Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra Eckernförde til ny våbenstilstand

Oprindelig forfatter CBjø

Der var fra dansk side stadig utilfredshed med forholdene i Sønderjylland under fællesregeringen. Den 22. januar 1849 kom det til et sammenstød mellem slesvig-holstenske tropper og den lokale befolkning ved landsbyen Brøns nord for Tønder, hvad der kostede bønderne både døde og sårede.

Denne begivenhed bidrog til at rejse en stemning i Danmark for en militær afgørelse, og den 26. februar opsagde den danske regering våbenstilstanden.

Også i ledende slesvig-holstenske kredse ønskede man en ende på den bestående tilstand, og den 26. marts indsattes som ny regering et statholderskab på Det Tyske Forbunds vegne. Den 3. april begyndte krigen igen.

Annonce

Den danske hær var bragt op på ca. 41.000 mand, men over for den stod en forbundshær på omkring 46.000 mand, bestående af tropper fra en række tyske lande og den slesvigholstenske hær på ca. 20.000 mand. Fra dansk side søgte man at udnytte den absolutte overlegenhed på havet til et flådeangreb på Eckernförde. Det var oprindelig hensigten, at hæren skulle være stødt frem mod syd på samme tid, men denne del af planen blev opgivet.

 Løjtnant Vilhelm Petersen var med ved Eckernförde, og han malede samme år denne skitse af træfningen. Fregatten „Gefion” ses umiddelbart forfra med linieskibet „Christian 8.” i baggrunden. Dampskibet „Gejser” er ved at få ført en trosse om bord i „Gefion”, men forsøget på at bugsere skibene ud af fjorden mislykkedes. Begivenheden ved Eckernförde er i marinehistorien gået ind som en dokumentation for den klassiske tese, at kanoner på skibe aldrig kan stå sig over for kanoner på land.

Løjtnant Vilhelm Petersen var med ved Eckernförde, og han malede samme år denne skitse af træfningen. Fregatten „Gefion” ses umiddelbart forfra med linieskibet „Christian 8.” i baggrunden. Dampskibet „Gejser” er ved at få ført en trosse om bord i „Gefion”, men forsøget på at bugsere skibene ud af fjorden mislykkedes. Begivenheden ved Eckernförde er i marinehistorien gået ind som en dokumentation for den klassiske tese, at kanoner på skibe aldrig kan stå sig over for kanoner på land.

Angrebet på Eckernförde blev en katastrofe. Linieskibet Christian den Ottende og fregatten Gefion, der udførte angrebet den 5. april, kom under stærk beskydning fra to strandbatterier og kunne på grund af østenvind ikke trække sig ud af bugten. De dampskibe, der ledsagede de to krigsskibe, formåede ikke at bugsere dem uden for batteriernes ild. Fregatten måtte overgive sig, og linieskibet gik på grund og sprang senere i luften.

Tabet ændrede ikke på Danmarks totale kontrol over Østersøen, men nederlaget betød et voldsomt slag mod den optimistiske stemning, der havde rådet ved krigens genoptagelse. Tilsvarende styrkede denne sejr slesvig-holstenernes tro på de militære muligheder af et opgør med de danske styrker.

Initiativet var nu på tysk side. Den danske hær i Slesvig under general Rye trak sig tilbage nord for Kongeåen. Den danske styrke på Als havde den 3. april erobret Dybbølstillingen, men den blev opgivet på ny den 13. april, og den 23. april mislykkedes et forsøg på at fordrive den slesvig-holstenske hær fra Kolding. Det kom til hårde kampe i og omkring byen, der endte med, at de danske tropper måtte gå tilbage mod nord. De tyske rigstropper rykkede i begyndelsen af maj ind i Nørrejylland.

 Den danske Bondeven indeholdt normalt oplysende og landbrugsfaglige artikler, men i krigsårene fulgte man naturligvis med i, hvad der skete i Sønderjylland. Teknikken er lidt primitiv. Under slaget ved Kolding den 23. april 1849 var der i faser tale om nærkamp i byens gader, som man skildrer det her. To tyske faldne mod en dansk afspejler ikke tabstallene eller udfaldet af slaget.

Den danske Bondeven indeholdt normalt oplysende og landbrugsfaglige artikler, men i krigsårene fulgte man naturligvis med i, hvad der skete i Sønderjylland. Teknikken er lidt primitiv. Under slaget ved Kolding den 23. april 1849 var der i faser tale om nærkamp i byens gader, som man skildrer det her. To tyske faldne mod en dansk afspejler ikke tabstallene eller udfaldet af slaget.

På dette tidspunkt stod halvdelen af den danske hær på Als, en større styrke holdt Fredericia og lå i reserve på Fyn, mens 7000 mand under general Olaf Rye trak sig op gennem Jylland. Over for Als stod 20.000 mand rigstropper, mens resten af denne hær fulgte efter Ryes styrker. Den slesvig-holstenske hær på ca. 16.000 mand indesluttede Fredericia.

Det lykkedes Rye at slippe fra sine forfølgere ud til Helgenæs, hvor styrkerne ad søvejen blev transporteret til Fyn og Fredericia, der også modtog forstærkning fra tropperne på Als. De tyske styrker var nu spredt i Jylland, foran Fredericia og i Sundeved, og det muliggjorde det heldige udfald fra Fredericia natten mellem den 5. og 6. juli 1849.

Der var samlet lidt over 19.000 mand under general Bülow til at angribe belejringshæren, der da talte ca. 14.000 mand. Efter meget hårde kampe omkring de skanser, der var opført uden for fæstningen, lykkedes det at tilføje den slesvig-holstenske hær et afgørende nederlag og tage omkring 1000 fanger. Også på dansk side var tabene store. Blandt de faldne var general Rye.

Fredericiaslaget bragte vel ikke nogen endelig militær afgørelse, men sejren gav den danske kampmoral et vældigt løft – ikke mindst på baggrund af affæren ved Eckernförde. Under engelsk og russisk pres og under indtryk af den almindelige politiske reaktion efter 1848 sluttede Preussen den 10. juli 1849 en ny våbenstilstand med Danmark og en foreløbig fred. Spørgsmålet om Slesvigs fremtid blev udskudt til senere forhandlinger med Storbritannien som mægler.

 David Monies' maleri af soldaternes hjemkomst i 1849 hænger på Frederiksborg, og det indgår i den række af nationalhistoriske billeder, som danskere af den lidt ældre generation er vokset op med. Soldaterne marcherede ind i København den 9. september, og selv om krigen ikke var vundet, var stemningen efter Fredericia-slaget dog sejrssikker. Gaderne var udsmykkede, som billedet viser det. Man bemærker det svenske flag som en hyldest til de svenske frivillige, der gjorde tjeneste i den danske hær. En jævn håndværkerfamilie modtager den hjemvendte familiefar. der oven i købet er blevet udmærket med Dannebrogsordenen. I baggrunden står en sørgeklædt enke og hendes lille dreng – en ægtefælle og far var faldet i krigen.

David Monies' maleri af soldaternes hjemkomst i 1849 hænger på Frederiksborg, og det indgår i den række af nationalhistoriske billeder, som danskere af den lidt ældre generation er vokset op med. Soldaterne marcherede ind i København den 9. september, og selv om krigen ikke var vundet, var stemningen efter Fredericia-slaget dog sejrssikker. Gaderne var udsmykkede, som billedet viser det. Man bemærker det svenske flag som en hyldest til de svenske frivillige, der gjorde tjeneste i den danske hær. En jævn håndværkerfamilie modtager den hjemvendte familiefar. der oven i købet er blevet udmærket med Dannebrogsordenen. I baggrunden står en sørgeklædt enke og hendes lille dreng – en ægtefælle og far var faldet i krigen.

Set fra dansk side opnåede man imidlertid i sommeren 1849, at statholderskabet i Kiel blev indskrænket til at fungere alene for Holstens vedkommende. Slesvig blev delt med en linie nord om Tønder og syd om Flensborg. Nord for denne linie blev landet besat af svensk-norske styrker, mens preussiske tropper besatte den sydlige del af hertugdømmet.

Hele Slesvig skulle styres i kongens navn af en kommission med et dansk og et preussisk medlem og med en englænder som opmand. Denne ordning kom til at virke i Nordslesvig, men den blev saboteret syd for delingslinien, hvor embedsmændene fastholdt forbindelsen til statholderskabet i Kiel, og hvor befolkningen øvede passiv modstand mod den indsatte bestyrelseskommission.

Felttogene i 1848 og i 1849 og de langvarige diplomatiske forhandlinger havde ikke bragt nogen afklaring af Slesvigs fremtid. Men der var efter slesvig-holstenernes nederlag og afslutningen af fjendtlighederne med Preussen opnået en faktisk adskillelse af de to hertugdømmer. Der forestod nye diplomatiske forhandlinger, der skulle indledes omkring nytår 1850, og her var det officielle danske standpunkt fortsat, at Slesvig måtte forenes med Danmark under én forfatning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Fra Eckernförde til ny våbenstilstand i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305991