Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EF-pakken

Oprindelig forfatter SHR

Hvidbogen var et både ambitiøst og detaljeret program for udviklingen af det indre marked befriet for toldmure og andre nationalstatslige hindringer, som Romtraktaten havde som målsætning, men som hidtil var umuliggjort i de mellemstatslige samarbejdsformers suppedas. Programmet slog bredt an i EF. På Det Europæiske Råds møde i juni 1985 blev det ikke blot godkendt. Det blev også pålagt Rådet og EF-Kommissionen at sikre dets gennemførelse inden udgangen af 1992. Og hermed var det ikke slut. Hvidbogen dannede sammen med en lidt ældre rapport (Dooge-rapporten) baggrund for indkaldelsen af en regeringskonference samme efterår, hvis formål skulle være at udarbejde en traktat om fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt at foreslå de nødvendige ændringer af EF-Traktaten, som de vidtrækkende nye initiativer måtte kræve.

 Den amerikanske fastfoodkultur vandt indpas i Danmark. Den største fastfoodkæde var McDonald's, som efterhånden slog sig ned i de fleste større byer, samt ved motorvejene. Fænomenet blev af kritikere betegnet med ord som „kulturimperialisme”, men at dømme efter dets udbredelse lod danskerne sig gladeligt kolonisere.

Den amerikanske fastfoodkultur vandt indpas i Danmark. Den største fastfoodkæde var McDonald's, som efterhånden slog sig ned i de fleste større byer, samt ved motorvejene. Fænomenet blev af kritikere betegnet med ord som „kulturimperialisme”, men at dømme efter dets udbredelse lod danskerne sig gladeligt kolonisere.

Regeringskonferencen varede fra september til december 1985 og resulterede i dokumentet Den Europæiske Fælles Akt på EF's ministerrådsmøde den 27. januar 1986, til ikrafttrædelse den 1. juli 1987. Akten – i Danmark lanceret som EF-pakken – var i sig selv kun udtryk for en begrænset udvikling i integrationen, men det politiske signal om vilje hertil var betydeligt. Det fælles, navnet hentydede til, bestod i en traktatmæssig sammenkædning af EF's hidtidige økonomiske samarbejde og det parallelt forløbende mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde i Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), men uden at de hidtidige arbejdsgange egentlig blev ændret. Inddragelsen af EPS var snarere af strategisk betydning. Umiddelbart vigtigere var det, at møderne mellem EF's stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd blev formaliserede, at EF-Parlamentet fik øget indflydelse på EF-lovgivningen, samt, ikke mindst, at der i Ministerrådet for fremtiden skulle være kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed på en række vigtige områder. Altså at beføjelser skulle flyttes fra medlemsstaterne til EF. Og nogle af områderne var nye og havde en karakter, som ikke med selv den bedste vilje kunne kaldes økonomisk. Det drejede sig om inddragelse af natur- og arbejdsmiljø og om flerårige handlingsprogrammer for teknologi og videnskab i samarbejdet.

 Midt i det politiske tovtrækkeri om EF-pakken drog udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen den 22. januar 1986 på et døgns rundtur til seks af EF's hovedstæder for at sondere mulighederne for en genforhandling. Turen endte resultatløst, og i oppositionen lød der anklager om, at rejseriet snarere var et indenrigspolitisk initiativ end udtryk for seriøs EF-politik.

Midt i det politiske tovtrækkeri om EF-pakken drog udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen den 22. januar 1986 på et døgns rundtur til seks af EF's hovedstæder for at sondere mulighederne for en genforhandling. Turen endte resultatløst, og i oppositionen lød der anklager om, at rejseriet snarere var et indenrigspolitisk initiativ end udtryk for seriøs EF-politik.

I Danmark blev EF-pakken genstand for de mest ophedede diskussioner om fællesskabet siden 1972.

Annonce

Hidtil havde Firkløverregeringen nok markeret sig mere imødekommende over for integration ud over det økonomiske område end oppositionen, men i EF havde regeringen ikke desto mindre fulgt i sin socialdemokratiske forgængers forbeholdne spor, når det var kommet til de mere højtsvungne visioner. Og sammen med Storbritannien og Grækenland havde Danmark faktisk været modstander af at indkalde til regeringskonferencen i efteråret 1985. Til Pakkens konturer, som tegnede sig under efterårets forhandlinger, forholdt regeringen sig derimod positivt og udfordrede dermed Folketingets flertal.

Under en forespørgselsdebat i Folketinget den 10. december 1985, altså endnu inden Pakken var forhandlet færdig i EF, fremhævede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen regeringens positive indstilling. Med forskellige begrundelser og i forskellig grad udtrykte oppositionen derimod forbehold. VS og SF var ubetinget afvisende, fordi Pakken gav mere magt til det EF, de i forvejen var modstandere af, og de så dens vedtagelse som en svækkelse af den vetoret, tilhængerne i den danske EF-debat ellers hidtil havde fremhævet som en afgørende garant for dansk selvstændighed. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet var derimod mere usikre i deres holdning, især med hensyn til sammenkædningen af EF og EPS-samarbejdet, også selvom regeringen fik indføjet i traktaten, at Danmarks deltagelse i det nordiske samarbejde ikke skulle begrænses heraf.

 Den danske EF-modstand gjorde helt fra begyndelsen omkring 1960 meget ud af at bruge nationale symboler. I februar 1986 kom selveste Holger Danske (i en papmodel) modstanderne af EF-pakken til hjælp. At dømme efter resultatet nåede han tilsyneladende ikke at vågne helt op under den korte afstemningskamp.

Den danske EF-modstand gjorde helt fra begyndelsen omkring 1960 meget ud af at bruge nationale symboler. I februar 1986 kom selveste Holger Danske (i en papmodel) modstanderne af EF-pakken til hjælp. At dømme efter resultatet nåede han tilsyneladende ikke at vågne helt op under den korte afstemningskamp.

Først den 7. januar 1986 meldte Det Radikale Venstre klart ud. Partiet kunne gå ind for indførelsen af det indre marked, men vendte sig imod traktatfæstelsen af det politiske samarbejde. Socialdemokratiet tog stilling den 14. januar og vendte ligeledes tommelfingeren nedad, blot med en anden begrundelse. Det accepterede et mere forpligtende politisk samarbejde, men brød sig ikke om, at Parlamentets beføjelser blev udvidet. Desuden fandt partiet, at den fuldstændigt frie handel i det indre marked trods alle garantier indebar en trussel mod de danske miljøstandarder.

Nu var der et parlamentarisk flertal imod Pakken, hvilket viste sig under Folketingsdebatten den 21. januar. Efter yderligere en uges tovtrækkeri, hvorunder Danmark fik indføjet en miljøklausul i protokollen til Pakken, der gav de enkelte lande ret til at opstille skrappere miljøkrav end de fælles opstillede, faldt forslaget om dansk tilslutning endelig i Folketinget den 28. januar. Kun Fremskridtspartiet støttede regeringen. Danmark kunne ikke ratificere den ny traktat. Det flertal uden om regeringen, der så mange gange havde manifesteret sig i udenrigspolitiske spørgsmål, havde slået til igen. Men denne gang ville regeringen ikke leve med afgørelsen. Schlüter valgte i denne situation et frontalt modangreb ved omgående at udskrive en folkeafstemning om spørgsmålet til afholdelse allerede den 27. februar 1986. Ganske vist kun en vejledende folkeafstemning, men da både regering og opposition lovede at respektere resultatet, var den reelt bindende. Så måtte det bære eller briste.

Det bar, for regeringen og for erhvervslivets organisationer, som aktivt støttede et ja. Folkeafstemningen faldt nemlig ud til tilhængernes fordel med 56,2 procent for og 43,8 procent imod. Det var en sikker afgørelse, men alligevel efterlod forløbet et indtryk af en splittet og usikker befolkning. Man kunne heller ikke uden videre fortolke ja'et som et ubetinget ja til den øgede integration. Schlüter havde allerede ved præsentationen af Hvidbogen erklæret Unionen for „stendød”. Det kom han senere til at høre mange hånsord for. Men efter afstemningen kunne han udlægge resultatet som en sikker tilslutning til selve EF-medlemskabet med den begrundelse, at ja-stemmernes antal kun var syv procentpoint lavere end i 1972, på trods af at Socialdemokratiet denne gang var imod.

For Socialdemokratiet var hele Pakke-afstemningen en prøvelse, som udstillede partiets kvaler med at finde fælles fodslag. Flertallet i folketingsgruppen var imod. Men partiformanden Anker Jørgensen var for, og næstformanden Svend Auken var i de forudgående forhandlinger også positivt stemt, og de to stemte kun nej af respekt for flertallet i gruppen. „Siger vi ikke nej til EF-Parlamentets salamipolitik nu, vil unionen blive gennemført skridt for skridt. Er vi først ude på glidebanen, går det stærkt,” sluttede partiets valgudtalelse. Der var dog også partitaktik i sagen. Socialdemokratiet stod godt i meningsmålingerne, og nogle, med den stærkt udfarende næstformand Ritt Bjerregaard i spidsen, mente, at en socialdemokratisk afvisning sammen med Det Radikale Venstre ville tvinge regeringen til at udskrive valg. Sådan gik det ikke. Regeringen triumferede, mens Socialdemokratiet stod med et svidende nederlag. Støtte til partiet fra fagbevægelsen var det også så som så med. SiD sagde nej, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet sagde ja, men de øvrige forbund ville ikke tage stilling, og det ville LO heller ikke. Og det socialdemokratiske vælgerkorps var som altid i EF-spørgsmål delt på midten.

For den organiserede EF-modstand uden for Folketinget var folkeafstemningen også en alvorlig bet. Den største modstanderorganisation, Folkebevægelsen mod EF, havde i årevis krævet en ny folkeafstemning om EF-medlemskabet, og så sent som i december havde en af dens spidser, Jens-Peter Bonde, krævet en afstemning om Pakken, fordi han anså et nej hertil for en given sag. I stedet gik det nu med den anden folkeafstemning som med den første, og denne gang spillede Folkebevægelsen mod EF ikke engang en stor rolle. Afstemningskampagnen var i første omgang en sag for partierne, og i det udenomsparlamentariske liv spillede nye unionsskeptiske initiativer en større rolle end den rene EF-modstand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: EF-pakken i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306669