Et samtidigt stik af bombardementet på Frederiksstad den 4. oktober 1850. Byen var blevet beskudt gennem de foregående dage, og om eftermiddagen den 4. oktober stormede de slesvig-holstenske styrker. Ved 11-tiden sent på aftenen måtte angrebet opgives med et tab på mere end 800 mand. Angrebet på byen var uden militær betydning i den større sammenhæng, da afgørelserne efter slaget ved Isted nu blev truffet på det politiske plan, men det mislykkede angreb svækkede afgørende slesvig-holstenernes tro på at kunne opnå resultater ved våbenmagt.

.

Flinchs Almanak for 1850 bekræftede forestillingen om den danske landsoldat som helten i krigsførelsen. Tegningen og et medfølgende digt af 11. P. Holst lægger sig tæt op ad „Den tapre landsoldat”. Soldaten fortæller her om et sejrrigt slag, så det må være slaget ved Fredericia, soldaten fortæller sin pige om. Det var også det eneste af Treårskrigens større og mere afgørende sammenstød, der rigtig kunne bære myten om landsoldaten.

.

Både på det diplomatiske og på det militære plan faldt der i sommeren 1850 afgørelser, der – om end først efter nogen tid – bragte borgerkrigen til ophør og i det ydre genskabte det monarki, der eksisterede før begivenhederne i marts 1848.

Under russisk pres sluttede Preussen på egne og Det tyske Forbunds vegne fred med Danmark den 2. juli 1850. Freden gjorde ende på krigstilstanden mellem parterne, men den afgjorde ikke Slesvigs fremtid. Det blev overladt til Danmark alene at genvinde det militære herredømme over landet mellem Kongeåen og Ejderen.

Samtidig med at man forhandlede i Berlin, blev der også forhandlet om den samme konflikt i London. Under den britiske udenrigsminister Palmerstons ledelse vedtog stormagtsgesandterne en protokol, i hvilken Storbritannien, Frankrig, Rusland, Sverige og en måneds tid senere også Østrig erklærede, at det samlede danske monarkis fortsatte beståen var vigtig for den europæiske ligevægt.

Det var også af stor betydning, at man i Danmark fandt frem til en løsning på det presserende spørgsmål om arvefølgen, og stormagterne stillede en fælles anerkendelse af en kommende løsning i udsigt. Skønt protokollen var affattet i ubestemte vendinger, var den dog et klart udtryk for, at Europas ledende magter havde interesse i at bevare en stat, bestående af kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og de to tyske forbundslande, Holsten og Lauenburg.

Londonprotokollen ændrede lige så lidt som freden i Berlin umiddelbart ved den aktuelle militære stilling i Slesvig-Holsten. Men det regerende statholderskab i Kiel var nu politisk isoleret og henvist til at hævde sig over for Danmark ved egne kræfter alene.

Den 13. juli opgav bestyrelseskommissionen for Slesvig at udøve sin myndighed, og både Danmark og statholderskabet erklærede nu, at de overtog styrelsen af landet. Samme dag rykkede den slesvig-holstenske hær, der talte lidt over 30.000 mand, over Ejderen ind i Slesvig, og tre dage senere gik ca. 37.000 danske tropper fra Jylland ind i Nordslesvig.

De to hærstyrker mødtes mellem Flensborg og byen Slesvig den 24. juli, og fra tidligt om morgenen til midt på dagen den 25. juli udkæmpedes slaget ved Isted, der afgjorde, hvilken af parterne der skulle beherske Slesvig. I den første fase af slaget opnåede den slesvig-holstenske hær fordele, og den danske hærs stilling var en tid stærkt truet.

Der blev fra begge sider kæmpet hårdnakket, og ved gentagne angreb og indsættelse af reserven lykkedes det op ad dagen den 25. juli for den danske øverstbefalende, general Christoph von Krogh, at tvinge slesvig-holstenerne til at gå tilbage mod syd. En del af den danske styrke var bestemt til at foretage en omgående bevægelse mod vest og søge at afskære fjenden.

Men netop da denne mulighed opstod ved middagstid, var styrken blevet beordret til at gå tilbage under indtryk af den vanskelige stilling, som den danske hærs hovedstyrke nogle timer tidligere befandt sig i.

Den danske hær havde fået modstanderen til at trække sig tilbage, men sejren var dyrekøbt. Den danske hær havde 800 døde og 2400 hårdt sårede, hvoraf mange senere døde. Oberst Læssøe og general Schleppegrell var blandt de faldne. Den slesvig-holstenske hærs tab var 500 faldne og 1200 hårdt sårede. Der var fra begge sider kæmpet med stor tapperhed, men hverken den danske eller den slesvig-holstenske overledelse havde udmærket sig i særlig grad.

Efter slaget rykkede den danske hær frem til linien Slien-Danevirke, og slesvig-holstenerne søgte senere på året at omgå denne stilling. Den 12. september angreb de forgæves et dansk brohoved ved Mysunde ved Slien, og 4. oktober blev Frederiksstad ved Ejdermundingen angrebet efter flere dages bombardement. Frederiksstad blev kommanderet af nordmanden Hans Helgesen, der efter fem timers kamp kunne afslå stormangrebet.

Krigshandlingerne gik nu i stå, og kort efter nytår blev statholderskabet tvunget til at give op efter pres fra de ledende tyske magter Preussen og Østrig. Slesvig-Holsten ophørte med at eksistere som en selvstændig stat.

Krigen var endt, men en afgørelse var ikke opnået. Holsten var blevet besat af preussiske og østrigske tropper, og Slesvigs stilling var uafklaret, selv om danske tropper havde besat området indtil Ejderen. Arvefølgespørgsmålet var ikke løst. De europæiske stormagter havde støttet Danmark, men ud fra den forudsætning, at helstaten blev opretholdt, uanset hvad befolkningen i de forskellige dele mente herom.

Den gamle kniplingskræmmer Jens Wulff gjorde den 31. december en mistrøstig status over året 1850: „… de mange ofre, der måtte bringes, for at holde de mod hinanden stående armeer på benene var forgæves og førte til intet uden opretholdelsen af had og forbitrelse mellem de forskellige nationaliteter, der bebor ét og samme land, havde én og samme fyrste til hersker og befandt sig så vel ved at gå med hinanden hånd i hånd. O! Måtte det kommende år dog bringe mere ro, fred og velsignelse over vort land, måtte begge parter dog lære at indse, erkende og påagte, at kun fred ernærer, ufred derimod forstyrrer.”

Ved udgangen af 1850 var der dog ikke megen grund til at tro, at man ville kunne opleve en fælles fremtid for hele monarkiet, baseret på den helstatspatriotisme fra tiden omkring år 1800, som Jens Wulff troligt havde båret med sig fra sine unge dage. Den helstat, der ved årsskiftet 1850-51 var ved at blive genskabt, var først og fremmest resultatet af de europæiske magters interesser.

Monarkiets ydre rammer, kongeriget og de tre hertugdømmer, blev genetableret, men det var et spørgsmål, om dets beboere nu delte Wulffs opfattelse, at der var tale om ét og samme land. De nationale modsætninger, som kulminerede i 1848-50, medførte for store dele af befolkningen i hertugdømmerne, at man måtte opleve situationen efter 1850 som en undertvingelse under et fremmedherredømme.

Fra dansk side havde feltråbet gennem de tre krigsår været: Danmark til Ejderen! Slesvig skulle forenes med kongeriget under den nye frie forfatning, mens Holsten og Lauenburg var fremmedelementer i den danske stat, som man var indstillet på at afgive. Stormagternes erklærede holdning satte bom for denne løsning, og det samme gjaldt for ideerne om en deling af Slesvig efter nationalt sindelag.

En deling efter nationalt tilhørsforhold var ikke bekvem for Europas stormagter oven på revolutionerne i 1848. Og delingstanken havde stærke modstandere i Danmark. Der var dem, der ud fra forskellige hensyn gik ind for den restituerede helstat. Men også i Danmark og i Sønderjylland havde konflikterne op gennem 1840'rne og Treårskrigen ført til, at man næppe længere opfattede Frederik 7.s monarki som „ét og samme land”.

Danmark havde sejret militært, og snart voksede myterne frem om „felttogene i vore første frihedsår”, som det hed i en senere bogtitel. Der stod en nimbus omkring de militære ledere fra felttogene – ikke mindst de faldne som Rye, Læssøe og Schleppegrell. Men først og fremmest blev Treårskrigen vundet af landsoldaten, den menige danske soldat. Det var det danske folk, der havde slået tyskerne 1848, 1849 og endelig i 1850. Her overlevede „ånden fra 1848” gennem samtlige tre felttog, og den fik siden sit synlige udtryk i H. V. Bissens kendte statue i Fredericia.

Disse forestillinger bidrog til en udbredt overvurdering af Danmarks militære formåen. Krigsførelsen 1848-50 havde både rummet nederlag og sejre. Udfaldet fra Fredericia natten mellem 5. og 6. juli 1849 og Hans Helgesens forsvar af Frederiksstad 4. oktober 1850 var ubetingede danske triumfer på slagmarken, og det var gang på gang stormagternes – især Ruslands – intervention, der var afgørende for forholdet mellem Danmark og Slesvig-Holsten og dets tyske allierede.

Felttogene rummede mange enkeltepisoder, der viste landsoldatens mod og kampvilje, men der var tilsvarende situationer, hvor den oftest talmæssigt underlegne modstander havde haft overtaget. Hverken Slesvig-Holsten eller Preussen besad 1848-50 nogen egentlig sømagt. Den danske flådes beherskelse af farvandene var i mange tilfælde af afgørende betydning, som da Ryes korps i 1849 blev overført fra Helgenæs til Fredericia, og den danske flådes blokade af de nordtyske kyster lagde under Treårskrigen et stadigt, mærkbart pres på Preussen og de øvrige nordtyske stater.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Krigsafslutning og uvis fred.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig