1848 - enevældens fald

De sidste år af Christian 8.s regeringstid kan forekomme forholdsvis rolige i sammenligning med de umiddelbart foregående. Det kom ikke til yderligere åbne konfrontationer med kræfter, der blev repræsenteret af Rasmus Sørensen og Peder Hansen eller af hertugen af Augustenborg, der hver på sin vis truede det bestående.

Efter at protesterne mod Det åbne Brev var stilnet af – godt hjulpet af de forskellige tvangsmidler over for oppositionen – var der ifølge L. N. Scheeles indberetninger blevet plads for større besindighed i det politiske liv i hertugdømmerne. „Politikken lå stille”, erkendte også prinsen af Nør i sommeren 1847. I kongeriget var bøndernes utilfredshed blevet organiseret i Bondevennernes Selskab, der virkede på linie med den nationalliberale opposition.

Man hørte ikke mere om uro på godserne, men selskabet fungerede nu som vælgerorganisation ved de nye valg til stænderne i 1847, hvor man støttede oppositionens kandidater. Scheele måtte dog indrømme, at den slesvig-holstenske bevægelse fortsatte arbejdet i det mere stille, og stændervalgene i kongeriget i 1847 blev en klar dokumentation af styrken af alliancen mellem de nationalliberale borgere og bønderne. Bondevennernes Selskab begyndte med omkring 3000 medlemmer, og ved midten af 1847 nærmede tallet sig det dobbelte.

I Østifternes stænderforsamling 1846 rejste Orla Lehmann kravet om en fri forfatning for kongeriget og Slesvig, der skulle udarbejdes af en fælles grundlovgivende rigsforsamling. Forslaget kom ikke til udvalgsbehandling, men fra regeringshold var man på samme tid begyndt at overveje en ændring af forfatningsforholdene.

Man greb tilbage til tanken om „stænderske komitéer” (se afsnittet 1840'rnes liberalisme), og i en snæver kreds af ledende embedsmænd overvejede man nu, hvor langt man kunne gå i retning af en forfatningsændring uden at krænke Kongelovens principper.

P. G. Bang argumenterede, at eftersom Kongeloven var givet på grundlag af en fuldmagt fra de daværende stænder, kunne Christian 8. nu med en tilsvarende repræsentation justere eller ophæve samme lov.

Det var afgørende, at kongemagten tog skridt til at sikre monarkiets fortsatte udelte beståen, og bag alle drøftelser lå den erkendelse, at enevælden ikke ville kunne overleve et tronskifte. Stænderforsamlingerne skulle mødes i sommeren 1848, og regeringen arbejdede hen mod, at man inden da havde et udspil. I december 1847 forelå et udkast til en fællesforfatning for monarkiet, men det nåede ikke til behandling i Statsrådet, da Christian 8. blev syg.

Et mindre sår forårsagede „inflammation”, dvs. blodforgiftning, og kort efter nytår 1848 stod det klart, at han ikke ville overleve sygdommen. Den 9. januar skrev Christian 8. sit politiske testamente, og den 20. januar om aftenen indtraf døden.

Rygterne var gået, både om kongens sygdom og om en kommende forfatningsforandring. Københavns Borgerrepræsentation besluttede samme aften, som Christian 8. døde på Amalienborg, at henvende sig til den nye konge, og allerede dagen efter var pjecen Ved Tronskiftet 1848 på gaden.

Heri krævede H. N. Clausen og J. Fr. Schouw enevældens afskaffelse, en fri forfatning for Danmark og Slesvig, en anden for Holsten, men på det samme vælgergrundlag som de eksisterende stænderforsamlinger. Den 24. januar gik borgerrepræsentationen til kongen for at lykønske til tronbestigelsen og for at bede om en ikke nøjere specificeret ny forfatning.

Frederik 7. var som sin forgænger ved sin tronbestigelse i besiddelse af den uindskrænkede regeringsmagt. I Statsrådet optoges præsidenten for Det slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli, Carl Moltke, og en ungdomsven, C. E. Bardenfleth, der hidtil havde været tronfølgerens hofchef. Den 28. januar udstedtes et reskript, der markerede, hvor langt den nye statsledelse var indstillet på at gå.

Der skulle skabes en fælles stænderforsamling for hele riget foruden de eksisterende, men først skulle der indkaldes en forsamling af „erfarne mænd” til nøjere at overveje udformningen: 18 fra kongeriget, syv og seks fra henholdsvis Holsten og Slesvig og fire fra Ridderskabet. Desuden otte kongevalgte fra kongeriget og fire fra hver af hertugdømmerne.

Udspillet skuffede den nationalliberale opposition, men det mødte større accept i hertugdømmerne, hvor de fleste af de stænderdeputerede (minus de få dansksindede) mødtes i Kiel den 17. februar for at vælge deres del af de erfarne mænds forsamling.

Enevælden havde sat sin egen afvikling på dagsordenen, censuren blev ophævet, og i de følgende uger udfoldedes en livlig debat omkring mere vidtgående forfatningskrav end foreslået i reskriptet fra den 28. januar.

Også blandt bønder og husmænd vaktes forventningerne om snarlige reformer. En politisk aktiv bonde havde drøftet situationen med ejeren af godset Borreby, H. G. Castenskiold. Denne ville nok indrømme bønderne arvefæste og acceptere lige beskatning af hartkornet, „men så skulle bondevennerne også lade godsejerne have fred”.