Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Februarrevolutionens virkninger

Oprindelig forfatter CBjø

Det gærede i Europa. Høsten havde været dårlig både i 1846 og 1847, og der var social uro og bonderejsninger i flere lande. I Schweiz udbrød der borgerkrig i 1847, og i de italienske stater førte nationale og demokratiske oprør til politisk systemskifte.

Det var dog revolutionen i Paris den 21.-24. februar, der satte Europa i brand. På få uger bredte den revolutionære bølge sig til hele kontinentet, og kun i Rusland og Storbritannien overlevede de bestående regimer. Men der var optøjer i Glasgow og nationale demonstrationer i Finland og Polen.

Efterretningerne om omvæltningerne i Paris nåede til Kiel med aftentoget fra Altona den 28. februar og dagen efter til Roskilde, hvor bisættelsen af Christian 8. netop fandt sted. I løbet af ganske få dage blev den politiske udvikling radikaliseret. Tysklands enhed og en mere liberal forfatning blev nu realistiske mål for den slesvig-holstenske bevægelse, og i Danmark krævede man en national afgørelse i forholdet til hertugdømmerne og lige og almindelig valgret til en kommende folkerepræsentation.

Annonce

Også bøndernes og husmændenes reformkrav blev nu ført frem med styrke. Den politiske stemning afspejles i disse udtryk i et andragende af 17. marts om hurtig indgriben til fordel for husmandsbefolkningen: „Men allernådigste konge! I de få uger, der ligger mellem disse adressers underskrift [henvendelserne ved tronskiftet i januar] og nu, er tiden skredet år fremad og folkets ønsker og forhåbninger også!”

 Et samtidigt farvelagt stik, der viser indtagelsen af fæstningen Rendsborg den 24. marts 1848. Rendsborg ved Ejderen, der skilte Slesvig og Holsten, var en af monarkiets hovedfæstninger og vigtigste garnisonsbyer. Ved prinsen af Nørs indmarch klokken 9.30 var fæstningens kommanderende general endnu kun halvpåklædt i sit soveværelse. Rendsborgs besætning var på ca. 1500 mand regulære tropper, men de blev beordret til at møde de indtrængende styrker på fæstningens paradeplads med geværer uden ammunition. Rendsborgs kapitulation betød, at de øvrige garnisoner og fæstninger i hertugdømmerne sluttede sig til det slesvig-holstenske oprør.

Et samtidigt farvelagt stik, der viser indtagelsen af fæstningen Rendsborg den 24. marts 1848. Rendsborg ved Ejderen, der skilte Slesvig og Holsten, var en af monarkiets hovedfæstninger og vigtigste garnisonsbyer. Ved prinsen af Nørs indmarch klokken 9.30 var fæstningens kommanderende general endnu kun halvpåklædt i sit soveværelse. Rendsborgs besætning var på ca. 1500 mand regulære tropper, men de blev beordret til at møde de indtrængende styrker på fæstningens paradeplads med geværer uden ammunition. Rendsborgs kapitulation betød, at de øvrige garnisoner og fæstninger i hertugdømmerne sluttede sig til det slesvig-holstenske oprør.

Den nationale konflikt mellem dansk og tysk styrede direkte mod en åben konfrontation. Den 18. marts mødte de deputerede fra stænderne i Slesvig og Holsten i Rendsborg til fornyet drøftelse af januarreskriptet. Man vidste, at oppositionen i kongeriget krævede Slesvigs tilknytning til Danmark, og mødet vedtog at sende en deputation til København med et fem-punktsprogram, der som det vigtigste rummede kravet om en forfatning for Slesvig-Holsten, Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund og eget militær, baseret på en folkevæbning under selvvalgte officerer. Flertallet i forsamlingen, der stod bag programmet, kunne næppe vente, at disse krav ville blive godtaget i København.

Da efterretningerne om mødet i Rendsborg nåede til København den 20. marts, satte de yderligere fart i den politiske udvikling i kongeriget. De nationalliberale mødtes på Fædrelandets kontor og besluttede at fremskynde et indkaldt møde den 22. marts til allerede samme aften. Københavns borgerrepræsentation blev indkaldt ekstraordinært og fik forelagt en adresse om et politisk systemskifte, som Lehmann på få minutter havde udformet på redaktionskontoret og fået de øvrige tilstedeværendes godkendelse af. Den sluttede med den usminkede trussel: „Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp!”

Mødet om aftenen i teatersalen i Casino blev en overvældende manifestation af kravet om et frit, konstitutionelt Danmark til Ejderen. De røster, der talte for at afvente ankomsten af deputationen fra Rendsborg, blev fejet til side. Dagen efter gik borgerrepræsentationen, fulgt af en stor menneskemængde, til Christiansborg med Lehmanns adresse, og her kunne Frederik 7. meddele, at kravene ville blive imødekommet. Den 21. og 22. marts forløb med forhandlinger om sammensætningen af et nyt ministerium.

Det kom endeligt på plads i løbet af 22. marts. Præsidenten for Rentekammeret, A.W. Moltke, blev leder med titel af premierminister, C.E. Bardenfleth blev justitsminister, F.M. Knuth udenrigsminister, Carl Scheel-Plessen foreløbig minister for hertugdømmerne og C. Bluhme handelsminister. Systemskiftet blev markeret ved, at D.G. Monrad blev kultusminister og A.F. Tscherning krigsminister, samt at L.N. Hvidt og Orla Lehmann blev ministre uden portefølje. Frederik 7. udtalte, at han fra nu af betragtede sig som konstitutionel monark.

 Adam Wilhelm Moltke var en af landets største jordbesiddere og samtidig præsident i Rentekammeret. Han havde ikke gjort sig stærkt gældende i den snævrere regeringskreds i Christian 8.s tid, og han deltog ikke i forhandlingerne om en ny forfatning efter tronskiftet. Men han påtog sig den 21. marts 1848 at danne et nyt ministerium, der væsentligst kom til at rumme den hidtidige liberale oppositions mænd. Moltke var leder af ministeriet med titlen premierminister frem til 1852. Han satte ikke noget stærkt præg på forhandlingerne i ministerierne eller i Rigsdagen, men det blev hans opgave at mægle og sørge for en vis kontinuitet mellem det gamle og det nye system.

Adam Wilhelm Moltke var en af landets største jordbesiddere og samtidig præsident i Rentekammeret. Han havde ikke gjort sig stærkt gældende i den snævrere regeringskreds i Christian 8.s tid, og han deltog ikke i forhandlingerne om en ny forfatning efter tronskiftet. Men han påtog sig den 21. marts 1848 at danne et nyt ministerium, der væsentligst kom til at rumme den hidtidige liberale oppositions mænd. Moltke var leder af ministeriet med titlen premierminister frem til 1852. Han satte ikke noget stærkt præg på forhandlingerne i ministerierne eller i Rigsdagen, men det blev hans opgave at mægle og sørge for en vis kontinuitet mellem det gamle og det nye system.

Samme morgen var deputationen ankommet. Den 23. marts blev den modtaget af kongen, der henviste til ministeriet. Nogle ønskede at undgå det endelige brud, men de nationalliberale ministre fik udformet og godkendt et svar, der opgav båndet til Holsten, men fastholdt og styrkede Slesvigs forbindelse til kongeriget. Carl Scheel-Plessen trådte tilbage i protest.

Dagen efter overrakte Orla Lehmann svaret til deputationen. Den centrale passus lød: „… at Vi hverken har ret eller magt eller vilje til at indlemme Vort hertugdømme Slesvig i Det tyske Forbund, hvorimod Vi vil styrke Slesvigs uopløselige forbindelse med Danmark med en fælles fri forfatning”.

Den 23. marts ved middagstid nåede de første efterretninger om systemskiftet til byen Slesvig. De slesvig-holstenske ledere greb nu initiativet, og natten mellem den 23. og 24. marts proklamerede de i Kiel en provisorisk regering for hertugdømmerne med henvisning til, at landsherren – Frederik 7. -var berøvet sin retmæssige magt, og at landene derfor var uden regering.

Om formiddagen den 24. marts marcherede prinsen af Nør ind i Rendsborgs fæstning i spidsen for nogle hundrede mand, dels regulære tropper, dels frivillige. Over for garnisonen erklærede han, at han handlede på den ufri landsherres vegne til beskyttelse af hertugdømmernes rettigheder. Det menige mandskab og en del af officererne sluttede sig til ham. Den provisoriske regering havde ved dette kup tilintetgjort den umiddelbare militære trussel mod sin eksistens og rådede nu over en af rigets hovedfæstninger, regulære tropper, materiel og fæstningens pengekasse.

I løbet af en uge var helstaten sprængt. Det tog i 1848 mindst et døgn at få efterretninger frem. Både i København og i Kiel handlede de, der drev beslutningerne igennem, i disse dages afgørende situationer mindre ud fra faktisk viden om, hvad der var sket på den anden side, og mere ud fra forestillinger om, hvordan udviklingen allerede var forløbet i København og i hertugdømmerne. Begge sider tog i disse ophedede dage bruddet for ikke at blive løbet over ende af historien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Februarrevolutionens virkninger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305984