Jørgen Sonnes billede af kampen på Dybbøl Bjerg 5. juni 1848 blev malet i begyndelsen af 1849, mens kanonerne tav for en tid. De danske soldater i de røde uniformer med det hvide kryds – velegnet til at sigte efter – rykker frem gennem kornet, mens tyskerne viger bag gærdet. Nederst til venstre en dansk soldat i mørkegrøn uniform, en herregårdsskytte. De udgjorde et særligt korps, der udmærkede sig ved skydefærdighed og erfaring i at bevæge sig i terrænet. Det er ikke nogen øjenvidneskildring, men et nationalt mobiliserende propagandamaleri. I 1849 fulgte Sonne kamphandlingerne på nært hold, og hans skildringer fik på denne baggrund en anden, mere realistisk karakter.

.

Til sin død i 1863 yndede Frederik 7. at berette om sin personlige deltagelse i krigsbegivenhederne 1848-50, men hans fortællinger var mildt sagt overdrevne. Han besøgte imidlertid flere gange de danske tropper, og således var han til stede ved en troppesamling på Lerbæk Mark ved Vejle den 18. september. Det var til lejligheden her, digteren H. P. Holst havde forfattet sangen „Vel mødt igen, Kong Frederik! ved Hæren”. Med den for ham egne evne til at gribe de psykologisk rigtige øjeblikke rejste kongen sig ved sangens slutning og gentog, ligbleg og tydelig stærkt bevæget, ordene „Det skal ej ske!”. Det, der ikke skulle ske, var en deling af Slesvig. Virkningen var enorm.

.

Den provisoriske regering i Kiel opnåede i dagene efter sin proklamering kontrol med det meste af hertugdømmerne. I Nordslesvig holdt bondestanden dog fast ved Danmark, Haderslev by ligeledes, mens Sønderborg, Åbenrå og Flensborg var splittet mellem tilhængere af den slesvig-holstenske regering og dem, der var loyale over for monarkiet, udtrykt i troskaben mod kong Frederik 7.

Den 29. marts rykkede de første danske tropper ind i Slesvig, og danske orlogsskibe ankom til Åbenrå og Sønderborg. Den 9. april besejrede den danske hær på ca. 11.000 mand en langt mindre slesvig-holstensk styrke ved Bov og tog omkring en sjettedel af modstanderne til fange. I de følgende dage rykkede de danske tropper videre frem til linien Slien-Danevirke.

Det tyske Forbund og Preussen havde imidlertid sendt hærstyrker til forstærkning af den provisoriske regerings militær, der dermed kom til at disponere over ca. 30.000 mand. Den 23. april angreb talmæssigt overlegne tyske styrker under general Friedrich Wrangel de danske stillinger ved Slesvig by, og efter en hård kamp måtte den danske hær trække sig tilbage mod nord.

Den 24. april fandt en træfning sted ved Oversø nord for Slesvig. Den forårsagede panik i den danske hovedstyrke, der da stod i Flensborg. Hæren blev trukket dels til Als dels til Fyn – og Jylland lå dermed åben for fjenden. Den 1. maj gik de preussiske styrker ind i Jylland, indtog fæstningen Fredericia uden kamp og besatte Vejle amt.

Pres fra Rusland, der vendte sig skarpt mod årets liberale og nationale bevægelser, tvang imidlertid Preussen til at rømme Nørrejylland, og Wrangel trak sig tilbage til Nordslesvig. Her havde den danske hær styrket sin stilling på Als, og den 28. maj erobrede man, og den 5. juni forsvarede man med held et brohoved i Sundeved – Dybbøl Banke.

I Nordslesvig kom det i den følgende tid til mindre sammenstød mellem de danske styrker og Wrangels tropper, men afgørelserne blev nu flyttet fra det militære til det diplomatiske plan. Rusland havde grebet ind med diplomatisk pres på Berlin, og fra Sverige-Norge overførtes en troppestyrke til Fyn til støtte for Danmark. Lars Andersen på Holevadgården noterede, at man den 12. juni fik indkvarteret mandskab fra Västergötlands regiment i sognet.

Storbritannien havde efter anmodning fra dansk side tilbudt mægling, og der førtes forhandlinger i London om en løsning, men foreløbig uden resultat. Flere lande fremkom her med tanken om Slesvigs deling, men den blev blankt afvist fra dansk side. Sidst i juni flyttede diplomatiet til Malmø, hvor Danmark i den svenske regering håbede at finde en mere aktiv danskvenlig mægler.

Allerede den 2. juli kunne Danmark og Preussen slutte en våbenstilstand, der imidlertid ikke blev anerkendt i Kiel eller respekteret af general Wrangel, som beherskede Slesvig militært med undtagelse af Als og Dybbøl. Fra slesvig-holstensk side forberedte man i stor hast en for fatning, og den 15. september vedtoges en ret vidtgående demokratisk grundlov for Slesvig-Holsten.

Da havde Preussen og Danmark indgået en ny våbenstilstand, der skulle gælde for syv måneder. Den overdrog styret af hertugdømmerne til en fællesregering med Carl Moltke som chef, og den fik til sin rådighed de i hertugdømmerne hjemmehørende regulære tropper. Det viste sig imidlertid umuligt at få den planlagte fællesregering på fem mand – to valgt af Danmark for Slesvig, to for Holsten af Preussen og en valgt i fællesskab af Danmark og Preussen – til at fungere, og den faktiske regering, der kom til at afløse den oprindelige provisoriske i Kiel, blev udpeget af Preussen med stærk hensyntagen til slesvig-holstenernes interesser.

Man havde sluttet våbenstilstand, men ikke fred. For den dansksindede befolkning i Nordslesvig blev den nye fællesregering oplevet som et overgreb mod danskheden, og en kongelig proklamation til sønderjyderne af 15. december 1848 kunne direkte erklære, at der ikke fandtes „nogen lovlig, i landsherrens navn og efter våbenstilstandens ord og ånd styrende øvrighed, som vore undersåtter kunne være pligtige at agte og lyde”.

Den danske regering havde ønsket internationale erklæringer til sikring af forbindelsen mellem Danmark og Slesvig, dernæst indkaldelsen af en fredskongres med deltagelse af stormagterne i Europa. Men uden held. Initiativet gik tilbage til Storbritannien, hvis udenrigsminister Palmerston på ny fremsatte forslaget om en deling af Slesvig – fra et punkt syd for Flensborg til Vesterhavet ud for Før.

Delingstanken vakte fortsat stor modvilje i Danmark, selv om de nationalliberale ledere var begyndt at indstille sig på en deling ved Slien-Husum som „det mindste onde”. Den stærke nationale vækkelse i året 1848 havde imidlertid bygget på forestillingen om et Danmark og Slesvig til den historiske grænse mellem dansk og tysk ved Ejderen. Talrige adresser talte mod en deling, det samme gjorde Frederik 7. ved en troppeparade ved Vejle den 18. september.

Det var også kongen, der umiddelbart foranledigede et ministerskifte. Til de videre forhandlinger i London måtte der foreligge instruks fra dansk side, og udenrigsminister F. M. Knuth fik tilslutning til at arbejde for Slesvigs adskillelse fra Holsten med en selvstændig stilling inden for monarkiet eller – hvis det ikke var opnåeligt – en deling af Slesvig.

Men Frederik 7. nægtede at godkende denne instruks, og han havde – hvad der stemte dårligt med hans status som konstitutionel konge – instrueret gesandten i London, Frederik Reventlow, om alene at tage den første mulighed som udgangspunkt for forhandlingerne.

Martsministeriet måtte nu gå af. Udenrigsminister Knuth, Lehmann, Monrad og Tscherning trådte ud, mens P. G. Bang blev indenrigsminister, oberst C. F. Hansen Tschernings afløser som krigsminister, professor J. N. Madvig blev kultusminister og H. N. Clausen minister uden portefølje. W. Sponneck blev finansminister. A. W. Moltke fortsatte som leder og tog nu også udenrigsministerposten. Taget under ét var „novemberministeriet” mere moderat liberalt, og det havde bundet sig til Ejderpolitikken.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fra slaget ved Bov til våbenstilstanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig