Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miljøpolitikken i centrum

Oprindelig forfatter SHR

Når der var stigende opmærksomhed omkring miljøet, skyldtes det ikke kun problemerne i de nære forhold, men i lige så høj grad den megen information om mere eller mindre globale problemer. En stor del af miljødebatten kom i 1980'erne til at dreje sig om grænseoverskridende syreregn, forurening af oceanerne og atmosfæren, nedbrydelse af ozonlaget rundt om jordkloden, global opvarmning på grund af CO2-udslip, afhjælpning af fattigdom i den tredje verden osv. Et højdepunkt i den internationale miljødebat indtraf i 1987, da FN's kommission for miljø og udvikling under ledelse af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland fremlagde rapporten „Vor Fælles Fremtid”, hvori et dystert billede af den globale naturødelæggelse blev malet og en stærk appel fremsat til verdenssamfundet om at reagere på de mange trusler ved at fremme, hvad der blev kaldt „bæredygtig udvikling”. En udvikling, som blandt andet ville indebære en halvering af de rige landes energiforbrug inden for 30-50 år.

 Rygende skorstene var engang et symbol på fremdrift. I det 20. århundredes sidste årtier blev de snarere skræmmebilleder på en udvikling, som man fandt var en trussel mod klodens liv. Afbrænding af fossilt brændstof mistænkes for at bidrage til globale temperaturstigninger, hvis langsigtede konsekvenser kan være katastrofale. I det kortere perspektiv kan mange folkerige områder af jorden blive oversvømmet, hvilket vil udløse gigantiske folkevandringer og forøget pres på de tilbageværende resurser.

Rygende skorstene var engang et symbol på fremdrift. I det 20. århundredes sidste årtier blev de snarere skræmmebilleder på en udvikling, som man fandt var en trussel mod klodens liv. Afbrænding af fossilt brændstof mistænkes for at bidrage til globale temperaturstigninger, hvis langsigtede konsekvenser kan være katastrofale. I det kortere perspektiv kan mange folkerige områder af jorden blive oversvømmet, hvilket vil udløse gigantiske folkevandringer og forøget pres på de tilbageværende resurser.

„Vor Fælles Fremtid” – også kaldet „Brundtlandrapporten” – vakte stor international opmærksomhed og kom til at danne afsæt for forøget miljøpolitisk aktivitet, både i internationale og nationale sammenhænge. På den internationale miljøkonference i Rio i 1992 blev bæredygtig udvikling gjort til rettesnor for det miljøpolitiske arbejde og en plan til nedbringelse af CO2-udslippet vedtaget. Det skulle dog vise sig umuligt at fastholde den suverænt største CO2-synder, USA, på sit løfte om i det mindste at stabilisere sit udslip. I 1997 blev det på et internationalt topmøde i Kyoto vedtaget at nedbringe udslippet af drivhusgasser med 5,2 procent frem til 2008-2012, men det viste sig meget vanskeligt at få udviklingen sat i gang, og kort efter George W. Bushs tiltrædelse som præsident for USA i 2001 afviste han at ratificere traktaten og trak dermed USA ud af Kyoto-processen. Denne handling gav også vind i sejlene hos de kritikere i andre lande, som hidtil kun modstræbende havde deltaget. Selvom de globale miljøproblemer var alment erkendte, var der nemlig ikke enighed om, hvordan og hvor hurtigt de skulle bekæmpes. Store erhvervsinteresser spillede også ind.

I Danmark var miljøinvesteringerne steget fra to milliarder kroner i 1982 til seks milliarder kroner i 1988. Alligevel affødte „Brundtlandrapporten” en endnu større aktivitet. Efter KVR-regeringens tiltrædelse fremlagde den radikale miljøminister Lone Dybkjær en plan for miljøinvesteringer på i alt 33 milliarder kroner frem til 1993. Indledningen til planen indeholdt en passus, som i høj grad blev retningsgivende for de næste mange års miljølovgivning og praktiske arbejde: „Vi må gøre op med den forestilling, at miljøet blot er en sektor, hvis interesser kan vige for økonomiske og erhvervsmæssige interesser. Miljøinteresserne er ikke noget, der kommer oveni og bagefter. Miljømæssige og økonomiske interesser er og skal tilgodeses som ligeværdige og gensidigt afhængige.” En del af udmøntningen blev Naturbeskyttelsesloven af 1989 og 1992, Skovloven af 1989, som tilsigter at fordoble skovarealet i Danmark inden for en hundredårs periode, udnyttelse af Vandløbsloven af 1982, Vandmiljøplan 2 af 1998, samt en generelt forøget naturpleje. Men der blev også tale om initiativer med et sigte ud over landets grænser, blandt andet til forbedring af miljøet i de østeuropæiske lande.

Annonce

 Ulykken på det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl i april 1986 åbnede verdens øjne for farerne ved atomkraft. I Danmark havde Folketinget et år tidligere opgivet planerne om indførelse af atomkraft i Danmark. Nu forstærkedes kritikken af det svenske atomkraftværk Barsebäck lige over for København. Barsebäck var dog stadig i drift i år 2000.

Ulykken på det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl i april 1986 åbnede verdens øjne for farerne ved atomkraft. I Danmark havde Folketinget et år tidligere opgivet planerne om indførelse af atomkraft i Danmark. Nu forstærkedes kritikken af det svenske atomkraftværk Barsebäck lige over for København. Barsebäck var dog stadig i drift i år 2000.

Nok så vigtig var den energipolitiske udvikling. Fra 1970'ernes slutning var bestræbelserne gået på at udnytte den eksisterende energimængde bedre snarere end at satse på en udvidelse af det samlede forbrug, men forbruget af brændstoffer var helt overvejende baseret på olie og kul. Energisektorens foretrukne alternativ havde længe været atomkraft, men den 29. marts 1985 vedtog et stort folketingsflertal at tage atomkraft ud af den fremtidige energiplanlægning og afsluttede hermed et af de mest omdiskuterede emner i dansk politik siden 1973. Da det sovjetiske atomkraftværk ved Tjernobyl året efter, den 26. april 1986, smeltede ned og forårsagede radioaktiv forurening over store dele af Europa, var ethvert ønske om atomkraft i Danmark inden for en overskuelig årrække umuliggjort. I stedet blev opmærksomheden rettet mod mere energiøkonomiske decentrale kraft-varmeværker, elbesparelser, naturgas og vedvarende energi, godt hjulpet på vej af dygtigt arbejdende græsrodsorganisationer som NOAH og OOA, der ikke blot havde bearbejdet opinionen, men også havde bidraget med fremlæggelse af alternative energiplaner.

Det store skred kom dog også her i kølvandet på „Brundtlandrapporten”. Samtidig med Lone Dybkjærs miljøplan beordrede hendes partifælle, energiminister Jens Bilgrav-Nielsen sine embedsmænd til at udarbejde en strategi for udformningen af fremtidens energisystem og hvilke virkemidler, der skulle tages i brug, for at anbefalingerne i „Brundtlandrapporten” kunne indfries. Det førte i 1990 til planen „Energi 2000”, hvis målsætning var en 20 procents reduktion af CO2-udslippet i år 2005 i forhold til 1988, og den blev dermed verdens første officielle nationale „Brundtlandplan”. Samtidig indgik KVR-regeringen og Socialdemokratiet en aftale om omlægning til decentral kraft-varme, som sikrede en væsentlig formindskelse af energisektorens miljøbelastning, og der blev også lagt op til indførsel af CO2-afgifter. Dette blev dog først gennemført efter Det Radikale Venstres udtrædelse af regeringen i 1991 i en reetablering af det grønne flertal.

Selvom der var bred politisk enighed om målsætningerne, og selvom der kunne registreres en betydelig folkelig velvilje, var der nemlig også i Danmark forskellige opfattelser af, hvad der skulle gøres, og hvor stærkt det skulle gå. Elsektoren var således meget utilfreds med, at energipolitikken skulle fastsættes på Christiansborg, og den var godt organiseret, og det kunne konstateres, at jo mere til højre i det politiske spektrum man rykkede, desto mindre alarmerende fandt man miljøtruslerne. Og nok en beskatning, hvad CO2-afgifterne kunne opfattes som, var vanskelig at acceptere for borgerlige politikere, der da heller ikke generelt var glade for de efterhånden mange forskellige miljøafgifter, også kaldet grønne afgifter.

Derimod kom det til forbrødring mellem de hidtidige konkurrenter i Miljøministeriet og Energiministeriet, og mellem ministerierne og miljøorganisationerne. Disse sidste oplevede nu ikke blot at blive taget med på råd, men at deres løsningsforslag blev behandlet seriøst og ofte indgik i de vedtagne planer. Det kunne de naturligvis kun være tilfredse med. Men det kunne samtidig konstateres, at de også tabte noget af pusten som udfarende kræfter og mistede en god del af deres folkelige appel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Miljøpolitikken i centrum i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306683