Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vandmiljøplanen

Oprindelig forfatter SHR

Selvom Danmark havde haft et miljøministerium siden 1971 og en overordnet miljølov siden 1973, var miljøpolitikken længe et område, der ikke blev højt prioriteret i det politiske system. Især spildevandsudledningen var et voksende problem, og flere redegørelser i miljø- og landbrugsministerielt regi i 1983-84 førte til en handlingsplan kaldet NPO-planen til begrænsning af udledningen af næringssalte. Men da Folketinget i 1985 skulle behandle spørgsmålet om finansiering af de 3,5 milliarder kroner, virkeliggørelsen af NPO-planen formodedes at koste, strandede det hele. Selvom flere andre miljølove end nogensinde blev vedtaget i disse år, og selvom „det grønne flertal” i Folketinget var aktivt uden om regeringen ligesom i sikkerhedspolitikken, var der derfor efterhånden opsparet en betydelig utålmodighed, både blandt de i miljøspørgsmål mere radikale politikere, miljøeksperterne og de miljøpolitiske græsrodsorganisationer. Måske også i befolkningen. I 1986 var miljøspørgsmål i hvert fald blevet det emne, danskerne ifølge opinionsundersøgelser fandt vigtigst.

 De døde hummere i Gilleleje som i 1986 gav anledning til den debat, der resulterede i en vandmiljøplan til 12 milliarder kroner. Et eksempel på tv-mediets magt i specielle situationer.

De døde hummere i Gilleleje som i 1986 gav anledning til den debat, der resulterede i en vandmiljøplan til 12 milliarder kroner. Et eksempel på tv-mediets magt i specielle situationer.

Den 8. oktober 1986 bragte TV-avisen et indslag fra havnen i Gilleleje, hvor fiskere havde landet nogle døde hummere, og det blev indledningen på et besynderligt politisk beslutningsforløb. Inden for de næste uger havde TV-avisen mere end 20 gange vandmiljøproblemerne som hovedindslag, og en stemning for et politisk initiativ blev skabt. Direktøren for Danmarks Naturfredningsforening David Rehling fik lejlighed til for åben skærm at oplæse en plan for det danske havmiljø i seks punkter, og i et efterfølgende kaotisk forløb kunne Folketinget pludselig enes om at spendere betydelige beløb på vandmiljøet. Da alt til sidst var forhandlet på plads, vedtog Folketinget den 4. juni 1987 et kompleks af love, der blev kendt som Vandmiljøplanen. Op til vedtagelsen udtrykte de involverede eksperter bekymring for, at tidsjaget og for dårlig viden om mange af de forhold, der nu blev lovgivet om, ville svække planens effektivitet. Landbruget rasede, men det var i denne sag udmanøvreret, og alle deltagere i beslutningsprocessen endte med at erklære sig tilfredse.

Efterfølgende forsøg på at udrede beslutningsforløbet afslørede, at TV-avisens interesse for sagen havde haft karakter af en målrettet kampagne gennemført af journalister med nære kontakter til miljøorganisationerne og nogle ansatte i Miljøministeriet, der fandt miljøpolitikken for tilbageholdende. I forløbet havde især David Rehling spillet en hovedrolle som den, der kunne formulere enkle og slagkraftige overskrifter, og mens han havde været involveret i tilrettelæggelsen af slagets gang i TV-avisen, var miljøminister Christian Christensen og fiskeriminister Lars P. Gammelgaard snarest blevet afskåret fra at fremlægge deres og regeringens syn på spørgsmålet. David Rehlings kontakter til Det Radikale Venstre undervejs gjorde sagen endnu mere speget.

Annonce

 Skjern Å før og efter tilbageførelsen til sit gamle leje. Til miljøinitiativerne hørte forsøg på at retablere naturområder. Skjern Å blev rettet ud i årene 1962-68, hvilket fik drastiske negative konsekvenser for områdets plante- og dyreliv. I 1987 blev det besluttet at føre åen tilbage i sit gamle, snoede leje, for på den måde at genoprette dens selvrensende evne. Projektet blev påbegyndt i 1999 og afsluttet ved udgangen af 2002.

Skjern Å før og efter tilbageførelsen til sit gamle leje. Til miljøinitiativerne hørte forsøg på at retablere naturområder. Skjern Å blev rettet ud i årene 1962-68, hvilket fik drastiske negative konsekvenser for områdets plante- og dyreliv. I 1987 blev det besluttet at føre åen tilbage i sit gamle, snoede leje, for på den måde at genoprette dens selvrensende evne. Projektet blev påbegyndt i 1999 og afsluttet ved udgangen af 2002.

Vandmiljøplanen kom til at koste 12 milliarder kroner. Det var næsten 3 1/2 gang mere end den plan, man et par år forinden havde fundet for dyr. Målsætningen om at reducere fosforudledningen med 80 procent på fem år lykkedes, men den ikke mindre vigtige målsætning om at nedbringe kvælstofudledningen med 50 procent blev en fiasko, i og med at man her ikke kunne spore nævneværdige ændringer. Virkningerne på plante- og dyrelivet blev kun få og spredte, og i en samlet vurdering kunne Vandmiljøplanen ikke siges at være nogen succes. Men miljøet var nu rykket ind i midten af dansk politik.

Samtidig var den hidtidige langsommelige forhandlingsproces mellem de direkte involverede parter blevet afløst af en anderledes konfronterende beslutningsproces, hvor det langt hen ad vejen mest drejede sig om at markere en vilje til handling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Vandmiljøplanen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306682