Grundtvigianismen

Omkring 1840 var de grundtvigske anskuelser fuldt udviklede på det kirkelige, undervisningsmæssige og nationale område. Grundtvigs kirkelige opfattelse fastholdt erkendelsen fra 1823-24, og den blev nærmere forklaret teologisk af en af hans tilhængere, P. Chr. Kierkegaard. Praktisk betød den en koncentration af det kirkelige liv omkring menighedens tilstedeværelse ved gudstjenesten, hvor de levende ord genlød søndag efter søndag.

Grundtvigs gigantiske arbejde for at forny den danske salmesang, der for alvor indledtes i 1830'rne, underbyggede hans forkyndelse, og oplevelsen af menighedens nærvær og salmesangen i den lille Vartov Kirke blev for mange indgangen til det grundtvigske kirke- og skolesyn.

Grundtvig udviklede sine skoletanker i flere skrifter. Undervisningen skulle ikke bygges på bøgerne, men på det levende talte ord, og „skolen for livet” blev til i mødet mellem lærer og elev. Undervisningens indhold skulle være „historisk-poetisk”, dvs. hente inspiration fra den nordiske fortid og udtrykke det danske folks særlige egenart.

Det var Grundtvigs egen tanke, at der skulle skabes en statsunderstøttet skole i Sorø. Planen havde Christian 8.s bevågenhed, og forberedelserne til at omdanne akademiet i Sorø til den grundtvigske, borgerlige højskole var langt fremme, da kongens død i 1848 satte en stopper for dem.

Grundtvigs tanker var alt andet end en samlet, afsluttet lære. Han var i en stadig åndelig udvikling, hvor han fremkom med nye indsigter og visioner, der så blev fremlagt i tale, i skrift og på vers med ubetinget krav om at blive hørt og accepteret.

Grundtvig, der havde været en varm tilhænger af Frederik 6.s enevælde, fulgte og påvirkede samtidig den politiske udvikling i 1830'rne og 1840'rne for efter 1848 at gå helhjertet ind for det nye folkestyre. På rigsdagen blev han talsmand for frihedskrav, der overgik alle andres.

Stadig stærkere var det imidlertid i 1840'rne det folkelige, Grundtvig og hans tilhængere førte frem som en form for program. Det folkelige vedrørte naturligvis særlig „folket”, dvs. bondestanden, men det var mere end det. Det folkelige rummede det givne i folkets egenart, i dets sprog og historie og særlige ånd. Det var tillige en opgave eller udfordring for alle. Disse værdier skulle bruges og udvikles, og „det folkelige” betød en forpligtelse til at virke for folkets åndelige og materielle tarv.

Bondestanden var ifølge Grundtvig „det danske folks bundlevning og rigets styrke” og var derfor „kernen, hvorom det folkelige samler sig”. Men folkeligheden var et valg, man uanset stand og uddannelse kunne gøre. Som så ofte kunne Grundtvig i digtets form mejsle budskabet frem, hvor hans prosa ofte var bred og vævende:

Til et folk, de alle høre,

som sig regne selv dertil,

har for modersmålet øre,

har for fædrelandet ild;

resten selv som dragedukker

sig fra folket udelukker,

lyse selv sig ud af æt,

nægte selv sig indfødsret.

Grundtvig vandt allerede i sin egen levetid en betydelig tilhængerkreds, og frem til vore dage har han været en stadig inspirationskilde i kirke, skole og samfundsdebat. Hans betydning har været skiftende, men han er stadig blevet genopdaget og på ny oplevet som nutidig og vedkommende.

Gennem sin mere end 60-årige indsats på et bredt felt af dansk åndsliv sammenfattede og formede han væsentlige sider af en særlig dansk ideologi, som store dele af det danske samfund har vedkendt sig – næsten umulig at beskrive konkret, men den er let kendelig i mangfoldige sammenhænge op gennem 1800- og 1900-tallet.

Grundtvigs betydning på kirkens, skolens og samfundslivets områder kan ikke adskilles fra hans betydning som digter. Hans forfatterskab er af gigantiske dimensioner, men Grundtvigs prosa har kun i ringe grad overlevet. Også blandt hans utallige salmer og sange er der tomgang, men hvor Grundtvig var inspireret, skrev han sig ind som en af dansk litteraturs største skikkelser.

Hans digte har båret og fastholdt hans budskaber og syner og bidraget til at gøre hans særlige tankeverden til dansk fælleseje – hvem oplever ikke Langt højere bjerge … som udtryk for en særegen national dansk identitet? Endnu før Blicher opdager han litterært Jylland i Der er et land så kosteligt, der gennembryder tidens former og stil med et billede, som landmanden anno 1816 var fortrolig med:

Og rugen gror på heden, ren

for klinte og for hejre,

og vorder mel på møllesten,

hvordan det end mon vejre,

og vorder hvidt og dagligt brød,

og råd der er mod vinternød,

mens lyngen gror på heden.

Grundtvig levede og skrev i den tid, man har betegnet som biedermeier. Men læs – eller syng – hans Velkommen igen, Gudsengle små og oplev, hvad han f.eks. i sammenligning med vennen B. S. Ingemann får ud af det for tiden og perioden så karakteristiske billede af børnene og hjemmet.