensen sin regering og trådte tilbage uden at udskrive folketingsvalg. På denne måde åbnede han vejen for Firkløveret, som snart efter præsenterede et nyt finanslovforslag, der med hensyn til de vigtigste besparelser ikke afveg synderligt fra det socialdemokratiske.

Annonce

Firkløverregeringen lagde imidlertid en række andre prioriteringer til grund og talte i den forbindelse om et systemskifte i dansk politik. Regeringen søgte nemlig inspiration i de liberale økonomiske opfattelser, som på samme tid stortrivedes i så vigtige lande som USA og Storbritannien og til dels også i Vesttyskland. Den talte om borgernes frie erhvervsudfoldelser frem for statslig styring af økonomien og fandt, at det kollektive sikkerhedsnet hæmmede initiativ og virkelyst og dermed ikke bare var dyrt, men også ødelæggende for samfundsdynamikken. Ligevægt på statsbudgettet blev både set som udgangspunkt for tilbagebetaling af udlandsgælden og som idealtilstand for en sund økonomi. Hele den offentlige udgiftspolitik blev gjort til genstand for kritisk undersøgelse, og det omfattende system af offentlige velfærdsforanstaltninger, hvor alle i princippet havde ens rettigheder, blev sat under anklage for at bidrage stærkt til den økonomiske misere.

 Da statsministeren den 4. maj 1985 holdt tale på Rådhuspladsen i København i forbindelse med 40-års dagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt, bombarderede nogle blandt tilhørerne ham med rådne æg, så politiet måtte beskytte ham med plexiglasskjolde. Selvom det gik mindre hårdt for sig ved højtidelighederne andre steder i landet, blev flere af dem præget af de skarpe modsætninger mellem tilhængerne og modstanderne af den igangværende NATO-oprustning.

Da statsministeren den 4. maj 1985 holdt tale på Rådhuspladsen i København i forbindelse med 40-års dagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt, bombarderede nogle blandt tilhørerne ham med rådne æg, så politiet måtte beskytte ham med plexiglasskjolde. Selvom det gik mindre hårdt for sig ved højtidelighederne andre steder i landet, blev flere af dem præget af de skarpe modsætninger mellem tilhængerne og modstanderne af den igangværende NATO-oprustning.

I forbindelse hermed gjorde Firkløverregeringen sig til fortaler for en almindeligt udbredt holdning i det borgerlige vælgerkorps gående ud på, at lønninger, arbejdsløshedsunderstøttelse og de forskellige sociale støtteordninger lå på et for højt niveau. Ikke blot i forhold til samfundets økonomiske formåen, men også i forhold til, hvad rimeligt og hensigtsmæssigt var. For generøse støtteordninger kunne sænke den enkeltes incitament til at forsørge sig selv. En omfordeling til fordel for erhvervslivet blev derfor set som retfærdig og på samme tid også ønskelig for at få mere gang i hjulene. De bestræbelser på at skabe større social og økonomisk lighed, som i årtier havde været et overordnet velfærdsstatsligt mål, kom hermed i anden række.

Firkløverregeringen satsede fra starten på en styrkelse af konkurrenceevnen og erhvervslivets vilkår og på fjernelse af underskuddet på betalingsbalancen og statsbudgettet inden henholdsvis 1987 og 1990. Regeringen lagde ud med at suspendere de automatiske dyrtidsreguleringer, arbejdsløshedsunderstøttelsen og bistandshjælpen blev sænket, der blev indført en karensdag ved sygdom osv. Desuden blev bloktilskuddene til kommunerne sænket, og samtidig skulle de offentlige indtægter øges, blandt andet gennem en „realrenteafgift” på pensionsopsparinger, forøgelse af de individuelle medlemsbidrag til arbejdsløshedsforsikringen og forhøjelse af brugerbetalingen for visse offentlige ydelser. Siden fulgte flere tiltag af samme karakter.

Politiske kommentatorer havde fra starten ytret tvivl om Firkløverregeringens levedygtighed. Denne tvivl blev gjort til skamme. Regeringen var smal. De fire deltagende partier rådede kun over 65 ud af Folketingets 175 mandater, og man var derfor afhængig af støtte fra flere andre partier. Men Det Radikale Venstre tilkendegav fra starten sin støtte, og under den konservative statsminister Poul Schlüters smidige ledelse formåede regeringen også at knytte det ellers så uberegnelige Fremskridtsparti til sig som støtteparti i de økonomiske spørgsmål. Hertil kom, at heller ikke Socialdemokratiet var rigtig interesseret i at vælte regeringen i de første år. Partiet brændte ikke af lyst til at lægge ryg til en sparepolitik, som det nok erkendte nødvendigheden af, men som var upopulær i dets vælgerkorps.

Samtidig blev Firkløverregeringen hjulpet godt på vej af eksterne faktorer som et internationalt fald i rente- og prisniveauet og forbedrede eksportmuligheder. Erhvervslivet reagerede positivt på regeringsskiftet, og allerede i løbet af det første år faldt det danske inflations- og renteniveau, underskuddet på statsbudgettet samt betalingsbalanceunderskuddet betragteligt. Danmark bevægede sig ind i en økonomisk opgangsfase, og selvom regeringens samlede parlamentariske grundlag ikke blev afgørende forbedret ved folketingsvalget den 10. januar 1984, kunne Firkløverregeringen fortsætte. Og Det Konservative Folkepartis rekordstore fremgang fra 26 til 42 mandater var et umiskendeligt tegn på Schlüters store popularitet.

Da statsministeren holdt sin nytårstale på tærsklen til 1985, kunne han ikke blot berette om, hvad systemskiftet ville bringe med sig af goder, men faktisk fremlægge en række konkrete resultater. Den økonomiske vækst havde i det forgangne år været på 4 procent. De private erhverv var i fremgang. Der var skabt 50.000 nye arbejdspladser. Flere unge end nogensinde tidligere var under uddannelse. Eksporten var i stigning. Men der var stadig en høj arbejdsløshed, og væksten i antallet af socialt udsatte fortsatte. Her nøjedes statsministeren med at konstatere, at det i hvert fald så værre ud i mange andre EF-lande. Nogen særlig indsats på disse områder stillede han ikke i udsigt, snarere tværtimod. Han pointerede nemlig, at de gode resultater havde medført et alt for stort betalingsbalanceunderskud, og for at bringe dette ned var såvel stram udgiftspolitik som stram indkomstpolitik en nødvendighed. Det betød på almindeligt dansk, at der fortsat skulle spares på de offentlige velfærdssystemer, og at lønstigninger fortsat skulle bekæmpes. Eller med andre ord, at den umiddelbare gevinst ved den økonomiske vækst skulle tilfalde erhvervslivet. I det mindste på kortere sigt kunne regeringen godt acceptere en høj arbejdsløshed som den pris, man måtte betale.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Firkløverregeringen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306637