Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emancipationens tidsalder

Oprindelig forfatter CBjø

Anders Andersen på Holevadgården var født i 1767, og han lå i 1790'erne ved de fynske dragoner i Odense. Han havde i 1796 overtaget halvdelen af fæstet på gården, en almindelig form for „generationsskifte” i landbosamfundet.

Han var stavnsbunden frem til den 1. januar 1800. Og selv om han indtrådte i sognets fattigkommission i 1803 og stemte ved det første stændervalg i 1835, var han i disse sammenhænge og i sin tilværelse til sin død i 1837 i forhold til stat og samfund først og fremmest bonde.

I fattigkommissionen skulle bønderne være repræsenterede, og da han stemte i 1835, stemte han i en særlig valgklasse, de mindre landejendomsbesiddere, mens købstadborgerne og de større jordbesiddere stemte hver i deres klasser.

Annonce

Lars Andersen fødtes i 1808. Han var således for længst fyldt de 30, da grundloven af 5. juni 1849 blev underskrevet, og han havde ved overtagelsen af fæstet efter moderen fået foden under eget bord nogle år før. Gårdfæster Lars Andersen var nu en med alle andre voksne mænd med egen husstand politisk ligestillet borger i Danmark.

Bondestanden ophørte med at eksistere som en diskriminerende retslig ramme omkring tilværelsen for de tre fjerdedele af landets befolkning. Indførelsen af den almindelige værnepligt blev et af symbolerne på ophævelsen af standsskellet. Og det gjaldt ikke blot forholdet mellem borger og bonde. Grundloven indebar også, at enhver forret knyttet til rang, titel eller adel nu bortfaldt.

I 1850 var det muligt at overskue, hvad der var afviklet af det system, der havde eksisteret ved 1800-tallets begyndelse. Udviklingen havde taget fart fra 1848. Det var langt vanskeligere at bedømme, hvad der var sat eller skulle sættes i stedet.

 Peter Georg Bang havde været professor i jura, før han i 1845 blev embedsmand i Rentekammeret. Han kom snart til at spille en betydelig politisk rolle og var i den snævre regeringskreds med til at forberede en forfatningsændring endnu i Christian 8.s sidste regeringsår. Uden at indtage en førerstilling var han i begivenhedernes centrum i begyndelsen af 1848, men i novemberministeriet 1848 indtrådte han som indenrigsminister. Han øvede en væsentlig indflydelse på landbolovgivningen i årene 1848-50 og var med sin flid og samarbejdsevne med de forskellige politiske fløje en af de politikere, der lagde ryg til disse års vigtige reformer.

Peter Georg Bang havde været professor i jura, før han i 1845 blev embedsmand i Rentekammeret. Han kom snart til at spille en betydelig politisk rolle og var i den snævre regeringskreds med til at forberede en forfatningsændring endnu i Christian 8.s sidste regeringsår. Uden at indtage en førerstilling var han i begivenhedernes centrum i begyndelsen af 1848, men i novemberministeriet 1848 indtrådte han som indenrigsminister. Han øvede en væsentlig indflydelse på landbolovgivningen i årene 1848-50 og var med sin flid og samarbejdsevne med de forskellige politiske fløje en af de politikere, der lagde ryg til disse års vigtige reformer.

Kongeloven af 1665 var afløst af grundloven af 1849, der havde folkets suverænitet som udgangspunkt, hvor forgængeren havde kongens. Den nye forfatnings suveræne folk udgik fra en vision om et samfund af frie og retsligt ligestillede borgere, der skulle sikres den størst mulige frihed til at tro og tænke og til at ernære sig og sin husstand med de færrest mulige indskrænkninger.

Det var det liberale borgerskab, der havde fældet enevælden i marts 1848, og det blev derfor borgerskabets samfundsopfattelse, der bestemte den ny forfatning. Hvad der i 1830'rne og 1840'rne havde været den liberale oppositions program, blev nu fæstnet som selve grundlaget for de kommende års politiske, økonomiske og sociale udvikling i det danske samfund. På ét punkt blev programmet hurtigt konfronteret med realiteternes verden.

Den landbokommission, der var nedsat den 10. februar 1849 og som skulle tage sig af de aktuelle landbospørgsmål, nåede relativt nemt frem til at afvikle privilegier og uligheder. Men man tørnede mod princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, da man tog fat på at behandle spørgsmålet om en tvungen overgang fra fæste til selveje.

Det havde ikke voldt store anstrengelser at fælde enevælden den 21. marts 1848. Systemskiftet var forberedt på en række områder. De rådgivende stænder fra 1831 havde indrømmet befolkningen medindflydelse, det kommunale selvstyre var blevet grundlagt, og af størst betydning var det måske, at både det gamle og det nye system havde udgangspunkt i det akademiske embedsborgerskab. Det var på begge sider den akademiske dannelses repræsentanter, der var ordførende.

P. G. Bang og A. S. Ørsted stod i 1848 som det beståendes talsmænd, men i de helt grundlæggende opfattelser af stat og samfund repræsenterede de ikke en anden verden end Orla Lehmann og D. G. Monrad. Det er også betegnende, at det var en mand fra det gamle system, lensgreve A. W. Moltke, der kom til at lede overgangen til det nye helt frem til 1852. Moltke var en af landets allerstørste jordbesiddere, men han var også cand. jur og mangeårig ledende embedsmand.

Revolutionen i Paris i 1848 sendte ikke blot trykbølger gennem Europa, men afstedkom også opstande i de franske kolonier. bl.a. i Caribien. Herfra spredtes utilfredsheden til Dansk Vestindien. Natten mellem 2. og 3. juli blev der uro blandt negerslaverne på Sankt Croix, og den følgende dag blev situationen yderligere spændt. Ud på eftermiddagen 3. juli henvendte koloniens guvernør, Peter von Scholten, sig til mængden af slaver, der var strømmet til byen Christianssted, og råbte: „Now you are free, you are hereby emancipated”.

Samme dag udstedte von Scholten en proklamation, der bekræftede, at „Alle ufrie på de danske vestindiske øer er fra dags dato frigivne. Negerslaveriets ophævelse var allerede for længst sat på den politiske dagsorden, ikke mindst under indtryk af den truende situation. Et kongeligt brev af 22. september samme år bekræftede negerslavernes frigivelse.

 Flinchs Almanak kommenterede i 1850 det politiske systemskifte. Ifølge teksten og tegningen havde grundloven ikke ført til ændringer i „bureauerne” – dvs. centraladministrationen. Den opfattelse, man her giver udtryk for, deltes af bondevennerne og den politiske venstrefløj, der mente, at administrationen havde svært ved at tilpasse sig de nye politiske vilkår.

Flinchs Almanak kommenterede i 1850 det politiske systemskifte. Ifølge teksten og tegningen havde grundloven ikke ført til ændringer i „bureauerne” – dvs. centraladministrationen. Den opfattelse, man her giver udtryk for, deltes af bondevennerne og den politiske venstrefløj, der mente, at administrationen havde svært ved at tilpasse sig de nye politiske vilkår.

Omkring år 1800 var størstedelen af befolkningens tilværelse i vid udstrækning bestemt af dens tilhørsforhold til en stand og til et gods, eller til et lav eller en købstad, hvis man hørte til bybefolkningen. Det var givet, hvad man skulle tro på, og det var nøje reguleret, hvad man skulle mene om det samfund, man levede i. I den senere del af perioden fra 1800 til 1850 var det en stadig stærkere bestræbelse, at man søgte at svække eller helt fjerne bindinger på individet, det være sig politisk, økonomisk, religiøst eller bevidsthedsmæssigt.

Hele den liberale opposition gennem 1830'rne og 1840'rne var en bestræbelse mod frigørelse og ambition om at sprænge det overleverede systems begrænsninger. Begrebet emancipation blev i samtiden anvendt for at beskrive denne proces, som man finder i de fleste sammenhænge og på alle niveauer. De gudelige vækkelser var udtryk for en emancipation på det religiøse felt, mens kravene om næringsfrihed repræsenterede en tilsvarende stræben på det økonomiske livs område.

Borgerskabets emancipation var først og fremmest politisk – rettet mod det bestående system – mens bøndernes krav om både frigørelse og ligestilling repræsenterer den måske vigtigste emancipatoriske bevægelse, der fortsatte i anden halvdel af 1800-tallet.

For den kvindelige halvdel af befolkningen rummede tiden fra 1800 til 1850 ikke de store forandringer, og det gjaldt både i forhold til samfundet og i forholdet til det andet køn. Som ugift var kvinden umyndig, som hustru var hun sin ægtemand underordnet med husstanden og børnene som sit domæne, mens hun som enke kunne være en husstands overhoved.

Det var således tilfældet med Anders Andersens enke, der forestod Holevadgården fra hans død i 1837, og indtil sønnen knap en halv snes år senere kunne træde til. Enken var også i andre henseender stillet mere selvstændigt i personretlig henseende end hustruen, og der var en indarbejdet tradition i alle lag af samfundet for, at der tilkom en enke et faktisk råderum, ikke mindst i erhvervsmæssig og økonomisk henseende.

Dette mønster blev ikke afgørende ændret. Ved forberedelsen af stænderforordningen var der en af „de oplyste mænd”, der strejfede kvindevalgretten – typisk nok for enker – men det gentog sig ikke ved forhandlingerne om grundloven. En lov af 1845 stillede døtre mere lige med sønner, når det drejede sig om arv, hvor en søsterlod tidligere var halvdelen af, hvad der tilkom en broder. Fra 1830'rne mødte man i stigende grad den mandlige del af befolkningen i det, man kan betegne som det offentlige rum – ved møder, i foreninger, i kommunale råd.

 Mathilde Fibiger, malet i 1853 af Jørgen Roed. Tolv Breve foranledigede en omfattende debat om kvindens stilling, hvor de fleste indlæg tog afstand fra de synspunkter, hun havde givet udtryk for. Heiberg lod hende i stikken, mens Grundtvig var en af de få, der reagerede positivt på hendes krav om kvindens frigørelse. Andre kritiserede hende for at lægge vægten på den sjælelige emancipation frem for den materielle forbedring af kvindernes situation. 1863 blev Mathilde Fibiger ansat som en af de første danske kvindelige telegrafister, og hun nåede inden sin død at opleve stiftelsen af Dansk Kvindesamfund.

Mathilde Fibiger, malet i 1853 af Jørgen Roed. Tolv Breve foranledigede en omfattende debat om kvindens stilling, hvor de fleste indlæg tog afstand fra de synspunkter, hun havde givet udtryk for. Heiberg lod hende i stikken, mens Grundtvig var en af de få, der reagerede positivt på hendes krav om kvindens frigørelse. Andre kritiserede hende for at lægge vægten på den sjælelige emancipation frem for den materielle forbedring af kvindernes situation. 1863 blev Mathilde Fibiger ansat som en af de første danske kvindelige telegrafister, og hun nåede inden sin død at opleve stiftelsen af Dansk Kvindesamfund.

Kvindens rum var fortsat hjemmet, der samtidig var arbejdspladsen for det helt overvejende flertal. Det var usædvanligt med kvinder som tilhørere ved Grundtvigs foredrag (se illustrationen i Fra Udby til Vartov). Da Oehlenschläger i 1849 fyldte 70, blev han behørigt fejret på skydebanen med en stor fest. Ved denne lejlighed modtog han også en laurbærkrans bundet af danske kvinder, men der blev den overrakt af Grundtvig på kvindernes vegne.

De stærke politiske og nationale strømninger i 1840'rne kaldte enkelte kvinder til deltagelse i den offentlige debat om friheden og om det dansk-tyske mellemværende. „Valgerda”, et pseudonym for Marie Arnesen, udfordrede i 1845 i Fædrelandet en tysk professor, der havde taget sig holstenernes sag på – og Heiberg leverede to år efter et lystspil af samme navn, hvor han satiriserede over en kvindetype, der studerede finansregnskaber og diskuterede skolespørgsmål.

Kort før julen 1850 udkom Clara Raphael, Tolv Breve, udgivne ved I. L. Heiberg. Bag udgiveren og det konstruerede navn gemte sig den unge Mathilde Fibiger, lærerinde i en skovridergård på Lolland. Hun lod sin Clara blive vakt til medleven ved begivenhederne i 1848, hvor hun oplevede de begrænsninger, hendes køn satte, for både medleven og medvirken i fædrelandets skæbne. Kvindernes emancipation blev hermed føjet til den almindelige bestræbelse, der havde gennemtrængt dansk historie i de foregående årtier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Emancipationens tidsalder i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305995