Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Socialdemokratiske magtkampe

Oprindelig forfatter SHR

I centrum af dansk politik havde Socialdemokratiet, Danmarks største politiske parti, derimod befundet sig gennem det meste af århundredet. Oftest som regeringsparti, en rolle det mellem 1924 og frem til Firkløverregeringen kun havde været ude af i få og korte perioder. Det havde da også været en almindelig antagelse i partiet, at Firkløverregeringen kun var at betragte som en parentes i den danske politiske historie, endnu en kort afbrydelse i det normale forløb. Derfor bredte frustrationerne sig, efterhånden som årene gik, og statsministeren stadig hed Poul Schlüter. I bestræbelserne på at vende tilbage til regeringsmagten bevægede Socialdemokratiet sig ud i alvorlige indre modsætninger i flere af tidens store spørgsmål. Uenighederne slog ud i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, i EF-spørgsmålet blev de tydelige op til folkeafstemningen om EF-pakken i 1986, men de eksisterede også i for eksempel vurderingen af den økonomiske politik; ikke alle i Socialdemokratiet var lige afvisende over for den borgerlige kurs på dette område, ligesom der herskede divergerende opfattelser af Socialdemokratiets egen håndtering af den økonomiske politik frem til 1982.

I partiets top eksisterede flere grupperinger, som på forskellige områder ytrede deres kritik af den herskende linje. Ritt Bjerregaard var en dynamo i bestræbelserne på at afvise EF-pakken i 1986, og hun var også blandt de ivrigste til at markere en skarpere miljøprofil. I den modsatte retning trak smedebossen Georg Poulsen og andre af Socialdemokratiets faglige topledere, og omkring den tidligere boligminister Erling Olsen samlede sig flere stærke personligheder, som både så med skepsis på formanden Anker Jørgensens politiske kurs og på hans personlige egenskaber som partiformand. Under Anker Jørgensens ledelse – han havde afløst Jens Otto Krag den 3. oktober 1972 – var Socialdemokratiet utvivlsomt svinget noget mod venstre, og han tolererede endog meget store afvigelser fra den vedtagne linje.

 Altid i orkanens øje. Ritt Bjerregaard var en kontroversiel skikkelse i den socialdemokratiske ledelse. I de fleste spørgsmål var hun placeret på partiets venstrefløj, men hun gik ikke af vejen for at foretage politiske vendinger, som for eksempel da hun i slutningen af 1980'erne opgav modstanden mod EF og erklærede sig blandt de mest helhjertede tilhængere af unionsprojektet.

Altid i orkanens øje. Ritt Bjerregaard var en kontroversiel skikkelse i den socialdemokratiske ledelse. I de fleste spørgsmål var hun placeret på partiets venstrefløj, men hun gik ikke af vejen for at foretage politiske vendinger, som for eksempel da hun i slutningen af 1980'erne opgav modstanden mod EF og erklærede sig blandt de mest helhjertede tilhængere af unionsprojektet.

Til de politiske divergenser kom personlige aspirationer om magt i partihierarkiet, og i begge henseender blev de fraktionerende yderligere motiverede i forventningerne til et snarligt formandsskifte i Socialdemokratiet. Det kom den 10. september 1987, på et hovedbestyrelsesmøde. Ved folketingsvalget to dage før var det blevet klart, at Socialdemokratiet ikke kunne danne regering. På den anden side havde partiet næsten holdt skansen med kun to tabte mandater, hvilket var lidt bedre end de to store regeringspartier. I denne partimæssigt stabile situation kunne et formandsskifte ikke blot gennemføres i ro, men også med Anker Jørgensens autoritet intakt. Den brugte han til at sikre formandssædet for sin egen foretrukne kandidat, den 44-årige Svend Auken.

Annonce

Svend Auken og Anker Jørgensen stod personligt og politisk hinanden nær og havde i mange år arbejdet tæt sammen, og man kunne hermed forvente, at Socialdemokratiet videreførte sin hidtidige kurs. På en ekstraordinær kongres den 3. oktober blev Svend Auken valgt med 569 stemmer mod den ukendte modkandidat Arno Norske, der kun fik én stemme, og på 25-årsdagen for sin tiltrædelse som statsminister gik Anker Jørgensen under stort kalas af den 3. oktober 1987. Men valget af Auken skete kun i tilsyneladende enighed. Forinden havde „Olsen-banden” og LO-toppen uden held forsøgt at få den mere centrumorienterede formand for Folketinget Svend Jakobsen til at stille op. Den stærke Ritt Bjerregaard stemte dog for Auken og blev selv formand for folketingsgruppen. Gennem valget af direktøren for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Poul Nyrup Rasmussen, til posten som næstformand blev båndet til fagbevægelsen styrket, og dermed så det ud til, at Socialdemokratiet havde sikret kontinuiteten. En leder med bred folkelig appel stod fortsat i spidsen for partiet. Svend Aukens engagerede, impulsive stil faldt i vælgernes smag, i hvert fald hvis man skulle dømme efter de personlige stemmetal. Ved valget den 8. september 1987 fik han 24.328 stemmer, et resultat, som kun blev overgået af Poul Schlüter. Også ved valget den 10. maj 1988 trak Schlüter flest stemmer. Men Auken vandt mere end 11.000 personlige stemmer flere end ved det forrige valg og scorede nu 35.740 personlige stemmer. Regeringens og oppositionens førstemænd havde begge deres trofaste skarer.

Problemet med at opnå den støtte fra Det Radikale Venstre, der var nødvendig for at kunne danne regering, blev imidlertid snarere større end mindre med formandsskiftet. Niels Helveg Petersen havde i udgangspunktet ikke mere tiltro til Auken som statsminister, end han havde haft til Anker Jørgensen, og Schlüters beskyldninger mod Auken for løftebrud i den sikkerhedspolitiske debat, der førte til det næste valg, gjorde kun ondt værre. Personlige ambitioner blandt Socialdemokratiets ledere såvel som almindelig skepsis til Auken i egne og andres rækker fik betydning for hans fortsatte karriere som partileder.

Regeringsmagten var nemlig lige fjern efter Socialdemokratiets fantastiske valg i 1990 – et valg, hvor Auken med 35.647 personlige stemmer blev topscorer. Sammen med Ritt Bjerregaard stod han for en uforsonlig oppositionspolitik, som dog hverken gav mange konkrete resultater eller bedre meningsmålinger. Heroverfor stod Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft med en mere pragmatisk stil, der var imødekommende også over for regeringens økonomiske politik, og den strategi vandt efter 1990 flere støtter i partiet, især i fagbevægelsens top, hvor man efterhånden ganske åbenlyst forholdt sig skeptisk til Auken. Balancen tippede, da Ritt Bjerregaard i sommeren 1991 løb ind i et medieuvejr, fordi hun havde lejet en stor lejlighed i København, samtidig med at hun havde sin faste bopæl i Odense. Hendes partifæller søgte at få stoppet sagen ved at tale hende fra lejemålet, men Ritt Bjerregaard trivedes som altid godt i modvind og stod fast på sin ret til at bo som hun ønskede. „Jeg lader mig ikke styre af pressen,” sagde hun. Lovligheden af sit lejemål fik hun senere rettens ord for. Men det pressede parti reagerede med fordømmelse og gjorde sagen til et spørgsmål om moral; ledere for et parti, der talte de svagestes sag, burde ikke flotte sig for meget. Til sidst gav Auken efter og fyrede Ritt Bjerregaard som gruppeformand. Det skete den 29. oktober 1991. Auken overtog selv posten, hvorved han både udstillede sine begrænsede evner som indpisker og mistede sin stærke forbundsfælle.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hein Rasmussen: Socialdemokratiske magtkampe i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306653