Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landbrugslandet i Europa

Oprindelig forfatter CBjø

Soldaterne kunne vende hjem, og landet over blev de modtaget med festligheder. H. C. Andersen opholdt sig på herregården Glorup på Østfyn, da man fejrede de hjemvendende sejrherrer, og han bidrog med en sang, der hyldede de danske troppers indsats gennem de tre krigsår. Lars Andersen på Holevadgården på det vestlige Fyn noterede, at man også der i sognet holdt gilde for soldaterne, hvad der kostede ham 4 rdl.

Lars Andersen havde i 1837 efterfulgt sin fader, Anders Andersen, på gården. Moderen havde beholdt fæstet efter sin afdøde mand i ni år, og først i 1846 blev Lars Andersen formelt husbond på stedet. Men han stod for bedriften fra faderens død, og han førte faderens optegnelser videre i samme kortfattede form.

Måned for måned indeholder de oplysninger om vejret, om arbejdet, lidt lokalnyt og så i perioder notater om tildragelserne uden for sognets grænser. Anders Andersen havde i april 1801 givet en vel optimistisk omtale af slaget på Reden, og i sønnens indførsler kan man i glimt følge, hvad der skete fra den første mobilisering af tropperne i marts 1848 til de vendte hjem igen lidt ind i 1851.

Annonce

Ud fra optegnelserne fra denne vestfynske gård kan det synes, som om det danske samfund ikke undergik større forandringer i perioden mellem 1800 og 1850. Gode høstår skiftede med jævne og dårlige – og langvarig frost, stærk hede eller ugevis uafbrudt regnvejr optager nok så meget plads som tronskifter og Treårskrig.

De månedlige notater fra Holevad-gården kan gennem Anders og Lars Andersens levetid illustrere, at der i første halvdel af 1800-tallet ikke skete nogen ændring i de grundlæggende produktionsforhold. Fire femtedele af alle danskere boede fortsat på landet, mens der inden for den sidste femtedel var sket en vis forskydning fra hovedstaden til provinsbyerne.

 David Monies' billede af Louise Rasmussen er malet i 1850, da hun ved sit giftermål med Frederik 7. blev ophøjet til lensgrevinde af Danner. Hun var begyndt som balletdanserinde og havde i 1844 etableret sig som modehandler i Vimmelskaftet i København. Hun havde lært Frederik 7. at kende i begyndelsen af 1830'rne og fik stigende betydning for ham, efterhånden som hans to første ægteskaber mislykkedes. Efter Frederik 7.s tronbestigelse flyttede hun ind på Christiansborg. I marts 1849 blev hun baronesse, og den 7. august blev de gift, uden at ministeriet var underrettet om beslutningen. Kongens ægteskab med en jævn kvinde bidrog til den folkelige popularitet, han nød, men skabte på den anden side vanskeligheder i forholdet til de ledende kredse i de kommende år. For kongens private tilværelse betød det tredje ægteskab antagelig en vis stabilitet.

David Monies' billede af Louise Rasmussen er malet i 1850, da hun ved sit giftermål med Frederik 7. blev ophøjet til lensgrevinde af Danner. Hun var begyndt som balletdanserinde og havde i 1844 etableret sig som modehandler i Vimmelskaftet i København. Hun havde lært Frederik 7. at kende i begyndelsen af 1830'rne og fik stigende betydning for ham, efterhånden som hans to første ægteskaber mislykkedes. Efter Frederik 7.s tronbestigelse flyttede hun ind på Christiansborg. I marts 1849 blev hun baronesse, og den 7. august blev de gift, uden at ministeriet var underrettet om beslutningen. Kongens ægteskab med en jævn kvinde bidrog til den folkelige popularitet, han nød, men skabte på den anden side vanskeligheder i forholdet til de ledende kredse i de kommende år. For kongens private tilværelse betød det tredje ægteskab antagelig en vis stabilitet.

Landbruget var det erhverv, der med økonomen A. F. Bergsøes formulering fra 1847 var „hovednæringskilden for den danske stats befolkning”, og han beregnede, at både i kongeriget og hertugdømmerne havde over halvdelen af befolkningen sit direkte udkomme fra agerdyrkningen.

Danmark var omkring 1850 et landbrugsland, således som det havde været det ved år 1800. Den begyndende industri i hovedstaden og de større provinsbyer ændrede foreløbig ikke herved. Og store dele af den øvrige befolkning var direkte eller indirekte afhængig af landbruget og landbrugerne.

Men Anders og Lars Andersens optegnelser fortæller trods monotonien i beskrivelserne af årets gentagne arbejde og den snævre horisont alligevel om betydelige forandringer. Både fader og søn førte omhyggeligt regnskab for høstudbyttet. Det svingede fra år til år – men gennem de 50 år var tendensen stadig opadgående. I årene omkring år 1800 høstede faderen ca. fire fold af rug, byg og havre.

I 1840'rne høstede sønnen syv til ni fold af rug, byg og hvede, som man var begyndt at dyrke regelmæssigt fra 1830. Foldudbyttet af havren lå lidt lavere, men også over niveauet fra år 1800. Det gennemsnitlige høstudbytte fordobledes på Holevadgården fra 1800 til 1850. I de senere år måtte en del af høsten hvert år sættes i hæs, og midt under krigen – fra maj til juni 1849 – fik Lars Andersen bygget en ny og større lade.

Holevadgården afspejlede væksten i landets kornproduktion. Den var omkring år 1800 ca. syv mill. tdr., i 1838 omkring ti mill. og kunne først i 1860'erne af kyndige landøkonomer sættes til ca. 17 mill. tdr. Også den animalske produktion steg, om end næppe så stærkt, men det betød, at man kunne ernære den befolkning, der steg fra lidt over 900.000 i 1801 til 1,4 mill. i 1850 – og efter alt at dømme ernære den bedre. Der blev også et stigende overskud til eksport.

Fra midten af 1840'rne gik udførslen af korn stærkt i vejret, og nu trådte Storbritannien frem som dansk landbrugs vigtigste aftager. Allerede i 1842 var tolden på import af kvæg blevet ophævet, og i 1846 lempedes og i 1849 afskaffedes den britiske korntold. Danmarks eksport af korn til Storbritannien blev tredoblet, og i 1848 etableredes den første direkte dampskibsforbindelse mellem Hjerting i Ho Bugt, Århus og London. Skibene medførte ikke blot korn, men i stigende omfang også kreaturer og mejeriprodukter.

 Foldudbyttet på Holevadgården fra 1805 til 1850. Udbyttet, der kan opgøres med nogenlunde sikkerhed på grundlag af Anders og Lars Andersens optegnelser, var relativt konstant frem til begyndelsen af 1830'rne, men steg derefter kraftigt. Det gælder også hveden, som man begynder at dyrke. Gårdens marker blev merglet, og det er formentlig merglingens virkning, man her sporer.

Foldudbyttet på Holevadgården fra 1805 til 1850. Udbyttet, der kan opgøres med nogenlunde sikkerhed på grundlag af Anders og Lars Andersens optegnelser, var relativt konstant frem til begyndelsen af 1830'rne, men steg derefter kraftigt. Det gælder også hveden, som man begynder at dyrke. Gårdens marker blev merglet, og det er formentlig merglingens virkning, man her sporer.

Danmark fandt i første halvdel af 1800-tallet en særlig plads i den europæiske økonomi og omsætning. Industrialiseringen af Europa var nu i gang med Storbritannien som foregangslandet. Her havde røgen allerede længe ligget tæt over de nye industribyer i Midt- og Nordengland, og herfra udgik impulser til den økonomiske udvikling i de øvrige europæiske lande. Telegrafen blev taget i brug i 1840'rne, og frem for alt symboliserede jernbanerne den nye tid. Verdensudstillingen i London i 1851 blev et skuebillede på, hvad industrien og den kapitalistiske foretagerånd kunne præstere.

I den europæiske omsætning omkring 1850 havde Danmark placeret sig som leverandør af fødevarer til den stærkt stigende britiske bybefolkning. Danmarks relative nærhed, kommunikationsmidlernes udvikling og den gennemførte rationalisering af landbrugsstrukturen ved reformerne sidst i 1700-tallet var forudsætningerne herfor.

Anders Andersen indleder sine optegnelser med et tilbageblik over sin opvækst, og her omtaler han bl.a. udskiftningen af landsbyen i 1792. I ordets egentlige forstand høstede sønnen udbyttet af de store landboreformer, da han overtog Holevadgården.

Treårskrigen blokerede afgørende for forventningen om en fortsat fredelig sameksistens mellem dansk og tysk, således som Jens Wulff havde udtrykt forhåbninger om. Men afbrydelsen af forbindelsen til især Holsten betød også en frigørelse af det økonomiske liv i Danmark fra tidligere bindinger.

Byerhvervene nød godt af den manglende konkurrence fra denne del af monarkiet, og i den store handel kunne man nu orientere sig direkte mod sit nye hovedmarked uden om Hamburg. Knapheden på arbejdskraft satte reallønnen i vejret, og landbruget, der havde gode høstår og opnåede høje priser, fik stigende interesse for, hvad en begyndende industri kunne levere af maskiner og redskaber, der sparede mandskab.

Konflikten mellem Danmark og Slesvig-Holsten bekræftede rigets stilling som en europæisk småstat. Landsoldatens tapperhed ufortalt var det stormagterne, der dikterede de vigtigste udenrigspolitiske afgørelser i årene 1848-51. Det var Preussen og Østrig, der sluttelig gjorde en ende på den slesvig-holstenske stat, ikke den danske hær. Og det var balancen mellem stormagterne, der udstak rammerne for det danske monarkis genetablerede udstrækning og statsretlige opbygning.

Det var Rusland, der – afstemt med Storbritannien – gennemtvang likvidationen af Slesvig-Holsten ved at lægge pres på Preussen og Østrig, der begge var svækket af begivenhederne i 1848. Den russiske flåde fra Kronstadt havde et par gange vist sig i Østersøens vestlige del. Det var den russiske gesandt i London, baron Brunnow, der senere fik klinket den sønderslåede helstat sammen igen.

Treårskrigen havde bekræftet en forandring. En menneskealder efter Freden i Kiel, hvor Frederik 6. havde måttet afstå Norge til arvefjenden Sverige, optrådte Sverige-Norge nu som en venligtsindet nabo. Ikke blot deltog nordmænd og svenskere i krigen som frivillige på dansk side, men Sverige-Norge var en politisk, delvis også en militær støtte under krigen og ved forhandlingsbordet. Realpolitiske betragtninger eller skandinavisk ideologi – der var i brede kredse opstået en følelse af skæbnefællesskab mellem de nordiske lande.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Landbrugslandet i Europa i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305994