Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den økonomiske omstilling i praksis

Oprindelig forfatter SHR

Det lykkedes regeringen at holde styr på indkomstpolitikken, og den fik held med at bremse for stigningen i de offentlige udgifter, hvilket gavnede bestræbelserne på at dæmpe underskuddet på statsbudgettet. Inflationen blev også tæmmet, men en utilsigtet virkning heraf blev, at der i forhold til udlandet var tale om stigning i reallønningerne. Konkurrenceevnen på lønninger blev altså ikke forbedret. Det blev den heller ikke på produktiviteten, og dermed måtte det fastslås, at den vigtige målsætning om en forbedring af konkurrencevnen var særdeles vanskelig at opfylde. Hertil kom truslen fra betalingsbalanceunderskuddet, som Schlüter selv havde pointeret i sin nytårstale i 1985. I 1983 var underskuddet faldet, men med opsvinget fra 1984 voksede både investeringerne og det private forbrug, og det påvirkede betalingsbalancen negativt. I 1985 satte underskuddet på betalingsbalancen en ny rekord med 28,8 milliarder kroner – 11 milliarder mere end i 1984 og 16 milliarder mere end i 1983. Det var slet ikke let at føre den ønskede økonomiske politik, når forskellige sæt af faktorer, der hver for sig i grunden var positive, modarbejdede hinanden. Et synligt resultat blev en fortsat voldsom stigning i udlandsgælden. De 161 milliarder gældskroner, som Firkløveret havde kaldt til kamp imod i 1982, var i 1985 vokset til 244 milliarder, og stigningen fortsatte. Indgreb var nødvendige, og her viste Schlüter-regeringen sig at være ganske udogmatisk, når det viste sig, at virkelighedens verden ikke udviklede sig efter de ideologiske antagelser.

 Niels Helveg Petersen og Poul Schlüter anretter „Kartoffelkuren”; tegning i Morgenavisen Jyllands-Posten. Schlüters skiftende regeringer var alle afhængige af De Radikales stemmer. Niels Helveg Petersen havde et så stort ord at skulle have sagt, at han ind imellem blev kaldt kongemageren. Det var ham som afgjorde, at ikke Venstres Henning Christophersen, men Schlüter blev statsminister, og han havde en finger med i spillet, da Poul Nyrup Rasmussen i 1992 blev formand for Socialdemokratiet og dermed senere kunne danne regering.

Niels Helveg Petersen og Poul Schlüter anretter „Kartoffelkuren”; tegning i Morgenavisen Jyllands-Posten. Schlüters skiftende regeringer var alle afhængige af De Radikales stemmer. Niels Helveg Petersen havde et så stort ord at skulle have sagt, at han ind imellem blev kaldt kongemageren. Det var ham som afgjorde, at ikke Venstres Henning Christophersen, men Schlüter blev statsminister, og han havde en finger med i spillet, da Poul Nyrup Rasmussen i 1992 blev formand for Socialdemokratiet og dermed senere kunne danne regering.

I stedet for at satse så kraftigt på forbedringen af konkurrenceevnen lagde regeringen nu kursen om til bestræbelser på at dæmpe efterspørgslen, for på den måde at nedbringe importen. Dette blev en vigtig faktor i den skattereform, regeringen den 19. juni 1985 aftalte sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. I reformen, som trådte i kraft i 1987, indgik en lettelse af skatteforholdene for selvstændige erhvervsdrivende og en sænkning af skatten for den sidst tjente krone – løfter, som regeringen hidtil havde haft vanskeligt ved at honorere. Men samtidig indeholdt reformen også omlægninger, der tog sigte på at udvide skattegrundlaget og modvirke skattetænkning, samt, ikke mindst, på at fremme den private opsparing. At dette sidste element var vigtigt, blev understreget af, at forligspartierne samtidig indgik forlig om en bunden opsparing på 8 procent af indkomst over 150.000 kroner. Fidusen var indlysende: De penge, man sparer, forbruger man ikke.

Problemerne var dog akutte og blev endda skærpede, da et internationalt fald i oliepriserne kunne forudses at resultere i en yderligere forbrugsstigning. Den forbrugsbegrænsende såkaldte „julepakke”, hvor især energiafgifterne blev forhøjet, blev gennemført i december 1985, og allerede i marts 1986 blev der fulgt op med en tilsvarende „påskepakke”. De to indgreb trak 18 milliarder kroner ud af forbruget – og alligevel voksede betalingsbalanceunderskuddet. Danskerne gav nemlig ikke blot det ud, de tjente, men lånte i opsvingets år rask væk penge for at kompensere for de påførte begrænsninger. Fordelagtige skatteregler understøttede en udbredt filosofi om, at låntagning var godt og kunne betale sig. En filosofi, der desuden blev næret af en udbredt forventning til, at inflationen også i fremtiden ville gøre gældsbyrden mindre. Det var i den situation, Schlüter på det konservative repræsentantskabsmøde på Christiansborg den 12. april 1986 formulerede sit siden så forhånede udsagn om, at det gik „ufatteligt godt i dagens Danmark” – men han gjorde det rigtig nok i en pointering af, at det rekordhøje privatforbrug medførte en stor import, som belastede betalingsbalancen. Muligvis havde regeringen tøvet for længe, men efter to skrappe indgreb kunne man i foråret 1986 ikke beskylde den for at lukke øjnene, og det skulle snart vise sig, at den havde vilje til at gå langt videre. Det skete med den såkaldte Kartoffelkur i oktober samme år.

Annonce

 Det frie valg var et af tidens borgerlige slagord, men det gjaldt ikke i alle henseender. Dansk Sprognævn offentliggjorde i sommeren 1985 sine planer om en mere mundret stavning af en række fremmedord. Der skulle for eksempel tillades valgfrihed mellem staveformerne mayonnaise og majonæse, remoulade og remulade, roastbeef og rostbøf. Det fremkaldte så mange protester, at kulturminister Mimi Jakobsen greb ind og sammen med undervisningsminister Bertel Haarder henstillede til Sprognævnet, at de gamle staveformer i en række tilfælde blev bibeholdt uden alternativer. En henstilling, det dog ikke rettede sig efter.

Det frie valg var et af tidens borgerlige slagord, men det gjaldt ikke i alle henseender. Dansk Sprognævn offentliggjorde i sommeren 1985 sine planer om en mere mundret stavning af en række fremmedord. Der skulle for eksempel tillades valgfrihed mellem staveformerne mayonnaise og majonæse, remoulade og remulade, roastbeef og rostbøf. Det fremkaldte så mange protester, at kulturminister Mimi Jakobsen greb ind og sammen med undervisningsminister Bertel Haarder henstillede til Sprognævnet, at de gamle staveformer i en række tilfælde blev bibeholdt uden alternativer. En henstilling, det dog ikke rettede sig efter.

Schlüter oplyste nok, at et nyt indgreb var under forberedelse, men indholdet heraf forblev en dyb hemmelighed lige til det sidste: kun tre ministre deltog i forberedelserne – Schlüter selv, hans partifælle og tro væbner, finansminister Palle Simonsen, samt økonomiminister Anders Andersen fra Venstre – og hertil en håndfuld topembedsmænd. Indgrebet blev fremsat i Folketinget den 7. oktober, og den 19. oktober, blot 12 dage senere, var det en realitet, vedtaget på det smallest mulige parlamentariske grundlag med kun regeringspartiernes og Det Radikale Venstres stemmer. At indgrebet kom til at hedde „Kartoffelkuren” skyldtes en fiks journalist. Schlüter overtog det med glæde. Han havde sans for det sproglige. Navnet lød friskere end det sædvanlige med „pakker”.

Indholdet var dog dystert nok. Der blev lagt en 20 procents afgift på renterne af forbrugslån. Nye låneregler gjorde det dyrere at sidde i eget hus. Der blev sat stop for belåning af friværdier i fast ejendom. Afbetalingskøb blev vanskeliggjort og rentefri lån forbudt. Hertil kom dog belønninger i form af opsparingspræmier, som på længere sigt ville betyde en lettelse af visse lån, men ikke noget, der blot tilnærmelsesvis opvejede opbremsningen. Stramningerne svarede sammenlagt til en indskrænkning af det private forbrug på 5 procent og fik da også et næsten omgående gennemslag. Befolkningens hidtidige sorgløse holdning til at låne penge og blæse på opsparing forsvandt i løbet af få uger.

Samtidig faldt den økonomiske aktivitet. „Det er vores vurdering, at opgangskonjunkturen er vendt,” var nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers vurdering allerede i december 1986, og heri fik han ret. Fire års opsving blev brat afløst af en dyb lavkonjunktur, for med indgrebene blev der nok bremset for overforbruget, men også for den øvrige økonomiske aktivitet. Folk med stor gæld fik mindre rådighedsbeløb. Ejendomspriserne styrtdykkede. Antallet af tvangsauktioner steg voldsomt. Pengeudlånsvirksomhed blev drastisk indskrænket, og det ramte den finansielle sektor hårdt. Salget af biler og andre dyre forbrugsgoder faldt dramatisk, hussalget gik næsten i stå, virksomhedernes produktion faldt, og arbejdsløsheden, som ellers havde bevæget sig nedad og i 1986 med næsten 8 procent havde nået det laveste niveau siden 1980, voksede efter 1987 igen mod nye rekorder. I 1990 passerede arbejdsløsheden 9 procent, og da den i 1993 toppede, var den nået op på 12,2 procent, eller 350.000 mennesker.

Lavkonjunkturen blev den dybeste og længst varende i dansk økonomi siden 1930'erne, og politikerne blev i de følgende år tvunget til at lave en lang række modgående indgreb til neutralisering af Kartoffelkurens virkninger. Men erhvervslivet, der pludselig havde fået et kontant incitament, måtte strenge sig an, og fra 1988 indtrådte en gradvis forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne. Betalingsbalancen blev også forbedret. Efter 27 år med konstant underskud på betalingsbalancen kom Danmark ud af 1990 med 8,2 milliarder i overskud. Valutaindtjeningen var altså omsider blevet større end de løbende valutaudgifter. Danskerne var på vej til at spare sig ud af landets betalingsbalanceproblem. Udlandsgælden passerede 296 milliarder kroner eller 40 procent af BNP, da Firkløverets tid randt ud i 1988. Men efter 1990 var en nedbringelse heraf endelig inden for rækkevidde. En langsigtet forbedring af den danske økonomi kunne tage sin begyndelse, med dermed forbedrede muligheder for at løse de andre problemer.

Den resolutte Kartoffelkur virkede altså positivt, set over en årrække. Den blev også hjulpet på vej af en heldig udvikling i de internationale konjunkturer. Valutakursernes fastlåsning i det valutariske EF-samarbejde European Monetary System (EMS) betød, at den danske forøgelse af produktiviteten og nedbringelse af løn- og prisstigningerne, som var mere udtalt end udlandets, fik fuldt gennemslag. Generelt faldende råvarepriser kom også landet til gode, og desuden blev både et faldende internationalt renteniveau og den tyske genforening efter 1990 årsag til en voldsom forbedring i handelsbalancen over for denne afgørende vigtige samhandelspartner. Den slags kunne man ikke have forudset, da Kartoffelkuren blev skruet sammen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Den økonomiske omstilling i praksis i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306665