Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En farlig verden

Oprindelig forfatter SHR

Den kraftige tilstrømning af flygtninge til Danmark, som var sat ind i 1984, fortsatte. I 1985 blev det til næsten 8700, og i 1986 til over 9000 asylansøgere, 28 gange flere end i 1983. Og hermed holdt det ikke op. Omend der var store udsving mellem de enkelte år, blev flygtningetilstrømning til Danmark et permanent fænomen. Mellem 1986 og 1997 blev således 63.000 mennesker anerkendt som flygtninge, hvilket sammen med familiesammenføringerne bragte andelen af udenlandske statsborgere i Danmark op fra 2 procent i 1985 til omkring 5 procent i 2000, svarende til en kvart million mennesker. Hvis man ønskede at udsondre alle „af anden etnisk herkomst end dansk”, kunne man hertil lægge et antal, som efterhånden havde opnået dansk statsborgerskab, samt et ikke specificeret antal efterkommere eller andengenerationsindvandrere, og på den måde nå en befolkningsandel på godt seks procent. Man kan hermed sætte 1984 som skæringsåret for en udvikling, hvor Danmark bevægede sig fra at være en etnisk enhedskultur til at rumme væsentlige islæt af andre kulturer. I hvert fald København og de største provinsbyer blev i stigende grad præget af befolkningsmæssige forskelle i hudfarve, påklædning, sprog, dufte, fødevarer og meget andet som aldrig før set i Danmarks historie, og den proces kom ikke til at gå stille af.

 Den 22. juli 1985 sprængte medlemmer af den shia-muslimske organisation Jihad to bomber i København, den ene af dem ved indgangen til den jødiske synagoge i Krystalgade. I alt 27 mennesker blev såret, og en døde senere af de forbrændinger, han pådrog sig. Bomberne afslørede, at heller ikke Danmark kunne regne med at stå helt uden for de internationale konflikter.

Den 22. juli 1985 sprængte medlemmer af den shia-muslimske organisation Jihad to bomber i København, den ene af dem ved indgangen til den jødiske synagoge i Krystalgade. I alt 27 mennesker blev såret, og en døde senere af de forbrændinger, han pådrog sig. Bomberne afslørede, at heller ikke Danmark kunne regne med at stå helt uden for de internationale konflikter.

Kritikere af den ny uorden hævdede fra første færd, at flygtningene søgte til Danmark på grund af en ny, liberal udlændingelov fra 1983, som så at sige skulle lokke mennesker til fra hele verden – et synspunkt, som også justitsminister Erik Ninn-Hansen gav udtryk for, da han allerede i 1984 ytrede, at det syntes at være „en almindelig erfaring, at jo mere kendskabet til, at et lands flygtningelovgivning er liberal spredes, jo større virkning får det på antallet af asylansøgere”. Den ny lov indebar ganske rigtigt også en betragtelig forbedring af udlændinges retssikkerhed og gjorde det herunder obligatorisk at modtage mennesker, der opfyldte FN's kriterier for at opnå flygtningestatus. Kritikernes opfattelse måtte dog nok siges at bero på en noget oppustet tiltro til omverdenens kendskab til dansk indenrigspolitik, og den kunne næppe udgøre hele forklaringen. Hvis man sammenlignede med de fleste andre vesteuropæiske lande, måtte det i hvert fald konstateres, at Danmark i de følgende år ikke modtog forholdsmæssigt flere flygtninge end disse.

Af afgørende betydning var det derimod, at en række konflikter fra begyndelsen af 1980'erne blussede op forskellige steder på kloden. Det resulterede i masseflugt fra de berørte lande og skulle vise sig at være de første udtryk for en mere permanent global ustabilitet. I første omgang drejede det sig om Mellemøsten. Krigen mellem Irak og Iran, som brød ud i 1980, sendte store menneskemasser på flugt, hvoraf efterhånden mange iranere, senere også irakere, kom til Danmark. En allerede længe standende borgerkrig i Libanon blev i 1982 kompliceret af Israels intervention og resulterede efterhånden også i mange flygtninge herfra, især fra den palæstinensiske befolkning, der allerede i Libanon havde levet som flygtninge. Uden for Mellemøsten var det i første omgang Sri Lanka, som var leveringsdygtig i flygtninge. Her udbrød i 1983 borgerkrig, og af de mange tusinde flygtninge fra den tamilske befolkningsgruppe nåede i 1986 knap 3000 til Danmark. I 1992 kom de fleste flygtninge fra borgerkrigen i Jugoslavien, senere i 1990'erne især mange fra Somalia. Hertil kom hvert år tilgang af mindre grupper fra mange andre ikke-nordiske og ikke-vesteuropæiske „tredjelande”, hvor borgerkrig eller undertrykkelse af etniske minoriteter blussede op.

Annonce

 Mordet på Sveriges statsminister Olof Palme den 28. februar 1986 på åben gade i Stockholm satte Sverige i chok. Også i Danmark var både politikere og offentlighed dybt berørte. Olof Palme blev 59 år. Mordet blev aldrig opklaret.

Mordet på Sveriges statsminister Olof Palme den 28. februar 1986 på åben gade i Stockholm satte Sverige i chok. Også i Danmark var både politikere og offentlighed dybt berørte. Olof Palme blev 59 år. Mordet blev aldrig opklaret.

Det gjaldt for såvel myndighedsinstanser som befolkningen i almindelighed, at man ved 1980'ernes midte ikke var forberedt på denne nye situation, hverken praktisk eller mentalt. Modtagefaciliteterne var slet ikke dimensioneret til så mange mennesker, som der nu var tale om, hvorfor myndigheder og hjælpeorganisationer måtte improvisere og installere flygtninge på for eksempel nedlagte hoteller, kroer og forsamlingshuse rundt om i Danmarks lokalsamfund.

De indfødte danskeres uønskede møde med et stort antal uindbudte fremmede på deres eget territorium aktiverede og forstærkede en allerede eksisterende uvilje, som ikke i sig selv beroede på nogen personlig omgang med de berørte. De fremmedarbejdere, som i slutningen af 1960'erne var kommet til Danmark, blev helt overvejende bosat i Københavnsområdet, men alligevel kunne en generel utilfredshed mod deres tilstedeværelse konstateres over hele landet, og ifølge en undersøgelse, bragt i Politiken allerede i 1976, var et flertal af befolkningen imod „tredjelands udlændinges” tilstedeværelse i Danmark. Uviljen syntes dog nu entydigt i vækst, hvis man skulle dømme ud fra de mange meningsmålinger, der blev foretaget efter den ny flygtningetilstrømning. Den blev nok forstærket af den utryghed, der fostredes af efterretninger om voksende religiøs intolerance, først og fremmest den muslimske fundamentalisme, og forskellige terroristiske anslag knyttet hertil.

En række episoder på dansk grund gennem første halvdel af 1985 trak i samme retning og satte sindene i kog. I flygtningeindkvarteringer i Blokhus, Gribskov og på Livø udbrød flere gange slagsmål mellem forskellige flygtningegrupper, og i marts tog ti libanesiske asylansøgere fem danskere som gidsler. Herefter fulgte flygtninges demonstrationer over forholdene i asylcenteret på Middelgrunden i Øresund, og dernæst en gruppe udvisningstruede asylansøgeres besættelse af Københavns Domkirke. Den slags leverede stof til opfattelsen af, at de fremmede, man havde at gøre med, ofte var voldelige. Højdepunktet indtraf dog, da den jødiske synagoge og det amerikanske flyselskab Northwest Orient, begge i København, den 22. juli blev udsat for bombeattentater, med døde og sårede til følge. Det var første gang, terrorisme ramte Danmark, og hvis nogen skulle tvivle på, at der var en sammenhæng med flygtningene, så søgte andre at oplyse herom – for eksempel Fremskridtspartiets Helge Dohrmann, når han skrev, at „enhver kan da sige sig selv at risikoen for den slags barbariske forbrydelser øges, når så mange fremmede, stort set ukontrolleret, oversvømmer landet”.

Tiden bød både på verbale og fysiske konfrontationer mellem danskere og indvandrere, og for resten også indbyrdes mellem danskere, der var modstandere eller tilhængere af asyl. Fremskridtspartiets grundlægger Mogens Glistrup hørte til førstnævnte. Umiddelbart efter at han den 11. marts 1985 havde afsonet sin dom for skattesvig, stemplede han asylansøgerne som „bekvemmelighedsflygtninge og sociale nassere” og „muhammedanere”, der stak med knive og solgte narkotika. Glistrups udtalelser blev gengivet i tv og på forsiderne af landets aviser, og hertil i en række avisledere, der bedyrede deres respektive blades afsky over det, deres forsider var fyldt med. I kølvandet fulgte interviews med parnasset fra kulturlivet, der fordømte Glistrup, og sluttelig bragtes en strøm af læserbreve, hvoraf en god del bakkede Glistrup op.

Nogle af de små landsbysamfund, der blev udpeget til at huse relativt store antal flygtninge, protesterede også. Og når lokale protesterede, var tendensen, at de i medierne blev karakteriseret som racister eller i det mindste som intolerante og uvidende. På den måde blev billedet af et elitært Overdanmarks hovmod over for de underprivilegerede fyldt ud og givet konturer. Det Overdanmark, der med præsten Søren Krarups ord optrådte som fortidens ridefogeder over for fæstebønderne, og som i adskillige år endnu overvejende optrådte arrogant affejende over for en hvilken som helst skepsis over for den førte indvandrerpolitik og dermed måske medvirkede til at bestyrke den. Nuancerne blev fordrevet i den ophidsede debat.

Mindre end en uge efter bombeattentaterne indtraf et højdepunkt, da omkring 300 unge kalundborgensere igennem to dage angreb et iransk asylcenter med flasker og sten og skabte rammerne for nogle gode pressefotos. Og selvom ikke mindst den sidste episode ansporede mange til at tage afstand, skete det hele ud fra den dagsorden, der nu var sat af fremmedmodstanderne. Debattens akse var blevet deres påstande om, at de fremmede truede velfærden, danskheden og folket. De påstande kunne man tilslutte sig eller afvise, men tilsyneladende ikke bevæge sig forbi. Et forhold, som i de følgende år kun blev mere udtalt, efterhånden som indvandringens mere dagligdags konsekvenser meldte sig i form af flersprogede skoleklasser, arbejdsløshed og tunge sociale problemer i indvandrerkredse, de ny indbyggeres krav om særlige hensyn til deres religiøse praksis, betragtelige kulturelle forskelle og meget andet. Indvandringen til Danmark blev i 1990'erne samfundsdebattens måske mest følelsesbetonede emne, godt hjulpet på vej af en pressedækning, der også på indvandrerområdet havde en tendens til at favorisere de spektakulære episoder, hvor skyderi, vold og voldtægt indgik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: En farlig verden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306673