Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mere tv

Oprindelig forfatter SHR

TV 2 adskilte sig i starten fra Danmarks Radio ved at anlægge bredere kriterier for, hvad der var relevant stof for seerne, og med en noget „smartere” stil inspireret af udenlandsk reklame-tv, især det angelsaksiske. Som nyhedschefen Ulla Terkelsen forklarede i Politiken efter de første tre år: „Vi valgte at satse på billedrige oplevelseshistorier frem for det dér revisorfjernsyn med en masse tal og tunge emner fra kommuner og amter, som slet ikke er til at forklare i fjernsynet alligevel.” Stilen blev populær, ligesom regionalfjernsynet viste sig at være det, og i begyndelsen af 1990'erne overgik TV 2 Danmarks Radio målt i seertal, en præstation der dog ikke holdt årtiet ud.

 Serien „Strisser på Samsø” var et forsøg på at omplante den amerikanske politiserie til et dansk landbomiljø – hvor der skete rigtig mange forbrydelser. Serien såvel som dens strisser, spillet af Lars Bom (billedet), faldt både i seernes og anmeldernes smag.

Serien „Strisser på Samsø” var et forsøg på at omplante den amerikanske politiserie til et dansk landbomiljø – hvor der skete rigtig mange forbrydelser. Serien såvel som dens strisser, spillet af Lars Bom (billedet), faldt både i seernes og anmeldernes smag.

Hvorvidt oprettelsen af TV 2 ret længe også kunne kaldes et ægte monopolbrud, var derimod diskutabelt. Dels blev det hårde konkurrenceprincip, hvor programtyperne var synkroniseret med Danmarks Radios, hurtigt opgivet, dels tog Danmarks Radio ved lære og lagde sig tæt op ad den nye stil. Allerede i 1987 var Danmarks Radios politiske kontrolorgan Radiorådet blevet udskiftet med en udpeget bestyrelse, som lettere kunne foretage de ændringer, der ud fra et professionelt synspunkt måtte skønnes nødvendige. I praksis kom det da også til at gå sådan, at de to offentligt ejede tv-kanaler ganske hurtigt snarest kom til at supplere hinanden med deres nogenlunde ens programflader. TV 2's fortjeneste blev måske mest af alt at modernisere det allerede kendte tv og i højere grad end tidligere målrette de forskellige typer af udsendelser efter, hvad seerne ville have.

Mere gundlæggende udfordringer mod den danske tv-tradition kom fra andre sider. Mens slagsmålene om TV 2 stod på, udviklede satellitteknologien sig med rivende hast. Det medførte ikke blot et stort internationalt udbud af gennemkommercielle udenlandske tv-stationer, men også muligheder for, at private selv kunne hente deres programmer ned med parabolantenner. Det indebar et definitivt brud med forestillingerne om, at folks tv-vaner kunne underlægges national politisk kontrol. Samtidig var der planer om at føre tv frem gennem en ny type kabler, det såkaldte hybridnet, og for disse kunne de private paraboler udgøre en uvelkommen konkurrence.

Annonce

 Ernst-Hugo Jaregård i Lars von Triers tv-serie i DR TV „Riget” 1996. I tv-eksplosionens tid i 1990'erne så man over hele Europa nok i høj grad det samme tv, men i nationale tillempninger. I Danmark viste licensbetaling sig at gøre en forskel med hensyn til evnen til at skabe populært tv. Det danske marked er for lille til at investere så store beløb, som det koster at lave en god serie, så investorer ville løbe en alt for stor risiko ved at satse på et produkt, der først bliver rentabelt, hvis det kan sælges til udlandet.

Ernst-Hugo Jaregård i Lars von Triers tv-serie i DR TV „Riget” 1996. I tv-eksplosionens tid i 1990'erne så man over hele Europa nok i høj grad det samme tv, men i nationale tillempninger. I Danmark viste licensbetaling sig at gøre en forskel med hensyn til evnen til at skabe populært tv. Det danske marked er for lille til at investere så store beløb, som det koster at lave en god serie, så investorer ville løbe en alt for stor risiko ved at satse på et produkt, der først bliver rentabelt, hvis det kan sælges til udlandet.

Det var enorme økonomiske interesser, som stod på spil. Man anslog i 1984, at de nærmeste års danske medieinvesteringer ville beløbe sig til 30 milliarder kroner, og naturligvis var industrien og teleselskaberne stærkt interesseret i at få del i kagen. I december 1984 vedtog Folketinget at indføre et landsdækkende hybridnet, anlagt af de danske telefonselskaber i samarbejde med Post- og Telegrafvæsenet. De første kunder skulle allerede i 1986 tilbydes 24 tv- og 36 radiokanaler, heriblandt flere af satellitprogrammerne. Det var således forståeligt, at P&T nidkært vogtede over sit monopol på at nedtage satellit-tv, men det var også forståeligt, at både enkeltpersoner og de 8000 private antenneforeninger løb stormløb på monopolet og krævede deres ret til selv at vælge. Endelig i marts 1987 indgik regeringen og Socialdemokratiet et forlig, som lovliggjorde brugen af parabolantenner. Herefter var den fagre nye tv-verden en realitet i Danmark, hvor et meget stort udbud af kanaler efterhånden blev dagligdag for de fleste.

 Fra TV 2's præsentation af sine nye studieværter Jens Gaardbo og Trine Panum Kjeldsen i november 1997. Tv-mediet forvandlede sig gennem 1990'erne fra at være formidler af andre politiske og kulturelle institutioners virke til at blive en selvstændig medieinstitution drevet af sin egen indre logik. Denne logik har også ændret studieværternes funktion. „Nyhedsværterne er kendte i dobbelt forstand,” har medieforskeren Stig Hjarvard sagt. „De er dels kendte i offentligheden og indgår på denne måde i det populærkulturelle kredsløb af andre medie-kendte personer. De er dels velkendte, familiære, for seeren, der er i selskab med dem hver aften under nyhedssendingen.”

Fra TV 2's præsentation af sine nye studieværter Jens Gaardbo og Trine Panum Kjeldsen i november 1997. Tv-mediet forvandlede sig gennem 1990'erne fra at være formidler af andre politiske og kulturelle institutioners virke til at blive en selvstændig medieinstitution drevet af sin egen indre logik. Denne logik har også ændret studieværternes funktion. „Nyhedsværterne er kendte i dobbelt forstand,” har medieforskeren Stig Hjarvard sagt. „De er dels kendte i offentligheden og indgår på denne måde i det populærkulturelle kredsløb af andre medie-kendte personer. De er dels velkendte, familiære, for seeren, der er i selskab med dem hver aften under nyhedssendingen.”

Og så viste det sig i længden, at seerne foretrak dansk tv, og endda ikke blot dansk tv, men netop dét kvalitets-tv, som åbenbart kun licenspengene kunne garantere for. Ifølge Gallups målinger af, hvor meget seerne faktisk så på de forskellige kanaler, kom det gamle Danmarks Radio, nu DR 1, i år 2000 ind på en førsteplads. Næsten 36 procent af det, DR 1 udsendte, blev set af Gallups udvalgte seere. TV 2 fulgte tæt efter med knap 34 procent. På tredjepladsen kom den helt reklamefinansierede dansksprogede TV 3 med 9 procent, og herfra var der igen langt ned til de næste i rækken. Omkring 70 procent af danskernes tv-forbrug blev varetaget af DR 1 og TV 2. For bedre at kunne målrette sine programmer havde Danmarks Radio desuden oprettet den „smallere” DR 2 i 1996, og i 2000 udskilte TV 2 „ungdomskanalen” TV Zulu.

Til gengæld for at få det tv, de ville have, betalte danskerne flere penge til offentligt ejet tv end nogen anden nation. Det var en utilsigtet følge af ”Lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.” af 30. maj 1986. Og et vigtigt argument for de mange borgerlige krav om privatisering af TV 2.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Mere tv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306692