Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arbejdsmarkedet

Oprindelig forfatter SHR

1970'ernes danske arbejdsmarked havde været præget af mange konflikter, men i Firkløverregeringens tid havde der hidtil kun været ganske lidt uro på arbejdsmarkedet. I fagbevægelsen lød der ganske vist stærk tale mod „den asociale regering”, men bortset fra nogle halvhjertede initiativer i SiD havde forbundsledelserne i det store og hele opført sig meget lidt udfordrende. Hvor der havde været tale om strejker, var de fleste endt med eklatante nederlag for de strejkende. De stramme overenskomster i 1983 var også gået glat igennem uden meget mere end lidt murren fra de mest oprørske dele af fagbevægelsen. Så der var grund til at tro, at sådan ville det også gå ved de næste overenskomstfornyelser. Det gjorde det ikke, for på baggrund af det økonomiske opsving gennem 1984 forventede lønmodtagerne nu at få del i de bedre tider.

I begyndelsen af 1985, da de nye overenskomster skulle forhandles på plads, stod DA's krav på en 2 procents årlig lønstigning over for LO's krav på 6 procent. Begge parter forkastede forligsmandens mæglingsforslag, som ville indebære 4 procents lønstigning og en 38 1/2 timers arbejdsuge. Herefter blev der varslet konflikt, og efter et sidste møde meddelte forligsmanden, at en storkonflikt ville være en realitet fra søndag den 24. marts. Der var nu lagt op til et regeringsindgreb efter et par dages konflikt. Ikke meget mere, idet de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger med staten var endt med sammenbrud, og konflikt på dette område var varslet fra mandag den 1. april. Et regeringsindgreb med virkning fra den 1. april kunne på den måde omfatte begge overenskomster.

 Ophidselse under storkonflikten i påsken 1985. Efter demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 1. april søgte nogle af de mest militante demonstranter at slå en af portene til Christiansborg ind med et skilderhus. Det gav ikke positiv genlyd i den danske befolkning.

Ophidselse under storkonflikten i påsken 1985. Efter demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 1. april søgte nogle af de mest militante demonstranter at slå en af portene til Christiansborg ind med et skilderhus. Det gav ikke positiv genlyd i den danske befolkning.

Igennem det lange forhandlingsforløb havde der været mange politiske antydninger af, at en større lønfremgang ikke ville blive accepteret. Allerede ved forhandlingernes start i januar 1984 meddelte finansminister Henning Christophersen, at der skulle lægges et loft over lønstigningerne, og snart efter fulgte økonomiminister Anders Andersen op med et krav om, at lønudviklingen i den kommende overenskomstperiode skulle holdes under 4 procent. Et regeringsindgreb kunne forventes at ligne forligsskitsen, og de nye overenskomster ville dermed tilgodese lønmodtagersiden en smule bedre end de forrige. En rimelig forventning, de forbedrede konjunkturer taget i betragtning.

Annonce

I begyndelsen gik det også efter bogen. Konflikten startede som en topstyret, kontrolleret strejke og lockout med godt 300.000 involverede. Regeringsindgrebet blev i Folketinget den 26. marts vedtaget til at virke fra den 30. marts, således at konflikten kunne være bragt til ophør mandag den 1. april. Indgrebets indhold var derimod langt fra at være noget kompromis. Det forlængede overenskomsterne ved lov, fastsatte en ramme for lønstigninger på 2 procent det første år og 1 1/2 procent det andet, og arbejdstiden skulle kun forkortes til 39 timer ved udgangen af 1987. Indgrebet var endnu strammere end arbejdsgiversidens udspil. Fra det blev kendt eskalerede strejkerne ganske overraskende for alle involverede.

Allerede den 27. marts viste det sig på et stort tillidsmandsmøde i København, at et stort antal arbejdspladser over hele landet var indstillede på at fortsætte strejkerne, efter indgrebet nu med krav om 5 procents lønforhøjelser og 35 timers arbejdsuge, og strejkerne blev fulgt op med talrige blokader af ikke-konfliktramt arbejde. Den 28. marts blokerede 2000 demonstranter oven i købet hele formiddagen alle broerne, der forbandt Christiansborg med det øvrige København. Efter at politiet ved middagstid havde brudt blokaderne, blev en større demonstration afviklet på slotspladsen. På sammetid begyndte også en lang række af de nye lokalradioer at sende oplysninger om aktiviteterne næsten i døgndrift, hvorved de fik en funktion som oplysningscentraler, der aldrig før var set i danske arbejdsmarkedskonflikter.

Da indgrebet trådte i kraft, var der således allerede varmet godt op, og selvom landet først skulle gennem en weekend, skyllede konflikten gennem det danske samfund fra den 1. april, udtrykt i omfattende strejker, blokader og demonstrationer. Helt ind i ministerierne blev der strejket. Den kollektive transport blev sat i stå over store dele af landet. Kun få dagblade udkom, og Danmarks Radio gik i sort med undtagelse af udsendelse af korte timenyheder i radioen. Det betød, at de strejkevenlige lokale radiostationer et par dage fik en dominerende rolle som nyhedsformidlere.

Strejkerne udviklede sig med en sådan kraft, at de holdt til påskedagenes afbræk den 4.-8. april. Onsdag den 10. april blev der i de større byer afholdt en række demonstrationsmøder vendt mod både regeringens indgreb og regeringen selv. Herefter aftog aktiviteten hurtigt og var i det store og hele afsluttet den 12. april, godt hjulpet hertil af lederne i de uformelle faglige fora, som havde styret i den sidste fase.

Ifølge Danmarks Statistik strejkede mere end 580.000 mennesker. Målt på antal deltagere var strejkerne de mest omfattende i landets historie, og man kunne måske tro, at regeringen var rystet. Det var den muligvis, men i så fald skjulte den det godt. Da strejkerne var på deres allerhøjeste, erklærede finansminister Palle Simonsen, at strejkebølgen ikke var så slem, og Schlüter udtalte afslappet, at han anså den for at være „en tam kineser, som vil fuse ud”. Det fik han ret i. Regeringsindgrebet stod ved magt, og Firkløverregeringen kunne videreføre sin omstilling. Dens medlemmer kunne sikkert nikke bifaldende til meningsfællerne på det ansete britiske ugemagasin The Economist, der i sin omtale af begivenhederne skrev:

I de sidste uger har Danmark lidt under den største arbejdskonflikt i årevis. Det har været helt igennem ubehageligt – reduktioner på kraftværker, opstablet affald skæmmede de nydelige byer, hospitalspersonale gik hjem, gadekampe, stenkast, forsøg på at intimidere folketingsmedlemmer. Dog er denne øjeblikkelige udanske aktivitet et trin i landets genopretning. Det ville være absurd at beskrive Danmark af alle lande som uregerligt.

 Formanden for Specialarbejderforbundet i Danmark, Hardy Hansen, under arbejdskonflikten. SiD husede nogle af fagbevægelsens skarpeste modstandere af den borgerlige regering. Den 11. april 1985 afsatte forbundets hovedbestyrelse 180 millioner kroner til en kampagne vendt mod regeringen. Siden fulgte andre forbund efter med mindre beløb, således at det i alt lykkedes at rejse 250 millioner kroner. Det kom dog til at knibe med synlige aktiviteter. Fagbevægelsen førte en tilbagetrukken tilværelse efter konflikten.

Formanden for Specialarbejderforbundet i Danmark, Hardy Hansen, under arbejdskonflikten. SiD husede nogle af fagbevægelsens skarpeste modstandere af den borgerlige regering. Den 11. april 1985 afsatte forbundets hovedbestyrelse 180 millioner kroner til en kampagne vendt mod regeringen. Siden fulgte andre forbund efter med mindre beløb, således at det i alt lykkedes at rejse 250 millioner kroner. Det kom dog til at knibe med synlige aktiviteter. Fagbevægelsen førte en tilbagetrukken tilværelse efter konflikten.

Briterne havde selv erfaring med langt voldsommere arbejdskampe. På samme tid var en et år lang minearbejderstrejke netop afsluttet med et totalt nederlag for de strejkende. Den konservative premierminister Thatcher havde kategorisk afvist ethvert af de strejkendes krav og demonstreret, at det var regeringen og ikke fagbevægelsen, der havde magten til at bestemme, hvor skabet skulle stå.

Måske var fagbevægelsens top heller ikke så ked af det. Strejkeaktiviteterne havde i begyndelsen udviklet sig helt spontant, og da der endelig kom kontrol over dem, var det med centrum i uformelle organer ledet af de sædvanlige venstrefløjsrebeller. Fagbevægelsens overvejende socialdemokratiske ledelse styrede som Socialdemokratiet mod en regulering af arbejdsmarkedets forhold gennem de dertil indrettede institutioner, men anerkendte også Folketingets ret til at foretage politiske indgreb.

Konfliktens omfang og den spontanitet, hvormed den udviklede sig, viste nok et og andet om de spændinger, omstillingspolitikken skabte i dele af det danske samfund. Men det må også konstateres, at skønt fagbevægelsen talmæssigt var større end nogensinde, fik den efter konfliktens afmatning en mere tilbagetrukken placering i offentligheden, end tilfældet havde været i tidligere tider. Strejkeaktiviteten faldt efter indgrebet og årtiet ud til et endnu lavere niveau end umiddelbart før og blev stort set ikke længere bemærket i offentligheden.

De efterfølgende overenskomster i de skiftende Schlüter-regeringers tid, dvs. frem til 1993, fandt sted uden større dramatik. De tilgodeså dog også i højere grad begge forhandlingsparters krav, og på grund af den lave inflation havde lønmodtagerne, mest de privatansatte, en mindre årlig reallønsfremgang. Ved udgangen af 1990 var den ugentlige arbejdstid desuden nedsat til 37 timer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Arbejdsmarkedet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306664